lørdag den 14. juli 2012

Huskeseddel: Poetiske do's & don'ts











(til intern brug, men andre må godt læse med)

1) Undgå at skrive digte, som henter deres sammenhængskraft via gentagelser. Det er for let, det er for poppet, det bliver lynhurtigt en dødssyg formular.

2) Brug ikke tid på løse skitser - og slet ikke på at publicere dem! Livet er for kort til at gøre noget halvt, og du bliver ikke yngre, kammerat! JO, der kan være gode idéer i noget, som ikke bliver færdigt, men er de gode nok, finder de deres plads senere, uden du behøver at gemme dem i al offentlighed. Hvis de ikke er, glemmer du dem, og så er intet tabt. Tryk "afsend", hvis du kun forudser smårettelser på et senere tidspunkt - ellers: Drop lortet. Verden - og du - fortjener en rimelig tekst hver dag.

3) Udvid dit kendskab til klassiske, metriske skemaer og rimstrukturer. Der er altid brug for ekstra værktøjer i kassen, og specielt hvis du har tænkt dig at skrive videre ud fra disse elementer - og det har du jo, ikke? Du tager arven op fra Ewald, Oehlenschläger og Claussen, hvis det er - ikke fucking Poul Krebs! Husk dét!

4) Anvend fremover ikke samme poetik i mere end én samling. At skifte tema er ikke nok!

5) Udvid din tid! Der er andre perioder i dit liv end nuet og barndommen, og de kan bruges. Skriv flere ting fra gymnasietiden i Silkeborg og studieårene i Aalborg, men undgå at gå Ejersbo i bedene, som du har gjort før...

6) Transformér dit stof bedre! At folk kan genkende de virkelige historier bag det, du skriver, er et tegn på en fattig fantasi. Og du ved jo, hvordan de kan finde på at reagere...

7) Du bliver ikke en bedre digter af at kritisere andre. Du bliver en bedre digter af at kritisere dig selv. Always remember that!!!

8) Andre digtere, der tror, de bliver bedre digtere af at kritisere dig, må du blive bedre til at ignorere. Specielt nu, hvor dit mål nr. 1 i livet rent faktisk er at få bøger ud. Husk på, at konsulenter tit er frustrerede forfattere, der ville ønske, det var dem selv, som stod til at blive udgivet, og forhold dig til dem ud fra dén viden. Sortér skæg fra snot. De kan have fair kritikpunkter. De kan også bare kommentere ud fra tilfældige idiosynkrasier, som ikke er et hak bedre end dine, eller nære et gustent ønske om at sætte fingeraftryk på dit værk - koste, hvad det vil. Men det er din bog, der skal ud - ikke deres. Hold fast i dét, og om nødvendigt: Pak dine ting og gå!

9) Se så at komme igang med den dér femleddede roman, der alligevel ikke vil dø! Du kan fandeme godt!

10) Læs mere! Der er akut brug for nye titler i din kanon!

11) Kun en indskrænket og stupid person er bange for det nye. Kun en tåbe frygter ikke avantgarden.

12) Kom mere ud! Folk lader jo i det store og hele til at acceptere dig, som du er, selvom du af alle ved hvilke fejl, du har.

13) Samarbejd mere. Sæt simpelthen tid af til at spille bold med andre poeter. Du lærer noget af det!

14) Tænk noget mindre, min ven - bare skriv!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar