fredag den 22. juni 2012

For 15 år siden...

...var alting i opløsning. Samtidig med, at vi blev bachelorer, gik den projektgruppe, som i forskellige konstellationer havde holdt sammen siden jeg startede på danskstudiet i Aalborg i '94, definitivt i sig selv - også som klike - i en røgsky af jalousi, skepsis og faglige frustrationer. Den resulterende opgave om Helle Helles Rester blev rost til skyerne af diverse autoriteter på universitetet, der gerne ville have publiceret den som artikel, men hvad hjalp det, når selv de tættest knyttede i gruppen kun med besvær kunne holde synet af hinanden ud en rum tid efter?

...sendte P4 i P1 - lyden af min ungdom - sit sidste program, der, traditionen tro, blev nydt på mit værelse i forstaden Frydendal med nedrullede gardiner, tændte stearinlys, røgelsespinde og et lille skvæt vin i glasset. Følte mig helt usigeligt tom bagefter. Havde altid forestillet mig, at mine evt. børn ville blive P4-lyttere, ligesom jeg selv havde overtaget stafetten fra mine forældre. Men nej: Navnet "P4" skulle pludselig bruges til en dansktop(!)-kanal, og kun Tværs og - med nød og næppe - Det Elektriske Barometer overlevede.

...lukkede Revolution på Maren Turis Gade: Mit stamsted i de år, hvor grunge, britpop, alternative rock, trip hop og almindeligt depraveret opførsel satte dagsordenerne. En endnu mere tom fornemmelse. Aldrig mere skulle der moshes, så man gokkede hovedet op i de rødmalede tagspær. Aldrig mere skulle der snaves i smug på gangen ned mod toiletterne, indtil Hans Dørmand kom og lossede til én med sine tunge støvler. Aldrig mere ville man hænge hen over en DJ-pult for at forhøre sig om hvem, det var, der havde lavet den dér helt afsindigt fede sang, som blev spillet lige før. Aldrig mere ville man dobbeltchecke sin øl for at sikre sig, at ingen havde puttet noget interessant i den. Aldrig mere skulle man se det første sollys sive ind ad de åbne vinduer og vide, at vel havde natten været god og pænt langt ude, men i næste weekend... Aldrig mere ville man næsten rutinemæssigt vågne i en seng i en forstad, man aldrig havde været i før, og tænke "yes!" eller "hmm", når man opdagede, hvem man lå der sammen med, og forvirret fange den første, den bedste bus i håbet om, at man på ét eller andet tidspunkt ville komme et sted hen, man kunne genkende... Som kronisk enspænder har jeg ikke følt mig hjemme ret mange steder. På Revolution gjorde jeg. Man kunne lige så godt have brændt det hus, jeg boede til leje i, ned til jorden.
...udsendte Pulp den trætte, desillusionerede This is Hardcore, der erklærede den del af 90'er-festen, jeg havde deltaget i, for slut. "Pop is back!", erklærede Scary Spice, og så blev jeg og mine ellers sendt på pension.

...tog jeg lille Tina fra Hou, som jeg havde mødt i Revolutions sidste dage, under armen og vandrede godt fortumlet ud i det uvisse. Det blev intenst, det blev interessant, det blev udviklende, det blev i allerhøjeste grad stormfuldt, men vi blev trods alt ved med at gå samme vej i et par år.

Soundtrack:

Pulp: This is Hardcore
Suede: High Rising
Bob Hund: Papperspåse
Depeche Mode: Sister of Night
Blur: Strange News from Another Star
Nick Cave and the Bad Seeds: Into My Arms
Nine Inch Nails: Hurt
Björk: Hyper Ballad
Cast: Walkaway
The Verve: Bitter Sweet Symphony + The Drugs don't Work.
Smashing Pumpkins: The Aeroplane Flies High
dEUS: Roses og Little Arithmetics
Psyched Up Janis: Strange Pier
U2: Wake Up Dead Man
Portishead: Roads

Ingen kommentarer:

Send en kommentar