tirsdag den 21. august 2012

Bigmouth strikes again










Man siger, at i krisetider bliver såvel kunsten som den almene mentalitet mere indadvendt og underholdningspræget.

Noget er der om det. F.eks. justerede DR for nylig deres sendeplan for 2013 efter lavkonjukturen: Ud med boligindretningsprogrammer og andre livsstilsudsendelser, ind med drama, flere quizzer, bløde reality-udsendelser á la Bonderøven og storstilede konkurrencer som Vild med Dans. Opium for folket uanset hvad, kan man mene, men det fremgik også, at der fremover ville blive mindre plads til eksperter og mere til - hurra, verdens salt! - "den almindelige mand på gaden". Der selvfølgelig, trods en vis småtskårenhed og en IQ, der ikke ville give Einstein sved på sin høje pande, ligger inde med den altgørende løsning på alle den moderne verdens onder...

Selv på gode, gamle Facebook er trenden udpræget. Hvor det før i tiden var hverdagskost at føre lange, ofte gode diskussioner om aktuelle begivenheder, får man ikke længere ret meget - og sjældent noget positivt - ud af at tilkendegive meninger overhovedet. Folk er langt mere optagede af deres sommerhuse, græsplæner, pandekager, fittness-rutiner og spædbørn end før, og man kan da godt - formoder jeg, for det er sært nok ikke sket endnu - fremsætte kritiske udsagn i sine statuslinjer uden at miste kontakter. Man skal bare ikke - slet ikke! - forvente, at nogen bider på.

Dette har jeg tygget en del på over de seneste måneder. Var folk bare på ferie? Var de ligeglade? Var de, som én i det mindste ligefrem og ærligt udtrykte det, "dødtrætte af politik". Eller gav de mig i det skjulte ret? Da jeg forleden vovede at sætte sidstnævnte mulighed op på min statuslinje, fik jeg respons. Kogende aggressiv respons, endda. Men mest i forhold til noget ordkløveri omkring brugen af ordet "givetvis".

Blev så deprimeret over hændelsen, at jeg ikke blot tog opdateringen ned, men helt opgav Facebook i et par dage. Selv nu - fire dage senere - nærmer jeg mig kun sitet med største mulige forsigtighed. For jeg føler ikke, jeg kender de farverige, sprællevende og engagerede folk, jeg engang kendte, længere.

Let's face it: Jeg er ikke den nye Lorca. Jeg ville elske at være det, men når det kommer til den kunstneriske del af mine skriverier, er det så vigtigt for mig, at dimensioner som form og metafysik er med, at det ofte viser sig svært at smugle noget så konkret som politik ind i ligningen. My bad - helt sikkert! Har tiden brug for noget, er det en effektiv fornyelse af den politiske poesi, men pokker om jeg vil blive taget i at gentage stendøde, alt for let tilbageviselige former fra 70'ernes kamplyrik. Så hellere drikke blåsyre! Nej, jeg er nødt til at vente, til jeg eller andre har fundet en ny, effektiv måde at spidde dén kartoffel på.

Men når det kommer til de store linjer i den verden, jeg lever i, er jeg på ingen måde tilfreds med at passe mit og bage pandekager til familien, så alle kan have det ih og åh så hyggeligt som om, det er 1956. Jeg er åbenbart udstyret med et ualmindeligt ineffektivt tunnelsyn: Ser jeg monstre i vejsiden - og for tiden er der mange! - kan jeg simpelthen ikke lade være med at råbe vagt i gevær. Nej, jeg synes ikke, at det er fedt, når olieindustrien - i takt med, at polerne smelter med hvad deraf følger af uoverskuelige konsekvenser for klodens balance, tryghed, økonomi og fredsudsigter - jubler over muligheden for nye fund under indlandsisen. Jeg bryder mig ikke om, at en moderne frihedskæmper som Julian Assange må sidde indespærret på en ambassade i London pga. en voldtægtssag i Sverige, der helt ufatteligt belejligt fulgte i kølvandet på en række offentliggørelser af hemmelige dokumenter gennem Wikileaks, som næppe morede drengene i Washington. Det huer mig ikke, at det, som engang var et ganske levende og farverigt politisk spektrum i Danmark, er blevet forvandlet til én stor højrefløj suppleret af blot ét ægte venstrefløjsparti, som til gengæld bliver ved med at vade rundt i selvdøde revolutionsfloskler fra 70'erne. Jeg er ikke glad for, at alle dem, vi engang var vant til at betegne som "ansvarlige politikere", tænker mere på kosmetiske lappeløsninger og personlig spin/intern mudderkastning end relevante udveje af krisen. Jeg jubler bestemt heller ikke over den hastigt accelerende opdeling af verden i et "os" og et "dem" med hvad deraf følger af "retfærdiggjorte" grunde til at nedgøre og tryne sine medmennesker.

Jeg er bange! Lige så bange for den verden, jeg lever i nu, som jeg var det i 80'erne, da jeg om aftenen gik i seng og drømte, at bomben udslettede en smuk, levende klode, jeg oprigtigt følte fortjente at overleve såvel mig som min art. Og - tilsyneladende modsat rigtig mange andre - ikke tilbøjelig til at gå undergang, magtmisbrug og almindelig stupiditet i møde med munden lukket.

Verden kan være smuk - det skal guderne vide. Men den kan også være nådesløst grim. Det er den så nu, og man løser ikke problemerne ved at bage pandekager eller købe kort til fitness-centret.

Det gør man måske heller ikke ved at kæfte op. Men så har man i det mindste udtrykt noget. Noget, der måske, måske ikke kan sætte en tanke igang, der kan ændre en stemme, som kan forårsage en forandring. Eller andet i den dur. Bare noget.

Noget, der ikke er ingenting.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar