lørdag den 23. juni 2012

For 10 år siden...

...var det for alvor gået op for folk, at to fly fyldt med kamikaze-terrorister og sagesløse passagerer havde jævnet selveste kapitalismens vartegn, World Trade Center, med jorden. Resultat i Danmark: En borgerlig regering, der, med Dansk Folkeparti som det element, der slog takten an, befandt sig 10 lysår til højre for Djengis Khan og slyngede om sig med udtryk som "indvandrerproblemet", "samfundsnassere" og "borgerlig kulturkamp mod røde lejesvende". Indledningen til et årti, jeg aldrig vil komme til at tænke tilbage på med andet end den dybeste afsky. Årtiet, hvor egoisme erstattede solidaritet, ytringsfriheden blev gradbøjet og racisme blev lov. Årtiet, hvor det land, jeg var vokset op i, forvandlede sig til en grim, grim karikatur af sig selv, og jeg holdt op med at bruge Dannebrog ved festlige lejligheder.

...gik det ufatteligt godt for "danskerne". Et udtryk, som åbenbart kun dækkede den del af befolkningen, der havde fast arbejde og råd til fladskærme, store sommerhuse, dyr rødvin og to biler pr. husstand. Selv sad jeg i mit hummer i Aalborg Øst og sendte bunker af jobansøgninger ud til gymnasier, handelsskoler og VUC-centre, der ikke havde behov for den viden, jeg for nylig havde brugt 6 år på at tilegne mig på universitetet. Fra tid til anden blev jeg så sendt ud på aktiveringskurser, hvor jeg fik så mange forskellige bud på, hvordan en ansøgning skulle skrives, at jeg kun kunne konkludere, at min egen måde sandsynligvis alligevel var rigtigst. Og fik så i øvrigt at vide, at det søreme var et meget stimulerende og interessant alternativ at blive avisbud eller skraldemand på deltid. Al ydmygelse til trods fik jeg ikke råd til et sommerhus - og dermed en gyldig status som "dansker" - af således at være tvunget af lovens bogstav til at sælge ud på alle planer.

...var Musiktidskriftet Geiger, som jeg tre år forinden havde grundlagt sammen med Robert fra Voel på ruinerne af fanzinet Underground, så småt ved at blive en succes. Med udgangspunkt i Århus, hvor bladet blev finansieret gennem Dansk Rock Samråd, havde vi fået sammenstykket en slagkraftig redaktion, der ganske vist mest af alt var en drengeklub, som i timevis kunne diskutere hvilket Sonic Youth-album, der var bedst, men ikke desto mindre fik noget fra hånden. Penge - ud over altså dem til selve trykningen - så vi aldrig nogen af, og for mit vedkommende blev hele mit smalle økonomiske råderum investeret i at tage toget sydpå til redaktionsmøderne. Men vi havde en hellig mission: At sætte ord på de betragtelige dele af den danske musikundergrund, Gaffa nægtede omtale, og opbygge en musikhistorisk bevidsthed i miljøet, som rakte længere tilbage end Nirvana og Radiohead. Vores i begyndelsen ganske akademiske stil, som bundede i et bevidst ønske om at tage musikken alvorligt som kunst, delte vandene, men efterhånden lærte vi at gå på dem. Og i 2002 landede den Geiger-artikel fra min hånd, som jeg nok er allermest stolt af: Et langt portræt af Nick Drake, der pludselig gjorde denne førhen så obskure britiske undergangstroubadur til en standardreference hos selv de mest hårdkogte støjrockere.

...var ilden, der nærede Geiger, den eneste, som påviseligt brændte i mig. Fra sommeren 1999 til sommeren 2000 mistede jeg først Tina, så min mormor, der (også) havde været som en mor for mig. Mit speciale blev afsluttet, jeg vandrede ud i arbejdsløshed - og som kronen på værket var jeg til stede ved ulykken på Roskilde Festival i 2000, hvor 9 folk døde lige for snotten af mig. Alt, der hed følelser i mig, blev gradvist lukket ned, og at jeg havde en kæreste på det tidspunkt, har jeg siden måttet undskylde mange gange for. Stakkels pige. Kærligheden kom til senere, da de rette nerve- og hjertetråde var reetablerede, men da var det retfærdigvis for sent. I 2002 var jeg stadigvæk ganske tilfreds med at stirre på tikkende ure og gradvist mærke smerterne i maven fortage sig.

Soundtrack:

David Bowie: Slip Away
Nick Drake: Made to Love Magic
Bob Hund: Stenåldern kan Börja
Under Byen: Det er Mig der Holder Træerne Sammen
Olesen-Olesen: Ikke Langt Herfra
Scout Niblett: Miss My Lion
Giant Sand: Iron Man
Jim O'Rourke: Life Goes Off
Column: Mother
New Order: Crystal
The Loveless: Follow
Kristin Hersh: Listerine

Ingen kommentarer:

Send en kommentar