torsdag den 20. september 2012

Dyr

På Facebook havde jeg ganske vist forsvoret, at jeg - måske fraset et par indlæg i serien om kriminelt oversete plader - ville skrive noget herinde i en rum tid. Grunden er, at mine primære emner er kultur og politik, og med yderst få undtagelser har jeg fornemmelsen af, at begge ting er ved at gå seriøst i frø i denne periode. I hvert fald når de ikke et niveau, jeg, som tænkende og nysgerrigt menneske, vil kendes ved.

Men dyr - dyr kan man vel spinde en fornuftig ende over. Ikke blot fordi jeg beundrer mange af dem grænseløst og betragter dem som ofre for et homocentrisk verdensbillede - hvem siger pr. definition, at katteslægtens fintunede jagtegenskaber gør dem til mindre perfekte væsener end os, som ærligt talt lider under vores egne hjerners rumfang - men også fordi, de er så befriede for pis og gedulgte bagtanker. Ikke desto mindre har de karakter, og karakter er noget, jeg altid vil bifalde.

Som nu f.eks. den falk, jeg forleden så flakse forbi min faste rygeplads på jobbet i Bagsværd - i dobbelt størrelse!  Dvs. sådan så det ud til jeg opdagede, at denne specifikke pipfugl havde en stor, fed due i kløerne, der matchede den selv størrelsesmæssigt! I dag så jeg den igen ifærd med at angribe en skovskade. Denne gang måtte den selv tage flugten, men det krævede dog opbakning fra endnu et eksemplar af den art, jeg uden tøven vil kalde "Danmarks smukkeste fugl". Men trods det var sympatien så absolut på den forvovne rovfugls side.

Dette er dog for intet at regne i forhold til dengang, jeg havde sagt ja til en udflugt til Christianshede Zoo oven på en hård bytur i Århus, som kun levnede mig én times søvn på toget mod Struer, og jeg - døsig og sårbar - pludselig stod ansigt til ansigt med det, jeg den dag i dag betragter som selve toppen af skaberværket: Et stk. kæmpestor
sneugle! Jo, jeg ved godt, at disse forfløjne væsener regnes for at være dummere end dørkarme, men for pokker - kræet var ca. halvt så højt som mig, dets næb var en kniv, som med største lethed kunne kappe min pulsåre over, og det stirrede direkte på mig! Men helt ærligt: Som det sølle skrog, jeg var den dag, kunne jeg nok have levet med at blive nedlagt af så statelig en skabning.

Respekt går også ud til salig Sally - en tamrotte, jeg for et par år tilbage havde æren af at dele liv med i et stykke tid. Ikke nok med, at hun var uendeligt blid og venlig; Hun var burets Einstein og fandt bl.a. ud af selv at lukke lågen op, så hun kunne kravle ud til fis og ballade. Indtil videre det eneste tamdyr, jeg årligt ærer ved at lægge blomster på dets afsides grav. Jo, rotter gnaver i alt, de kan komme til, og de er ikke specielt renlige. Men de har personlighed og charme og intelligens!

Den højeste grad af respekt må dog tilfalde Min Ven Marsvinet, som jeg mødte i efteråret 1999 på Tunø. Når jeg er på ferie i nærheden af havet, ynder jeg at tilbringe lange timer med at traske op og ned ad kysten med min notesbog i hånden, så jeg kan skrive, når idéerne kommer til mig, og dengang var ingen undtagelse. Men pludselig havde jeg fornemmelsen af at blive iagttaget, og ganske rigtigt: Ude i vandet lå der et væsen og dykkede rundt, jeg kun kunne tolke som et marsvin. Og hvad mere var: Da jeg kort tid efter satte mig ned for at føre pennen, lå hvalen derude og kiggede opmærksomt ind mod mig. "Nuvel, show skal der være", tænkte jeg, og den fik så - som en mere avanceret parallel til Højholts "Højtlæsning for en flue" - lidt moderne lyrik med på vejen, som den lod til at nyde på guderne må vide hvilken facon.

Min Ven Marsvinet og jeg tog et par timer senere afsked på øens sydspids. Det var i starten af oktober måned, og jeg frøs ad helvede til. Men indtil jeg sidste gang vendte ryggen til, lå dette fremmedartede, fantastiske dyr ude i vandet og holdt øje med min færden.

Jeg savner det.

Måske sande soul mates ikke er bundet af noget så småligt som biologi?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar