søndag den 24. juni 2012

For 5 år siden...

...sluttede det forhold, som havde stabiliseret mit liv gennem det meste af 00'erne.

...var jeg 33 år gammel, men opdagede, at jeg i grunden vidste meget lidt om, hvem jeg selv var.

...kastede jeg mig ud i slægtsforskningens ædle kunst og fandt i noget højere grad ud af det.

...sad jeg på datingsider, når jeg ikke var på arbejde, og mødte den ene efter den anden, som virkede på papiret, men ikke i virkeligheden.

...kunne jeg så småt mærke, at jeg havde givet Musiktidsskriftet Geiger det bedste, jeg havde i mig, og følte i stigende grad, at den digtning, jeg havde lagt på køl gennem det meste af årtiet, måtte være vejen frem.

...blev jeg besat af Jakob Ejersbos Nordkraft i både bog- og filmudgaven. I månedsvis fik den mig til at sondere det mentale terræn, jeg - og flere af forlæggene for bogens figurer - havde befundet mig i op gennem 90'erne på steder som Revolution og 1000Fryd, og det gik for alvor op for mig, at min Aalborg-historie føltes afsluttet. Ét resultat blev manuskriptet agnes - min første seriøse poetiske satsning i næsten 10 år - som jeg stadig er meget stolt af og gerne ser komme i bogform. Et andet blev, at jeg indså, jeg igen måtte kaste mig ud på syv favne vand.

...tog jeg i mit stille sind en beslutning om at flytte til København og, efter bedste evne, opfinde mig selv igen fra bunden.

Soundtrack:

Viva Vertigo: Jaguar Tornado
Spids Nøgenhat: Når Spindelvævene Blomstrer
New Order: Guilt is a Useless Emotion
Tritonus: Sparkle
Tara Angell: Uneven
Death to Frank Ziyanak: Fe-Fi-Mo-Fo
Jens Unmack: Happy Ending
Cocorosie: Beautiful Boyz
Kirsten Ketsjer: The Bridge
Nephew: Movie Klip
Lotus Krokus: Tiden og Spejlet

lørdag den 23. juni 2012

For 10 år siden...

...var det for alvor gået op for folk, at to fly fyldt med kamikaze-terrorister og sagesløse passagerer havde jævnet selveste kapitalismens vartegn, World Trade Center, med jorden. Resultat i Danmark: En borgerlig regering, der, med Dansk Folkeparti som det element, der slog takten an, befandt sig 10 lysår til højre for Djengis Khan og slyngede om sig med udtryk som "indvandrerproblemet", "samfundsnassere" og "borgerlig kulturkamp mod røde lejesvende". Indledningen til et årti, jeg aldrig vil komme til at tænke tilbage på med andet end den dybeste afsky. Årtiet, hvor egoisme erstattede solidaritet, ytringsfriheden blev gradbøjet og racisme blev lov. Årtiet, hvor det land, jeg var vokset op i, forvandlede sig til en grim, grim karikatur af sig selv, og jeg holdt op med at bruge Dannebrog ved festlige lejligheder.

...gik det ufatteligt godt for "danskerne". Et udtryk, som åbenbart kun dækkede den del af befolkningen, der havde fast arbejde og råd til fladskærme, store sommerhuse, dyr rødvin og to biler pr. husstand. Selv sad jeg i mit hummer i Aalborg Øst og sendte bunker af jobansøgninger ud til gymnasier, handelsskoler og VUC-centre, der ikke havde behov for den viden, jeg for nylig havde brugt 6 år på at tilegne mig på universitetet. Fra tid til anden blev jeg så sendt ud på aktiveringskurser, hvor jeg fik så mange forskellige bud på, hvordan en ansøgning skulle skrives, at jeg kun kunne konkludere, at min egen måde sandsynligvis alligevel var rigtigst. Og fik så i øvrigt at vide, at det søreme var et meget stimulerende og interessant alternativ at blive avisbud eller skraldemand på deltid. Al ydmygelse til trods fik jeg ikke råd til et sommerhus - og dermed en gyldig status som "dansker" - af således at være tvunget af lovens bogstav til at sælge ud på alle planer.

...var Musiktidskriftet Geiger, som jeg tre år forinden havde grundlagt sammen med Robert fra Voel på ruinerne af fanzinet Underground, så småt ved at blive en succes. Med udgangspunkt i Århus, hvor bladet blev finansieret gennem Dansk Rock Samråd, havde vi fået sammenstykket en slagkraftig redaktion, der ganske vist mest af alt var en drengeklub, som i timevis kunne diskutere hvilket Sonic Youth-album, der var bedst, men ikke desto mindre fik noget fra hånden. Penge - ud over altså dem til selve trykningen - så vi aldrig nogen af, og for mit vedkommende blev hele mit smalle økonomiske råderum investeret i at tage toget sydpå til redaktionsmøderne. Men vi havde en hellig mission: At sætte ord på de betragtelige dele af den danske musikundergrund, Gaffa nægtede omtale, og opbygge en musikhistorisk bevidsthed i miljøet, som rakte længere tilbage end Nirvana og Radiohead. Vores i begyndelsen ganske akademiske stil, som bundede i et bevidst ønske om at tage musikken alvorligt som kunst, delte vandene, men efterhånden lærte vi at gå på dem. Og i 2002 landede den Geiger-artikel fra min hånd, som jeg nok er allermest stolt af: Et langt portræt af Nick Drake, der pludselig gjorde denne førhen så obskure britiske undergangstroubadur til en standardreference hos selv de mest hårdkogte støjrockere.

...var ilden, der nærede Geiger, den eneste, som påviseligt brændte i mig. Fra sommeren 1999 til sommeren 2000 mistede jeg først Tina, så min mormor, der (også) havde været som en mor for mig. Mit speciale blev afsluttet, jeg vandrede ud i arbejdsløshed - og som kronen på værket var jeg til stede ved ulykken på Roskilde Festival i 2000, hvor 9 folk døde lige for snotten af mig. Alt, der hed følelser i mig, blev gradvist lukket ned, og at jeg havde en kæreste på det tidspunkt, har jeg siden måttet undskylde mange gange for. Stakkels pige. Kærligheden kom til senere, da de rette nerve- og hjertetråde var reetablerede, men da var det retfærdigvis for sent. I 2002 var jeg stadigvæk ganske tilfreds med at stirre på tikkende ure og gradvist mærke smerterne i maven fortage sig.

Soundtrack:

David Bowie: Slip Away
Nick Drake: Made to Love Magic
Bob Hund: Stenåldern kan Börja
Under Byen: Det er Mig der Holder Træerne Sammen
Olesen-Olesen: Ikke Langt Herfra
Scout Niblett: Miss My Lion
Giant Sand: Iron Man
Jim O'Rourke: Life Goes Off
Column: Mother
New Order: Crystal
The Loveless: Follow
Kristin Hersh: Listerine

fredag den 22. juni 2012

For 15 år siden...

...var alting i opløsning. Samtidig med, at vi blev bachelorer, gik den projektgruppe, som i forskellige konstellationer havde holdt sammen siden jeg startede på danskstudiet i Aalborg i '94, definitivt i sig selv - også som klike - i en røgsky af jalousi, skepsis og faglige frustrationer. Den resulterende opgave om Helle Helles Rester blev rost til skyerne af diverse autoriteter på universitetet, der gerne ville have publiceret den som artikel, men hvad hjalp det, når selv de tættest knyttede i gruppen kun med besvær kunne holde synet af hinanden ud en rum tid efter?

...sendte P4 i P1 - lyden af min ungdom - sit sidste program, der, traditionen tro, blev nydt på mit værelse i forstaden Frydendal med nedrullede gardiner, tændte stearinlys, røgelsespinde og et lille skvæt vin i glasset. Følte mig helt usigeligt tom bagefter. Havde altid forestillet mig, at mine evt. børn ville blive P4-lyttere, ligesom jeg selv havde overtaget stafetten fra mine forældre. Men nej: Navnet "P4" skulle pludselig bruges til en dansktop(!)-kanal, og kun Tværs og - med nød og næppe - Det Elektriske Barometer overlevede.

...lukkede Revolution på Maren Turis Gade: Mit stamsted i de år, hvor grunge, britpop, alternative rock, trip hop og almindeligt depraveret opførsel satte dagsordenerne. En endnu mere tom fornemmelse. Aldrig mere skulle der moshes, så man gokkede hovedet op i de rødmalede tagspær. Aldrig mere skulle der snaves i smug på gangen ned mod toiletterne, indtil Hans Dørmand kom og lossede til én med sine tunge støvler. Aldrig mere ville man hænge hen over en DJ-pult for at forhøre sig om hvem, det var, der havde lavet den dér helt afsindigt fede sang, som blev spillet lige før. Aldrig mere ville man dobbeltchecke sin øl for at sikre sig, at ingen havde puttet noget interessant i den. Aldrig mere skulle man se det første sollys sive ind ad de åbne vinduer og vide, at vel havde natten været god og pænt langt ude, men i næste weekend... Aldrig mere ville man næsten rutinemæssigt vågne i en seng i en forstad, man aldrig havde været i før, og tænke "yes!" eller "hmm", når man opdagede, hvem man lå der sammen med, og forvirret fange den første, den bedste bus i håbet om, at man på ét eller andet tidspunkt ville komme et sted hen, man kunne genkende... Som kronisk enspænder har jeg ikke følt mig hjemme ret mange steder. På Revolution gjorde jeg. Man kunne lige så godt have brændt det hus, jeg boede til leje i, ned til jorden.
...udsendte Pulp den trætte, desillusionerede This is Hardcore, der erklærede den del af 90'er-festen, jeg havde deltaget i, for slut. "Pop is back!", erklærede Scary Spice, og så blev jeg og mine ellers sendt på pension.

...tog jeg lille Tina fra Hou, som jeg havde mødt i Revolutions sidste dage, under armen og vandrede godt fortumlet ud i det uvisse. Det blev intenst, det blev interessant, det blev udviklende, det blev i allerhøjeste grad stormfuldt, men vi blev trods alt ved med at gå samme vej i et par år.

Soundtrack:

Pulp: This is Hardcore
Suede: High Rising
Bob Hund: Papperspåse
Depeche Mode: Sister of Night
Blur: Strange News from Another Star
Nick Cave and the Bad Seeds: Into My Arms
Nine Inch Nails: Hurt
Björk: Hyper Ballad
Cast: Walkaway
The Verve: Bitter Sweet Symphony + The Drugs don't Work.
Smashing Pumpkins: The Aeroplane Flies High
dEUS: Roses og Little Arithmetics
Psyched Up Janis: Strange Pier
U2: Wake Up Dead Man
Portishead: Roads

torsdag den 21. juni 2012

For 20 år siden...

...tog jeg kontakt til min far efter to års selvvalgt tavshed oven på en grim skilsmisse. En lang og rædsom tid, der lærte mig noget væsentligt: Der er kærlighed, selv ikke den værste smerte eller bitterhed kan ødelægge, og mennesker, éns liv simpelthen ikke er éns liv, hvis man mangler.

...levede jeg en kort overgang en dobbelttilværelse i punk/gothbandet Guru Robert and the Egocentric Calculations, som satte en vis ære i ikke at kunne spille, og trance-trioen Mateaux, der efter min ydmyge mening prøvede lidt for meget på at kunne. Set i lyset af tidsånden var dette en mindre bizar dobbelthed, end den i dag kan synes. Technoscenen som sådan var stadig i sin vorden. Derfor var den stadig meget åben: Der herskede ikke umiddelbart nogen modsætning mellem at gå til Sisters of Mercy-koncert den ene dag og rave på Vestergade 58 den næste. Først da stoffer, styling og selvbevidsthed for alvor satte ind et par år efter, måtte vandene deles. Og trods stor sympati for big beat, trip hop, jungle, IDM osv. valgte jeg på dét tidspunkt at træde ud af Mateaux, som ellers var på kanten af en pladekontrakt, så jeg igen kunne slå mine folder i rockundergrunden. Hvor jeg mere eller mindre er forblevet siden.

...gik jeg i 2.D på Silkeborg Amtsgymnasium og hadede det som pesten. Da jeg søgte derind to år før, havde jeg hørt, at det var der, alle flipperne hang ud, men i stedet var jeg landet midt i det rene KU-party. Faglig stolthed var dog faglig stolthed, så jeg blev, og så samledes alle os suspekte typer, der nægtede at gå rundt med skolebøger og madpakker i attachémapper, da heldigvis bare på tværs af klasser og årgange ved et bord i biblioteket, hvor vi underholdt hinanden med en blanding af dødsmetal, platte vitser og højfilosofiske diskussioner.

...var jeg på klassetur til Rom for at studere oldtidens vandforsyning. I realiteten blev det dog mere til at udforske nutidens vandhuller. Happy times eller sådan noget bortset fra, at jeg var dødeligt forelsket i en pige fra klassen, jeg - grundet manglende erfaring, formoder jeg - slet ikke kunne finde ud af at kante mig ind på. Turens pladeindkøb var Ultravox' himmelfaldne Vienna-album. Turens bedste ven var min helflaske Vodka Gorbatjov, jeg havde mødt i Otto Duborg.

...var jeg på Roskilde Festival, da Danmark vandt EM. Inden da havde tyskerne sejrssikre vandret rundt med deres faner og skrålet med på nationalsangen. Bagefter var de næsten usynlige. Og jeg siger jer: ALDRIG har jeg oplevet så massiv og kraftig en jubel. Kunne man bare have puttet dén aftens stemning på dåse...

...fik jeg optaget mine første digte i Hvedekorn. "Tak. Bringer otte i 3/92.", lød den knappe, men tilstrækkelige besked fra salig Poul Borum. Lokalt blev jeg så meget af en stjerne, som en poet dengang kunne blive i en by som Silkeborg, der i det store og hele betragtede poeter som enten bøsser, der skulle have bank, eller samfundsomvæltende typer, der også skulle have bank. På landsplan var jeg bare en lille lort. Den dag i dag er situationen kun marginalt anderledes.

...holdt kliken fra Voel den første af sine to sommertræf i Nørre Vorupør, hvor den enes forældre havde et sommerhus. En total drengeklub. Hver aften havde sin syge happening. Et spil Beverly Hills var obligatorisk: Den simple regel var, at man så et afsnit af tv-serien og fik tildelt to figurer hver. For hver gang vedkommendes navn blev nævnt, skulle man tage en slurk øl. For hver femte gang skulle man hælde en lille grå oven i. Alle var pænt glade bagefter, for at udtrykke det mildt. Den første aften blev jeg så fuldesyg, at jeg måtte ind for at lægge mig et par timer. Da jeg stod op igen, var gode, gamle Bo den eneste, der stadig var oppe, og så sad vi ellers og spillede Røvhul til kl. 7 om morgenen, mens vi - sådan ca. 20 gange - hørte MC Einars Arh Dér-album på repeat. Den anden aften var der nogle, der havde et par gram hash med, og det røg vi så. Dengang som nu var jeg dilletant på det felt. Efter et indledende grineflip tilbragte jeg de næste fire timer på verandaen, mens jeg tømte maven for flere års måltider og messede noget om, at jeg meget gerne ville dø. Et par af de andre fik den idé, at de ville gå ned på den lokale fiskerkro og snakke københavnsk. Det gjorde de så. Det sidste, jeg husker fra dén aften, var, at de kom hysterisk grinende tilbage over græsplænen med blodpletter på tøjet. På hjemvejen kastede vi rådne æg efter politibiler på Mors. Som sagt: Happy times.

Soundtrack:

The Cure: Last Dance og This Twilight Garden
Nick Cave and the Bad Seeds: Straight to You
U2: The Fly
Beastie Boys: Sabotage
Ride: Leave them All Behind
Slowdive: Catch the Breeze
MC Einar: Søndag Formiddags Blues
Johnny Thunders & Patti Palladin: Two Time Loser
Ultravox: Vienna
Metallica: Sad, but True
The Prodigy: Out of Space
Aphex Twin: Didgeridoo
Influid II: Push the Button
Primal Scream: Higher than the Sun
U.H.F. (Moby): U.H.F.

onsdag den 20. juni 2012

For 25 år siden...

...skrev jeg sangtekster på ringe engelsk til et band, jeg prøvede at danne med Michael Jerking - en gut fra min klasse, som tidligere havde været min store plageånd, men på det seneste havde søgt en smule sammen med mig pga. vores fælles kærlighed til Depeche Mode. Vi kaldte os De Flyvende Piratos og debuterede - helt ufatteligt lovende - under en featureuge på Voel Skole (billedet), hvor vi mimede i gården til et israelsk Grand Prix-nummer. Der blev klappet ivrigt, men først efter min konfirmation fik jeg købt mig én af de synths, vi holdt så meget af - en Casio SL82, der kostede 1300 kroner og kun lød tilnærmelsesvis godt, hvis man satte stikkene forkert i. I sagens natur blev det band ikke til ret meget.

...blev jeg konfirmeret. En lettere komisk begivenhed set fra min side, og dog ikke. Det blev en dag, jeg ikke følte havde alverden med mig selv at gøre. Der var gæster til min fest på Linå Kro, jeg absolut ikke ville have inviteret, og jeg følte, jeg selv forsvandt under formerne og alt det andet sociale samvær. Desuden havde jeg - selvom jeg allerede dengang var optaget af trosspørgsmål - egentlig ønsket mig en nonfirmation, men pression fra andre steder i familien gjorde, at jeg ikke reelt havde andet valg end at knæle ved alteret. Penge tænkte jeg nok overraskende lidt på. Det blev også kun til lidt over 2000 kroner.

...fejrede jeg blå mandag i Århus, der i min bevidsthed var større end Tokyo, i nyindkøbt tøj, jeg (bortset fra et hvidt slips, jeg i min punkperiode snittede i stykker med et barberblad) aldrig brugte igen. De store features var besøget hos min klasselærer, John, i Gjern, der bød på mit første bæger Gammel Dansk, indkøbet i Fona på Strøget af Erasures The Circus og Depeche Modes Black Celebration, som har fulgt mig trofast lige siden, og det at hænge ud med Bo og Robert fra klassen, der forblev mine nære venner i rigtigt mange år, og som nok betyder mere for mig den dag i dag, end de aner.

...flyttede jeg fra Voel til den noget større Fårvang Skole, hvor det, jeg vil betegne som "min ungdom", så småt begyndte. Dog mest for de andre. Pigerne løb i hvert fald allerede til fester. Jeg nøjedes med i stilhed at beundre Trine - klassens kloge hoved - der med sin blotte tilstedeværelse gjorde det ok for mit 13-årige, dynejakke-klædte jeg at synes, bøger var mindst lige så ok (og mere til) som hegnpisning, legen røvere og soldater og dårlige vitser om kønsorganer. Et par år senere endte forelskelsen med ingenting, hvilket set i bakspejlet er ok. Ikke desto mindre ændrede hun noget i mig for bestandigt.

...oplevede jeg min første brandert inde i Silkeborg, hvor mor, morbror og familier havde fundet sammen for en aften. Med mig i rollen som frister fik jeg - samt mine papfætre Stefan og Martin - hældt nogle slatter ned, der havde en vis virkning, som vi selvfølgelig overdrev kraftigt, fordi det var "sejt". Vi vaklede rundt, mand! Men de voksne røg på den, og havde min mors øjne været knive på hjemturen, havde jeg om ikke været død, så stærkt perforeret i dag...

Soundtrack:

Depeche Mode: Stripped
Erasure: Sometimes
Jan Hammer: Crockett's theme
Kim Wilde: Loving you
Lars Hug: Elsker dig for evigt
Pet Shop Boys: Opportunities
Desireless: Voyage, voyage

søndag den 10. juni 2012

Art og sprog

Har i de seneste dage rågooglet sites om evolution og etymologi. Specielt interessant har et site om den såkaldte Denisova-homonid, hvis DNA man for nylig har udvundet fra en enkelt fingerknogle, som var fundet i en sibirisk hule, været. Kulturelt bliver de associeret med et andet fund fra Kina - the red deer cave people (billedet) - der byder på næsten komplette skeletter fra en selvstændig art af jæger-samler-folk, som uddøde i slutningen af istiden. Dvs. i evolutionær henseende for forholdsvis nylig. Ud fra DNA-analysen bærer mange sydlige asiater en pæn arv videre fra denne interessante art, der dermed må kaldes en forudsætning for den moderne menneskehed, og kigger man på skeletterne alene, må de høje kindben hos eskimoer og indianere formodes at stamme derfra også. Arterne var ikke blot i stand til at få levedygtigt afkom sammen - de gjorde det beviseligt også.

Det kan man sikkert, om man vil, få en masse racistisk plæver ud af. Inden dén starter, vil jeg imidlertid henlede opmærksomheden på, at i hvert fald Sydamerika dannede civilisationer, der stod mål med de europæiske og asiatiske, og at såvel kinesere som japanere sikkert heller ikke var upåvirkede af de hominider, der færdedes i baghaven. Og så kan jeg dertil tilføje, at moderne såvel europæere som asiater bærer rundt på ca 5 % DNA fra Denisova-hominidens fætter: Neanderthaleren. En art, der førhen regnedes som dum og abeagtig, men senere har vist sig at have haft både religion, maritime erfaringer, en højt udviklet redskabsnatur, et gennemsnitligt hjernerumfang, der var større end vores, og sandsynligvis et lige så raffineret sprog, som vi har. Vi er altså ikke en døjt bedre, når det kommer til "raceblandinger", og det samme gælder afrikanerne, der, selvom de udviklede sig på det kontinent, Homo Sapiens opstod på, er blandet op med en helt tredje, ukendt art. Hvilken af de tre "fremmede arter", der var mest avanceret? Det er umuligt at sige: Neanderthaleren er ganske godt dokumenteret, men Denisova-mennesket kun ret sparsomt. Den tredje art (med mindre den simpelthen er den fælles stamform Homo Erectus) slet ikke. Mit gæt er, at alle fire arter - som evolutionen byder det - simpelthen blev stykket sammen i de forskellige verdensdele på de måder, der var mest hensigtsmæssige, og at et spændende aspekt ved globaliseringen er selve det faktum, at hele den menneskelige "gene pool" nu kan mødes på kryds og tværs.

Men der, hvor jeg vil hen, er, at man i det seneste århundrede har arbejdet intenst med at rekonstruere et oprindeligt menneskeligt sprog, proto-human, som alle nuværende sprogfamilier så skulle nedstamme fra. Man er også nået et stykke vej: Som bekendt snakker alle fra Iran til Irland en afart af det ursprog, man har valgt at kalde indo-europæisk, og længere tilbage har man bl.a. haft et vist held med at etablere forbindelser til bl.a. sibiriske og eskimoiske sprog. Men derfra og så til at få alle kendte sprog til at hænge sammen, så det lader sig gøre at rekonstruere en menneskelig urtunge, har ikke vist sig så nemt igen. Og kan det evt. hænge sammen med, at vi i dag ikke kun taler "menneskeligt" - dvs. Homo Sapiens' tunge, der beviseligt kun er ca. 150.000 år gammel - men har rester af langt ældre sprogstammer blandet ind i vores formuleringer?

På en måde et trist perspektiv, for så "finder vi aldrig rigtigt hjem". Men også, synes jeg, et interessant. For hvem ved? Måske vi en dag kan drive de etymologiske undersøgelser så vidt, at vi i det mindste kan definere de kerner i vores nuværende mylder af sprog, som ikke er fælles for arten Homo Sapiens, og på den måde kaste et helt andet skær over de på én gang så nære, men dog også anderledes slægtninge, vi indtil nu kun har kendt i en ren biologisk henseende? Måske disse små rester ur-ordforråd endda kan afsløre ét eller andet om det, der foregik i deres bevidsthed?

Tænker bare højt. Men hvem ved, om ikke alting startede der?

fredag den 8. juni 2012

Hurtig litterær kanon














Aragonés, S.
Ashbery, J.
Ballard, J.G.
Bargeld, B.
Barthes, R.
Baudelaire, C.
Bowie, D.
Bradbury, R.
Brandes, G.
Brøgger, S.
Burroughs, W.S.
Byron, G.G.
Cave, N.
Clarke, A.C.
Claussen, S.
Cohen, L.
Coupland, D.
Crowley, A.
Curtis, I.
Devoto, H.
Drake, N.
Eisner, W.
Ewald, J.
Franquin, A.
Ginsberg, A.
Grammaticus, S.
Hall, M.
Heinesen, W.
Huidobro, V.
Højholt, P.
Jacobsen, I.P.
Jensen, J.V.
Jørgensen, J.
Kaplinski, J.
Kaspel, E.
Kidde, R.T.
King, S.
Kristensen, E.T.
Kristensen, T.
Lack, S.
la Cour, P.
Larsen, Th.
Loe, E.
Malinowski, I.
Nielsen, H.J.
O'Connor, F.
Olesen, P.H.
Pearce, D.
Poe, E.A.
Pontoppidan, H.
Prévert, J.
Rabelais, F.
Reed, L.
Riel, J.
Rimbaud, A.
Romer, K.
Rosa, D.
Sarvig, O.
Schade, J.A.
Schult, E.
Shelton, G.
Smith, P.
Stein, G.
Strid, J.M.
Sturlason, S.
Tafdrup, Ph.
Thomsen, S.U.
Tolkien, J.R.R.
Turéll, D.
Tzu, C.
Tzu, L.
Verlaine, P.
Vian, B.
Villon, F.
von Staffeldt, S.
Waits, T.
Whitman, W.
Zeuthen, N.
Aarestrup, E.

***

Bibelen: GT, NT, De apokryfiske tekster, gnostiske evangelier og fragmenter.
Bhagavad-gita
Popol Vuh
I Ching

onsdag den 6. juni 2012

Om autenticitet

Blandt folk, som ikke beskæftiger sig med kunst på andet end brugerplan, støder man ofte ind i den idé, at autenticitet er et altafgørende træk, når man man taler om et værks kvalitet. Kort sagt: Hjertet ud og op på bordet - det er sådan, vi kan lide dig!

Omvendt er jeg ikke stødt på ret mange, som beskæftiger sig med kunst på daglig basis, der vægter det autentiske særligt højt. Mange foretrækker at eksperimentere løs på et formniveau, hvor det private og/eller personlige højst optræder mellem linjerne. Andre skriver så fiktivt, at disse træk trænger igennem lige så indirekte. Kun et fåtal skriver ufiltreret fra hjertekulen, og må jeg tillade mig at spå dem en krank skæbne? Det var ikke uden grund, at salig Per Højholt advarede nye skribenter mod at bruge løs af hovedstolen. Alle kan givetvis skrive én god bog, som er baseret på egne, autentiske erfaringer, men det vil være en kamp fra ende til anden, og der skal fantasi til, hvis man vil mere end det. Og spørgsmålet er endvidere, om det, som er ægte, pr. definition er det, som er bedst.

Lad mig tage et eksempel fra min egen produktion: Siden 2004 har jeg arbejdet på et manuskript omkring min hjemby - Voel, som ligger 10 km. øst for Silkeborg - og i de senere faser af skrivearbejdet har processen været åben for familie, klassekammerater og andre gamle kontakter via Facebook. Alle disse begejstredes naturligvis over de elementer i stoffet, de kunne genkende, og udviklede sig på baggrund af dét til en slags "autenticitetspoliti", der som høge slog ned på enhver historisk ukorrekthed. Det siger sig selv, at min fantasi ikke kunne foretage de vilde himmelflugter under en sådan kontrol - der var så absolut grænser for hvor frit, jeg kunne fabulere om et emne, der pludselig angik så mange og forskellige mennesker. Visse af dem - ikke mindst mine forældre, der måtte tage et par hårde fur i teksterne - var mere large, end man strengt taget havde kunnet forvente, men én ting stod klart: Jeg kunne ikke bruge den glæde, de erfaringer og den smerte, jeg samlede i mine formative år, til hvad som helst. Jo nærmere jeg kom virkeligheden - eller i hvert fald de virkeligheder, folk huskede - jo mere ondt gjorde det at være forfatter. Og ikke kun fordi man ind imellem blev konfronteret med hændelser, der stadig var smertelige, men også fordi man ikke kunne bruge frit løs af sine essenser. Man fik lige pludselig overdraget ansvaret for andre folks hukommelser, hvilket vejede godt til oven i vægten af ens egen!

Set i bakspejlet var det måske en fejl at lave noget, der lå så tæt op af virkeligheden. Forstå mig ret: Det føles på det personlige plan enormt tilfredsstillende at sætte en minderune over så væsentligt et sted / så væsentlig en periode i éns opvækst, og folks korrigerende bemærkninger var da også ofte med til at give materialet ekstra kolorit. Men spørgsmålet er, om teksterne alligevel ikke havde haft mere punch, hvis de hele vejen igennem havde været opfattet som fiktion, og jeg således havde kunnet smugle min nerve, mine følelser og mine visioner ind ad bagdøren. Det var nok den lektie, jeg skulle læse op på (igen) efter dét projekt: Brug masker, byg kulisser, bland sminke!

Omvendt: Selv i den mest fiktive tekst er folk, som er tætte på én, tilbøjelige til at læse (fiktiv) virkelighed ind. Jeg har selv været i et forhold, hvor hver part med usund nysgerrighed læste hinandens frembringelser i håb om at afsløre gedulgte tankemønstre og andet natmandsværk. I den forbindelse var frustration kun et fattigt ord, og når det kom til stykket bearbejdede vi nok vores virkelighedsfragmenter lige godt - eller lige dårligt. Godt nok til, at meget lidt af det, vi skrev, var eksakt virkelighed. Dårligt nok til, at vi i det mindste var genkendelige for hinanden. Og netop genkendeligheden var det, der løbende udløste balladen.

Skal jeg nødtøftigt og tøvende sammenfatte disse to vidt forskellige erfaringer - og utallige andre - i en art konklusion, må den nærmest blive, at en tekst ikke kan befinde sig langt nok fra én selv, hvis den ellers bevarer en slags kontakt til det indre, alle forfattere (hvad enten de vil indrømme det eller ej!) skal og må have en sund kontakt til. At undgå at blive stillet til ansvar for ting, man har skrevet, kan man aldrig, men der er så absolut ingen grund til at tilstræbe det.

Bevares: Brænder man vitterligt inde med en historie eller to, der indgår i hovedstolen, må man tage konsekvensen af det og gå forsigtigt, diplomatisk frem. Gode ting kan opstå alligevel. Men vil man sin fantasi - og dermed kunsten - det godt på sigt, er man nødt til at søge en autenticitet, der så at sige kan bevæge sig bag om det autentiske: Opfinde en løgn, der afslører sandheden, bruge en maske, der fremhæver éns sande ansigt. Kun på den måde kan man pøse sit hjerteblod frit ud i alle verdenshjørner uden potentielt at skubbe folk fra sig.

Og tro mig: Som forfatter er der næppe noget, man nemmere gør.

mandag den 4. juni 2012

Happy end of the world!

Der var dømt eskatologi af høj karat, da forfatteren og performance-artisten René Kruse - flankeret af medspilleren Louise Pøhler samt musikerne Marc Kellaway, Tanja Jessen, Marie Aarup Jensen og Søren Meisner, der agerede en slags græsk kor mellem akterne - inviterede publikum til intet mindre end jordens undergang på TeaterHuset d. 31/5. Eller var der egentlig?

Vel var rammen omkring forestillingen The Way the World Ends det nukleare ragnarok, som det beskrives i Douglas Couplands både smukke og foruroligende roman Livet efter Gud, men som alle gode dommedagsscenarier manede stykket, der befandt sig et helt særegent sted mellem teater, performance og Gesamtkunstwerk med sine sort-humoristiske videoindslag og musikalske tableauer, først og fremmest til tanker omkring den menneskelige tilstand generelt. Og det gjorde den godt.

Som sådan var stykket først og fremmest en collage af litterære og musikalske brudstykker, der var sat sammen på en måde, som lod dem tale ubesværet med hinanden og danne en selvstændig helhed. Nogle af dem meget obskure - som frasen "The chicken stops here", der var kradset ned i udløbsrillen på Joy Division-albummet Still (1981). Nogle af dem populære - som den tomat-vits fra Pulp Fiction, der skulle vise sig at blive et billede på hele menneskelivet. Størstedelen dog fra avantgardetraditionen med lån fra folk som T.S. Eliot, Gertrude Stein, Tristan Tzara, Brian Eno, Michael Gira og Dorothy Parker. Det lyder broget, men det var det i grunden ikke. Højst broget som livet selv. Alle disse kilder fik Kruse og/eller Jessen og Kellaway, der stod for det musikalske collagearbejde, gennem små, diskrete moduleringer til at tale sammen, så de dannede en overraskende sammenhængende og meningsfuld sujet. Ikke at der var en handling som sådan: Snarere en række tableauer med specifikke temaer. Men man kom hele spektret rundt - fra tvivl og selvhad til ekstase og inderlig kærlighed, fra den ømmeste skrøbelighed til den allermest ætsende ondskab. Altså indtil forestillingen sluttedes af ved, at publikum inviteredes ind i et vægtløst nirvana ved siden af, hvor alt var tåge, lys og stemmer. Alene manuskriptarbejdet var ikke blot hyperambitiøst og eksperimenterende, men tilsvarende mesterligt!

Dertil kom, at Kruse og Pøhler havde et meget specielt samspil - ikke blot sammen, men også med publikum i salen. Et samspil af den slags, hvor passion og aggression gik hånd i hånd, humor og gru var to sider af samme mønt og man aldrig vidste, om den næste replik ville rumme ømhed eller kyniske, til tider direkte sadistiske udfald. Visse folk ville nok udråbe det tableau, hvor Kruse smed hver en trevl på kroppen for at holde en mindre monolog, til at være stykkets højdepunkt - Deres blufærdige udsendte måtte i dette tilfælde kigge væk. Men set herfra var den virkelige bølgetop en scene, hvor spillerne ligefrem truede med at blive selvdestruktive, hvis ikke publikum personligt greb ind! Det lå naturligvis ikke i kortene uanset hvad, men det udfordrede ikke blot de (for?) etablerede grænser mellem publikum og performere, men understregede også stykkets inderste pointe: At livet såvel som døden er noget, der sker for os alle uanset forudsætninger og status, og at vi har ikke blot ret, men - fandemig! - pligt til at eksistere og handle for fuld udblæsning, før alt munder ud i den uundgåelige dis og forskelsløshed. Og ikke mindst: Give andre ret til det samme.

Selv var jeg langt hen ad vejen kommet for musikken: Jeg kendte det meste af dét hold fra dengang, jeg skrev fast for Musiktidsskriftet Geiger, og den dag i dag har jeg en fornemmelse af, at min historie med de folk langt fra er et overstået kapitel. Jeg nød da også de indlagte numre, som fremførtes akustisk og lød som helt nye sange, selvom de reelt var sammenflettede coverversioner, til fulde. Men først og fremmest var forestillingen Kruses hjertebarn - sært, bizart og avantgardistisk, men også så menneskeligt og umiddelbart, at enhver kunne være med.

Den er spillet for sidste gang nu, så den mulighed får du, kære læser, ikke med mindre, der udkommer én eller anden form for dokumentation på dvd. Hvilket jeg i øvrigt vil anbefale holdet bag forestillingen: Der var flere henvisninger og små, indlagte giftigheder i materialet, end man kunne fange og fordøje i ét hug.

Men bid mærke i navnene: Hver og én var de medvirkende egentlig ret udanske talenter af format, og du kommer - sammen eller hver for sig - til at høre om dem før eller siden.

For min skyld meget gerne før.

Kruse, René et al.
The Way the World Ends
Teaterhuset, København, 24/5 - 2/6 2012