søndag den 4. november 2012

Henneberg på sikre fødder

I anmeldelser snakkes der tit og ofte om "den svære toer", og dét uanset om man taler musik eller litteratur. Logikken synes at være, at man har haft hele sit liv til at forberede sig til sit første værk, som derfor er virkelig koncentreret og sprængfarligt, når det landet, mens det næste værk er underlagt det pres, at bøtten pludselig er tom, og man er nødt til at skabe kvalitet her og nu. Selv har jeg ikke, med syv ekstra, ganske anderledes manuskripter på lager, den store grund til at frygte denne toer, og jeg har en mistanke om, at den slags er noget, som mest angår unge eller sent startende kunstere. Og vel debuterede Tina Henneberg ufatteligt stil- og selvsikkert sidste år med I Paradis får man ikke bank, men - og måske fordi vi er jævnaldrende med mange års arbejde bag os - toeren synes heller ikke at have voldt hende det store besvær.

Bevares: Vil man være en smule kritisk, kan man sige, at Pigen med de afhuggede fødder, som hendes anden novellesamling er kommet til at hedde, ikke stilistisk lægger det store til udtrykket fra debuten. Man er stadig i et intenst og indfølt rum, hvor træk fra den store eventyrtradition - H.C. Andersen, Brdr. Grimm, de mytologiske skrifter og folkeviserne - møder anderledes moderne, af og til ligefrem socialrealistiske stiltræk. Men ligesom jeg forlængst har tilgivet f.eks. en Suzanne Brøgger, at hun dybest set skriver den samme bog hver gang, så længe den stadig er god - hun har bare sit helt eget univers, som er lige interessant at besøge hver gang - således er det med stor fornøjelse og udbytte, man vender tilbage til det sære. uforudsigelige rum i Hennebergs fortællinger. Desuden vides det, at næste projekt fra hendes hånd kommer til at stikke af i en ny retning, så måske man bare skal nyde dette ekstra kapitel i hendes forfatterskabs første fase med ekstra appetit, inden man bliver ført andre, forhåbentligt lige så interessante steder hen?

Men først: Stor ros til indpakningen. Hvor I Paradis får man ikke bank var præget af et tåget foto, som ærligt talt ikke solgte værket, er det nye værks for- og bagsideillustrationer, som er pakket med symbolske henvisninger til de forskellige fortællinger, i sig selv et lille mesterværk af André Lundquist. Og med dem ledes man igen ind i selve bindet, hvor kombinationen af sidernes brede format og masser af luft i sig selv appelerer til den type afslappet, grundig læsning, teksterne kræver. Det er enkelt, det er prunkløst, men nøj, hvor det virker.

Og så er der de 10 fortællinger selv, der som altid, fristes man til at sige, kombinerer en veludviklet sans for det dramatiske, ja, ind imellem ligefrem morbide, med et romantisk, indfølende, sværmerisk sindelag. Allermest påfaldende i "Munken i træet", hvis hovedperson i de flestes øjne ville være en lille voldspsykopat, der først ser en død mand rådne for sjov, dernæst slår en pige og en hund ihjel, før han til sidst arrer sin egen mor psykisk for livet. Well, sådan, som Henneberg fremlægger forløbet, er og bliver det grove løjer, men, synes hun at understrege, der er også tale om en lille, ensom dreng, som endnu ikke har et voksent forhold til døden, og som derfor ikke ser det forkerte i at slå ihjel og lege med maddiker. Og det er jo sådan set også rigtigt nok.

Men overalt i Pigen med de afhuggede fødder ser man lignende vekselvirkninger mellem lys og mørke. I "Alfred og Molly" møder man en lille dreng, der fra skæbnens side synes at være så uheldigt indrettet, at alle, han kommer i nærheden af, dør. Alle undtagen den lige så uglesete rotte Molly, hvis art og slægt han bliver en slags frelserfigur for, da han endelig forsøgsvis lægger civilisationen bag sig og rykker ud på en øde ø, han selv har bygget. "Sorgens skrin" er en smuk, øm fortælling om at genfinde sine følelser igen oven på et traumatiserende tab, og titelnovellens hovedpersoner - en bevidst invalideret danserinde og en krøbling af en kejser - får hinanden til sidst: Ikke fordi de, som så ofte set i andre eventyr, er glansbilledperfekte, men fordi de kan se ind bag hinandens handicaps. Den lidt atypiske "Drømmehviskeren" beretter om, hvad der hændte den angrende Judas Iskariot, da han mødte Herrens åsyn sammen med en alt andet end ydmyg Hitler - sammen med "Shah spillet" en tekst, der ser Henneberg anslå lovende, satiriske strenge. Og med den fejende flotte finale, "Sommerfugleøen", der trækker diskret på den gamle myte om Orfeus og Eurydike, efterlades man ved porten til Himmerige med en varm følelse i maven og en klump i halsen. Sådan!

Pigen med de afhuggede fødder er ikke "en svær toer" - det er allerede Henneberg classic, og om noget en mere sammenhængende, centreret novellesamling end debuten. Litterær luksus for både hjerne og hjerte. En fremragende julegaveidé til enhver, der kan lide en god fortælling og ikke er bange for at tage det sære med det straight, det blide med det grusomme, det eventyrlige med det mavepinefremkaldende virkelige...


***


Forfatter: Tina Henneberg
Titel: Pigen med de afhuggede fødder
Forlag: www.tinahenneberg.dk
Udgave: 1. udg., 1. opl., 2012
Bestilling: tinahenneberg@sol.dk
Pris: 200,-

lørdag den 3. november 2012

Kriminelt oversete plader # 3: Scatterbrain

Da den legendariske guitarist og producer Hilmer Hassig døde i 2008, holdt man en stor støttegalla for de efterladte, som ikke blot førte til genforeningen af Love Shop og et efterhånden sjældent gensyn med Lars H.U.G. Ligeledes samlet til lejligheden var et langt mindre kendt orkester, der endda blev totalt overset i de fleste anmeldelser, men ikke desto mindre var et af de to-tre vigtigste i Hassigs karriere: Scatterbrain.

Bortset fra dette og et par andre one offs, som jeg desværre ikke har oplevet selv, eksisterede Scatterbrain i årene 1980 - 1985, hvor de var et af de mere skæve indslag på den københavnske punkscene. Faktisk kan man diskutere i hvor høj grad bandet, som var centreret omkring Hassig og sangeren/keyboardspilleren Jesper Siberg, overhovedet var punk. Jo, energien og tonefaldet stammede til en vis grad derfra, men lig århusianske Kliché, som Hassig periodisk var medlem af, stod Scatterbrain nærmere for en slags artrock, der helt sikkert skyldte Bowie, Roxy Music og Brian Eno mere end Sex Pistols. For ikke at forglemme King Crimson og Robert Fripp, hvis guitarteknikker påvirkede Hassigs lyd, der i 80'erne og 90'erne næsten skulle blive synonym med dansk kvalitetsrock, ganske væsentligt.

Eftertiden har af en eller anden grund aldrig taget Scatterbrain til sig, og når det endelig er sket - som i 2005, da Glorious Records genudsendte debutalbummet Keep Dancing (Irmgardz, 1981) - har man ofte fokuseret på, at bandet på netop denne plade spillede noget af det tidligste (og så absolut mest gennemførte) technopop her til lands. Hørt med kritiske ører fremstod Scatterbrain dog her som en lidt dårlig og patetisk kopi af Ultravox! - helt ned til Hassigs spidse guitarhug hen over tikkende rytmer og kølige synthflader - og Keep Dancing er hørt herfra først og fremmest et eksempel på, at pionerindsatser ikke altid er lig med slidstærk, selvstændig musik.

Nej, for mig vil den sande perle i Scatterbrain-kataloget altid være gruppens 2. og sidste album fra 1984: Mountains go Rhythmic (Irmgardz). En plade, Glorious også undersøgte muligheden for at genudgive i 2005, bare for at blive mødt af vetoer fra bl.a. Hassig. Efter sigende var grunden, at gruppens medlemmer ikke havde det godt sammen under indspilningen, hvilket - med typisk kunstnerlogik - åbenbart gjorde, at de selv så længe efter ikke kunne forholde sig til den uden en troldsplint i øjet. Men musik er ind imellem større end de folk og omstændigheder, der skaber den, og om noget værk i nyere, dansk rockhistorie fortjener genudgivelse og -opdagelse, er det netop Mountains go Rhythmic. En i sandhed sælsom fugl i det danske musiklandskab på det tidspunkt.

Et eller andet sted lå kimen til det 2. album allerede i det første. Scatterbrain var, selvom de benyttede sig af nok så mange højteknologiske virkemidler, aldrig futurister på samme måde som de tyske og britiske synthpop-navne, de lod sig inspirere af. Om noget var Keep Dancing gennemsyret af en voldsom technohorror - en dyb skepsis over for menneskets faustiske pagt med teknologien. På Mountains go Rhythmic gik man skridtet videre og bekendte sig til at udpræget panteisme, hvor mennesket sås som uløseligt forbundet med naturens kræfter, og drifterne, sanserne, drømmene ses som veje ud af modernitetens fremmedgørelse. Ofte inspireret af 1800-årenes romantik og symbolisme, som det bl.a. ses i det meget smukke afslutningsnummer "The Rain in my Heart", hvis titel sender hilsner til Paul Verlaine:

"the rain in my heart

what's it supposed to look like?

it's swollen with too much music

the mound of her delta
would smell like wind
the stream of her breath
sound like a poem

the rain in my heart"

Andetsteds ("Sunday Afternoon") tales der om "industrial towns", hvor elskende lige akkurat gør livet værd at leve for hinanden. "Man is a Man" er en af de mere begavede antikrigssange i nyere tid; På den ene side anerkendes menneskets dødsdrift i linjer som "a man is a man / a war a war / items used to ecstasy", men livsdriften er mindst lige så stærk: "screaming hungry / for a life / like a paranoid bird / can't believe / can't realize / such a mental decline". Den rasende "Disintegrate" kan læses som én lang civilisationskritik, og selvom tonen på albummet befinder sig på randen af det opgivende, er dets ultimative budskab opløftende på trods:

"mountains go rhythmic in red
alive as the forest itself
rivers go singing in waves
alive as the people who dream"

"Happy Tree"

Musikalsk var pladen også et syvmileskridt frem i forhold til den grønne, usikre og uselvstændige lyd på Keep Dancing. Det elektroniske element var væsentligt mindre dominant i denne ombæring, selvom Hassigs, Sibergs og Morten Torps kølige, forsagte keyboardlinjer optrådte overalt, og rytmeboksene var erstattet af håndspillede trommer fra Torben Kirkholt (Næste Uges TV) og Anders Brill (Kliché). Faktisk et par markante bidragydere til albummets univers, idet begge i denne sammenhæng spillede kraftfuldt, ekspressivt og ganske originalt. Sibergs vokal, som før ofte havde kunnet virke en anelse skinger og skabet, var blevet til et smukt instrument med en bred palet.

Endelig havde Hassigs guitarspil udviklet den lyriske klang og enorme detaljerigdom, der snart skulle komme alle fra Lars H.U.G. og Elisabeth over Tv-2 og Naïve til Love Shop til gode. Ingen tvivl om, at hans arbejde med Kliché på Okay Okay Boys havde været en lærerig tid, men det var på Mountains go Rhythmic, guitarlegenden Hassig blev til. Hør blot de fine, perlende anslag på "The Rain in my Heart", de sprøde væv på "Happy Tree" og det sammenbidte attack på "Disintegrate". Hassig classic! Og selvom produktionen af albummet er krediteret til "Scatterbrain & Anders Lind", er det også her, man første gang oplever hans distinkte måde at skrue lydbilleder sammen på. Med en vis ret kan man sige, at lyden af dansk rock efter postpunkens kollaps blev til her.

Og så var der endelig selve musikkens form. Stadig tydeligt postpunket i sin lyriske tristesse og dysterhed, men også kraftigt påvirket af den ellers dengang så forholdte progrock. Hør blot taktskiftene på "Sunday Afternoon", der er mere langhårede end Genesis i 1974, og det symfoniske, om end også meget intense og skrøbelige arrangement på "Man is a Man", som Pink Floyd ikke kunne have udført meget bedre i tiden omkring The Wall. Samtidig har "Happy Tree" mange af de radiovenlige kvaliteter, der forhindrede de navne, Hassig arbejdede med, i blot at forblive kultnavne. Jo, han elskede utvivlsomt det sære, det kringlede, det sfæriske og "det stive, hvide beat", men om nogen vidste han også at værdsætte den gode, klart producerede popsang, og "Happy Tree" var vel hans første af slagsen, selvom den aldrig ramte top 40.

Men hør Mountains go Rhythmic selv: Værket er større - meget større - end selv denne ganske udførlige beskrivelse antyder. Og nyd i øvrigt Ole Pihls enormt smukke og gennemførte artwork, der hører til det bedste her til lands overhovedet. Markant, slidstærk kunst kamufleret som et "åndssvagt pladehylster".

Og giv så Scatterbrain den plads i dit hjerte - og den danske kulturkanon - de fortjener!