torsdag den 20. september 2012

Dyr

På Facebook havde jeg ganske vist forsvoret, at jeg - måske fraset et par indlæg i serien om kriminelt oversete plader - ville skrive noget herinde i en rum tid. Grunden er, at mine primære emner er kultur og politik, og med yderst få undtagelser har jeg fornemmelsen af, at begge ting er ved at gå seriøst i frø i denne periode. I hvert fald når de ikke et niveau, jeg, som tænkende og nysgerrigt menneske, vil kendes ved.

Men dyr - dyr kan man vel spinde en fornuftig ende over. Ikke blot fordi jeg beundrer mange af dem grænseløst og betragter dem som ofre for et homocentrisk verdensbillede - hvem siger pr. definition, at katteslægtens fintunede jagtegenskaber gør dem til mindre perfekte væsener end os, som ærligt talt lider under vores egne hjerners rumfang - men også fordi, de er så befriede for pis og gedulgte bagtanker. Ikke desto mindre har de karakter, og karakter er noget, jeg altid vil bifalde.

Som nu f.eks. den falk, jeg forleden så flakse forbi min faste rygeplads på jobbet i Bagsværd - i dobbelt størrelse!  Dvs. sådan så det ud til jeg opdagede, at denne specifikke pipfugl havde en stor, fed due i kløerne, der matchede den selv størrelsesmæssigt! I dag så jeg den igen ifærd med at angribe en skovskade. Denne gang måtte den selv tage flugten, men det krævede dog opbakning fra endnu et eksemplar af den art, jeg uden tøven vil kalde "Danmarks smukkeste fugl". Men trods det var sympatien så absolut på den forvovne rovfugls side.

Dette er dog for intet at regne i forhold til dengang, jeg havde sagt ja til en udflugt til Christianshede Zoo oven på en hård bytur i Århus, som kun levnede mig én times søvn på toget mod Struer, og jeg - døsig og sårbar - pludselig stod ansigt til ansigt med det, jeg den dag i dag betragter som selve toppen af skaberværket: Et stk. kæmpestor
sneugle! Jo, jeg ved godt, at disse forfløjne væsener regnes for at være dummere end dørkarme, men for pokker - kræet var ca. halvt så højt som mig, dets næb var en kniv, som med største lethed kunne kappe min pulsåre over, og det stirrede direkte på mig! Men helt ærligt: Som det sølle skrog, jeg var den dag, kunne jeg nok have levet med at blive nedlagt af så statelig en skabning.

Respekt går også ud til salig Sally - en tamrotte, jeg for et par år tilbage havde æren af at dele liv med i et stykke tid. Ikke nok med, at hun var uendeligt blid og venlig; Hun var burets Einstein og fandt bl.a. ud af selv at lukke lågen op, så hun kunne kravle ud til fis og ballade. Indtil videre det eneste tamdyr, jeg årligt ærer ved at lægge blomster på dets afsides grav. Jo, rotter gnaver i alt, de kan komme til, og de er ikke specielt renlige. Men de har personlighed og charme og intelligens!

Den højeste grad af respekt må dog tilfalde Min Ven Marsvinet, som jeg mødte i efteråret 1999 på Tunø. Når jeg er på ferie i nærheden af havet, ynder jeg at tilbringe lange timer med at traske op og ned ad kysten med min notesbog i hånden, så jeg kan skrive, når idéerne kommer til mig, og dengang var ingen undtagelse. Men pludselig havde jeg fornemmelsen af at blive iagttaget, og ganske rigtigt: Ude i vandet lå der et væsen og dykkede rundt, jeg kun kunne tolke som et marsvin. Og hvad mere var: Da jeg kort tid efter satte mig ned for at føre pennen, lå hvalen derude og kiggede opmærksomt ind mod mig. "Nuvel, show skal der være", tænkte jeg, og den fik så - som en mere avanceret parallel til Højholts "Højtlæsning for en flue" - lidt moderne lyrik med på vejen, som den lod til at nyde på guderne må vide hvilken facon.

Min Ven Marsvinet og jeg tog et par timer senere afsked på øens sydspids. Det var i starten af oktober måned, og jeg frøs ad helvede til. Men indtil jeg sidste gang vendte ryggen til, lå dette fremmedartede, fantastiske dyr ude i vandet og holdt øje med min færden.

Jeg savner det.

Måske sande soul mates ikke er bundet af noget så småligt som biologi?

søndag den 2. september 2012

Kriminelt oversete albums # 2: Kraftwerk: Tour de France Soundtracks

Der er de Kraftwerk-albums, alle er enige om er klassikere - vel omfattende strækket fra Trans-Europa Express (1977) til og med Computerwelt (1981) - og ofte udvides gruppens essentielle periode med rette til at omfatte Autobahn (1974) og Radioaktivität (1975), hvor gruppen stadig kæmpede med at definere sin slidstærke, krystallinske technopop, men stadig foretog markante afstikkere ud i felter som tysk folkemusik og kras avantgarde.

Diskografien er imidlertid - som enhver dedikeret fan véd - mindst dobbelt så lang, og snakker man om kriminelt oversete albums, synes jeg personligt, man kan føre stærke sager for i hvert fald Kraftwerk 1 (repetitiv, improviserende krautrock af absolut bedste skuffe) og den slidstærke, men af en eller anden grund noget uglesete Electric Café, hvor gruppens klassiske line-up (Hütter, Schneider, Bartos og Flür) tog afgørende skridt bort fra technopoppen og over mod en mere moderne electronica, hvor klangmæssige kvaliteter og medrivende instrumentale forløb var lige så væsentlige som selve sangskrivningen. Så meget sagt er vaneforestillinger ikke noget, som forgår så let, og det nytter heller ikke ligefrem, at Kraftwerk selv om ikke direkte tager afstand fra, så i det mindste aldrig har gjort noget større nummer ud af de fire albums, de skabte før Autobahn. Kraftwerk 1 skal man således stadig ud på bootleg-markedet for at finde til rimelige penge.

MEN jeg bærer selv rundt på vaneforestillinger, og min har i mange år været, at gruppens gode periode sluttede med The Mix tilbage i 1991 - også selvom jeg er svært glad for comeback-singlen Expo 2000, som fulgte otte år senere. Da Tour de France Soundtracks omsider ramte gaden i 2003 - efter blot 17 års regulær albumpause(!) - havde jeg helt umanerligt svært ved at skjule min skuffelse. Ikke nok med, at pladen var bygget op omkring en på det tidspunkt 20 år gammel single og således syntes at røbe en vis konceptuel desperation hos Hütter og Schneider, der havde mistet centrale idémænd som Bartos og Emil Schult: Pokker, om udgangspunktet ikke var den f*****g cykelsport, der efter alt at dømme optog Hütter i så sygelig en grad, at gruppen reelt var gået i stykker på det: Jojo, den mangeårige makker, Florian Schneider, hang stadig (akkurat) på, men ingen kunne rigtigt tage de to nye medlemmer, Fritz Hilpert og Henning Schmitz, alvorligt som andet end statister, der var med på scenen for at udfylde bandets klassiske kvartet-opstilling. Læg så dertil det faktum, at albummet kun rummede tre - TRE - hæderlige popsange, hvoraf den ene var den gammelkendte "Tour de France", og det var grumme svært at se projektet som andet end et sølle, sølle comebackforsøg fra en usikker, udbrændt entitet.

I det meste af et årti stod Tour de France Soundtracks derfor og samlede støv på pladereolen. Faktisk indtil for nylig, hvor en ferie i Rhindalen fik mig til at lytte hele Kraftwerk-kataloget igennem - inklusive denne sene, forkætrede frugt af det nu (også!) opløste samarbejde mellem Hütter og Schneider. Og det var lidt af en øjenåbnende oplevelse, skal jeg hilse at sige!

JO, albummet var og er bygget op omkring et koncept, der virker lidt søgt, men det er konsekvent i dets cirklen omkring det verdensberømte cykelløb: Fra tv-transmissionerne ("Tour de France Étape 1-3") over metallerne, som indgår i cykelstellet ("Titanium"), til rytternes træningsprogrammer ("Vitamin", "La Forme", "Elektro Kardiogramm"). Som værk er albummet faktisk sjældent gennemført i Kraftwerk-sammenhæng: Kun Computerwelt kan siges at have haft samme konceptuelle konsistens.

Så er der selve musikken, der ikke er decideret visionær, som det var tilfældet i gruppens klassiske periode - i 2003 var det elektroniske landskab altså også mere overfyldt og udforsket end tilbage i 70'erne - men faktisk er ældet med en usædvanlig ynde. Fordi udtrykket er så minimalt og barskrabet, som det er - så fokuseret på kvaliteten af den enkelte klang - har det ingen problemer haft med at overleve det seneste lille årtis musikalske udvikling. Snarere har udviklinger indenfor bl.a. minimal house fået det til at fremstå med en fornyet aktualitet: Måske de gamle drenge fra Düsseldorf alligevel var et hestemulehår foran resten af feltet...

Men det, der først og fremmest slog mig ved den fornyede gennemlytning, var, at jeg havde lyttet til Tour de France Soundtracks med de helt forkerte ører tilbage i 2003. Jeg havde - som de fleste gamle fans, velsagtens - ledt efter en ny "Das Modell", en ny "Computer Liebe" eller en ny "Autobahn", men ikke efter noget, som i Kraftwerk-sammenhæng reelt var nyt My bad! For - og det er det interessante ved det hele - bag om ryggen på alle os vanetænkere var Ralf & Florian faktisk vendt tilbage til den improviserende form fra Kraftwerk 1, bare på et højere, digitaliseret plan.

Man burde sikkert allerede have lugtet lunten på Electric Café, hvor "Techno Pop" og "Musique Non Stop" dannede lignende paraleller til tidlige numre som "Ruckzuck" og "Megaherz", bare med sampleren i stedet for fløjten og guitaren under armen. Det giver ingen mening at høre det langstrakte, sammenhængende forløb, som rækker fra "Prologue" frem til og med "Tour de France Étape 3", som en popsang, for så kommer materialet helt naturligt til kort. Men hørt som et stykke improv - elektronisk jazz, om man vil - sidder alt faktisk, som det skal. Og set i det lys giver albummet som helhed en ny mening. Jo, man kan godt nyde den messende "Aero Dynamik", den monotont smældende "Elektro Kardiogramm" og naturligvis selve "Tour de France" som de popsange, de også er, men ligesom cykelløbet selv er albummets hovedformål at understrege forløb, proces og klanglige detaljer (tro mig: De er ind ad en kant sublime!) frem for at danne små, afsluttede helheder som dem, den klassiske popsang udgør. Den største forbrydelse, Kraftwerk egentlig begik med Tour de France Soundtracks, var således at skuffe deres ellers så progressivt mindede lytteres forventninger!

Og hvad med Schmitz og Hilpert - de nye drenge? De skillinger faktisk til materialet på en måde, specielt Flür aldrig gjorde, og som kreativ helhed giver Kraftwerk anno 2003 indtryk af at være mere af et kreativt demokrati end nogen sinde før. Hvilket indgiver én et vist håb nu om stunder, hvor Schneider definitivt er steget af cyklen, og Hütter er alene om at føre bandet videre mod det næste album med netop Hilpert og Schmitz som sine væsentligste sparringspartnere.

Det, jeg vil med dette her, er ikke at postulere, at Tour de France Soundtracks rammer samme høje gear som f.eks. Trans-Europa Express - bare det, at tiden allerede i 2003 var en helt anden, umuliggjorde dét projekt. Men det, jeg vil sige, er, at albummet, i lighed med Kraftwerk 1 og Electric Café, har en egen form for excellens og i dén grad fortjener at blive lyttet til. Igen og igen. Til man endelig fatter den.

Det tog mig otte år - lige så lang tid, som det føles at se sig vej igennem bare én etape af Tour de France - at gøre det. Men så nåede jeg til gengæld også frem til Champs Elysées. Med et stort smil på læben og den gule trøje på.