torsdag den 26. juli 2012

Kriminelt oversete albums # 1: Eurythmics: In the Garden

Tilbage i 70'ernes sidste del eksisterede der et britisk band ved navn The Tourists, som opnåede en vis ikke overvældende opmærksomhed med tre albums: The Tourists (1979), Reality Effect (1979) og Luminous Basement (1980) samt en coverversion af Dusty Springfields "I Only Want to Be with You", der nåede helt op på den britiske hitlistes fjerdeplads i '79. Gruppen, som på sin egen bizarre vis dækkede kløften mellem folkrocken og punken, havde sangeren og guitaristen Peet Combes som hovedkomponist, og som en følge af splittede musikalske interesser blev dens output aldrig for alvor kunstnerisk interessant, selvom The Tourists på det sidste album - sikkert som en art hyldest til Ultravox, der på samme måde gik en skæv balancegang mellem hippie- og punkbevægelserne - knyttede kontakter med den tidligere Kraftwerk-producer Conny Plank.

I 1980 viste dette musikalske krydsfelt sig for broget til at kunne holde gruppen samlet, og to af medlemmerne - Dave A. Stewart og Annie Lennox - fandt ved årsskiftet 1980/81 sig selv i Planks studie i Köln, mens de jammede med folk som Robert Görl (D.A.F.), Jaki Liebezeit og Holger Czukay (Can). I 1983 fik den nye duo, der antog navnet Eurythmics, deres afgørende gennembrudshit med singlen "Sweet Dreams are Made of This", og selvom gruppen ikke i dag bliver hyldet i det omfang, den fortjener, for at forme og kommentere 80'erne på en såvel intelligent som iørefaldende vis, er resten på sin vis historie. Hvem husker trods alt ikke "There Must Be an Angel", "Thorn in My Side", "Shame" og "Sex Crime"?

I 1981, da duoen udsendte debutalbummet In the Garden, var situationen meget anderledes. Måske fordi det var en forvirrende tid at være musiker i, hvis man ikke - hvilket gjaldt Stewart og Lennox - var solidt funderet i punken og det, som kom efter. De to ex-medlemmer fra The Tourists ankom tydeligvis til det, man i mangel af bedre kan kalde new wave-festen, med en udtalt flair for fængende melodier og markante, om end ikke nødvendigvis poetiske tekster, men også med en sød tand for det, der skete, da punk, kraut/artrock, synths og avantgardesensibiliteter netop omkring 1980 stødte sammen i en stor, kaotisk smeltedigel, der affødte alt fra goth og EBM over new romantics og Two Tone til en ny, klart omdefineret mainstream-lyd. Og de 10 numre på In the Garden illustrerede klart skismaet. Plank producerede stadig, og både Czukay, Liebezeit, Görl og Marcus Stockhausen - søn af den nok så berømte Karlheinz - medvirkede i vidt omfang med metronisk rytmik og kantede indfald. Men det var helt klart en pop-plade, selvom man blev ført hele vejen fra den psykedeliske "English Summer" - neofolk før begrebet blev skabt - til numre som "Belinda" og "Your Time Will Come", der var rå, småpunkede udgaver af det, Eurythmics senere ville blive til.

Set herfra var højdepunktet den kølige, syntetiske "Listen to Your Heart" - et desperat forstudie til "Sweet Dreams" - hvor Liebezeits messende trommer og svale synthflader, som er Joy Division værdige, lægger fundamentet for linjer som "Time after time / I try to contact you / Time after time / I try to talk to you / But you don't take me to your heart". Hvem har ikke, hånden på hjertet, oplevet det?

Men i hælene på dét nummer kom det frankofile funknummer "Sing-sing", der havde en skarpt konkretistisk tekst, som hyldede tidens tomme, industrielle flow, samt den nursery rhyme-agtige "She's Invisible Now", der var lige dele Beatles og kølig, forblæst europop. Førnævnte "English Summer" kantede sig ind i et manende territorium, der skyldte Pink Floyd og The Cure lige meget, men mest af alt bragte mindelser om senere Death in June, og så var der de tekster, hvor Lennox retfærdiggjorde den tigermaske, hun bar på indercoveret: Den små-proggede "Your Time Will Come", det messende pop-vidunder "Never Gonna Cry Again" og afslutningsnummeret "Revenge", der rækker tilbage mod bluesede toner uden at lyde mindre 1981 af den grund. Bitre, afklarede tekster i kølvandet på et sammenbrudt forhold, der - med linjer som "She said revenge can be so sweet / I like to take it when I can / I need to play with the ones I hate / I like to see them suffer" - én gang for alle installerede noget katteagtigt i Lennox' sangskriver-persona.

Der findes - modsat flertallet af de senere albums - ikke ét svagt nummer på In the Garden. Pladens største svaghed - og dét er endda et definitionsspørgsmål - er vel den, at den stikker markant ud i forhold til det meste af det, duoen bedrev senere. Can-aksen vejede tungt til i lyden, og for at beskrive albummets lyd ud fra kedelige, traditionelle termer, var det vel "transitional". Men set for sig selv, var det - synes jeg, hvis ikke andre - et festfyrværkeri et sted i krydsfeltet mellem en ældre æras hitlistelyd og en enddog meget moderne, raffineret pop art.

Vil man høre 80'erne blive til, er det på In the Garden.

Og det er nok til, at det er blevet et helt centralt album.

For mig. Og for dig.

Måske.

lørdag den 14. juli 2012

Huskeseddel: Poetiske do's & don'ts











(til intern brug, men andre må godt læse med)

1) Undgå at skrive digte, som henter deres sammenhængskraft via gentagelser. Det er for let, det er for poppet, det bliver lynhurtigt en dødssyg formular.

2) Brug ikke tid på løse skitser - og slet ikke på at publicere dem! Livet er for kort til at gøre noget halvt, og du bliver ikke yngre, kammerat! JO, der kan være gode idéer i noget, som ikke bliver færdigt, men er de gode nok, finder de deres plads senere, uden du behøver at gemme dem i al offentlighed. Hvis de ikke er, glemmer du dem, og så er intet tabt. Tryk "afsend", hvis du kun forudser smårettelser på et senere tidspunkt - ellers: Drop lortet. Verden - og du - fortjener en rimelig tekst hver dag.

3) Udvid dit kendskab til klassiske, metriske skemaer og rimstrukturer. Der er altid brug for ekstra værktøjer i kassen, og specielt hvis du har tænkt dig at skrive videre ud fra disse elementer - og det har du jo, ikke? Du tager arven op fra Ewald, Oehlenschläger og Claussen, hvis det er - ikke fucking Poul Krebs! Husk dét!

4) Anvend fremover ikke samme poetik i mere end én samling. At skifte tema er ikke nok!

5) Udvid din tid! Der er andre perioder i dit liv end nuet og barndommen, og de kan bruges. Skriv flere ting fra gymnasietiden i Silkeborg og studieårene i Aalborg, men undgå at gå Ejersbo i bedene, som du har gjort før...

6) Transformér dit stof bedre! At folk kan genkende de virkelige historier bag det, du skriver, er et tegn på en fattig fantasi. Og du ved jo, hvordan de kan finde på at reagere...

7) Du bliver ikke en bedre digter af at kritisere andre. Du bliver en bedre digter af at kritisere dig selv. Always remember that!!!

8) Andre digtere, der tror, de bliver bedre digtere af at kritisere dig, må du blive bedre til at ignorere. Specielt nu, hvor dit mål nr. 1 i livet rent faktisk er at få bøger ud. Husk på, at konsulenter tit er frustrerede forfattere, der ville ønske, det var dem selv, som stod til at blive udgivet, og forhold dig til dem ud fra dén viden. Sortér skæg fra snot. De kan have fair kritikpunkter. De kan også bare kommentere ud fra tilfældige idiosynkrasier, som ikke er et hak bedre end dine, eller nære et gustent ønske om at sætte fingeraftryk på dit værk - koste, hvad det vil. Men det er din bog, der skal ud - ikke deres. Hold fast i dét, og om nødvendigt: Pak dine ting og gå!

9) Se så at komme igang med den dér femleddede roman, der alligevel ikke vil dø! Du kan fandeme godt!

10) Læs mere! Der er akut brug for nye titler i din kanon!

11) Kun en indskrænket og stupid person er bange for det nye. Kun en tåbe frygter ikke avantgarden.

12) Kom mere ud! Folk lader jo i det store og hele til at acceptere dig, som du er, selvom du af alle ved hvilke fejl, du har.

13) Samarbejd mere. Sæt simpelthen tid af til at spille bold med andre poeter. Du lærer noget af det!

14) Tænk noget mindre, min ven - bare skriv!

onsdag den 11. juli 2012

Drenge i kjoler - nu og før

I 2012 afføder det åbenbart voldsom harme, når børn ikke afbildes i de klæder, tilfældige kulturelle konventioner har dikteret, at de bør bære. Hvem kender f.eks. ikke i disse dage dette "stærkt provokerende" billede:




Konklusionen synes generelt at være, at hvis man ikke resolut indprenter sine børn de helt bestemte kønsrollemønstre, man på nuværende tidspunkt via tåget koncensus har besluttet sig for er "sunde" og "naturlige", "skader" det deres udvikling, så de med stor sikkerhed udvikler sig til "seksuelle afvigere". Med andre ord: Den farverige knægt ovenfor kan - fordi han i en ung alder synes, det er rart at gå i kjoler - næsten kun udvikle sig til noget så ækelt og forskruet som en, gys, bøsse!!!

Nuvel, der eksisterer også et billede af mig fra min barndom, hvor jeg er iklædt min mors konfirmationskjole. Jeg havde en dukke, jeg holdt meget af at lege med, jeg syede broderier i korssting, til jeg blev vind og skæv i hovedet, og en morgen, min mor vågnede op, havde jeg tømt hendes sminketaske ud på gulvet, hvorefter jeg havde tværet stort set hele indholdet ud i mit ansigt. Dengang rystede man bare på hovedet og tænkte "skøre knajt" - i dag ville jeg givetvis være blevet sendt til børnepsykolog pronto for derefter at vende hjem til et værelse, hvor dukken var blevet udskiftet med en svært bevæbnet actionman!

Jeg har flere pointer med at nævne dette. For det første udviklede jeg mig ikke til én af de der "ulækre" bøsser ved at lege med mine feminine sider i drengealderen. Jeg er nok sådan omtrent så hetero, som nogen bliver. For det andet: Havde jeg udviklet mig til en bøsse - hvad så??? Kærlighed er vel kærlighed! For det tredje: De kønsrollemønstre, vi pådutter vores børn i dag, er og bliver produkter af en bestemt kultur i en bestemt tidsalder. Betragt blot dette billede - Besøget hos Bedstefader (1853) - af maleren Julius Exner:



Billedet blev malet i Store Magleby på Amager, der siden 1521 havde været hjemsted for en klynge bønder af hollandsk afstamning, hvis traditioner på flere punkter adskilte sig fra de danske. F.eks. er den lille, søde pige i kjolen en dreng fra nabobyen Dragør! Ja, det er sandt! Blandt Amager-hollænderne, fra hvem i tusindvis af nulevende danskere (heriblandt undertegnede) stammer, skelnede man simpelthen ikke påklædningsmæssigt mellem piger og drenge, før de fyldte fem år: De røg alle sammen i kjole og kyse!

Blev de bøsser af den grund? Alene det faktum, at jeg sidder her i dag og skriver disse linjer, synes sådan set at indikere noget andet...

torsdag den 5. juli 2012

Navne, der KUNNE lokke mig til Roskilde...

...helst i kombination, da jeg efterhånden ikke har en specielt høj tolerancetærskel hvad angår teltpisning, bålfest lige op ad den bunke kunststof, jeg sover i, kanonslag, som kastes ind i det mobillokum, jeg skider på, osv. Som det ses, er kravene relativt ublu, men sådan går det, når man forkæler folk med cremen af verdensrocken gennem mange år: De bliver sgu forvænte.

Depeche Mode (still going strong)
Pink Floyd (det går nok ok uden Rick, selvom han - selv i live - ofte var savnet)
U2 vs. The Virgin Prunes (før i tiden ville det have været mere end nok med U2, men trænger de ærligt talt ikke til et spark i røven? Desuden kunne det være interessant at se de to "søskendebands" sammen efter så mange år)
Beach Boys (bare for at opleve dem, inden de er væk)
Faust
Can
King Crimson
Neofolk-showcase feat. Current 93, Death In June, Fire + Ice, Nurse With Wound, Sol Invictus, Boyd Rice, Of The Wand & The Moon.
Steve Reich
Cobra Killer
Recommended Records Showcase: Henry Cow, Art Bears, Fred Frith, Slapp Happy.
"Omkring Lorenzo Woodrose": Showcase m. Spids Nøgenhat, On Trial, Baby Woodrose, Pandemonica, Aron.
My Bloody Valentine (fik ikke set dem sidst)
Witch house-messe: oOoOO, Salem, Pictureplane, White Ring, Tearist, Chelsea Wolfe.
Sibylle Baier
Scatterbrain
Roxy Music
Merzbow
Elisabeth G. Nielsen-eftermiddag: Med og uden Voxpop.
Love Shop (vender de/han tilbage, skal det ses og fejres!)
Patti Smith (altid en åbenbaring!)
New Order (bare for at se, hvordan de er uden Peter Hook)
Rammstein (så er der da garanti for ét godt show!)
Mötörhead (garanti for ét godt show mere!)

I originale line-ups:

Slowdive
The Smiths
Spacemen 3
Sort Sol
Kraftwerk
Godflesh
Cabaret Voltaire
Ballet Mécanique
Kliché
Velvet Underground (ok, så bare Reed, Cale, Tucker og Yule!)
The Normal (hvis man kan genforene Daniel Miller med sig selv!)
New York Dolls feat. Johansen, Sylvain, Thunders, Kane og Murcia!