søndag den 4. november 2012

Henneberg på sikre fødder

I anmeldelser snakkes der tit og ofte om "den svære toer", og dét uanset om man taler musik eller litteratur. Logikken synes at være, at man har haft hele sit liv til at forberede sig til sit første værk, som derfor er virkelig koncentreret og sprængfarligt, når det landet, mens det næste værk er underlagt det pres, at bøtten pludselig er tom, og man er nødt til at skabe kvalitet her og nu. Selv har jeg ikke, med syv ekstra, ganske anderledes manuskripter på lager, den store grund til at frygte denne toer, og jeg har en mistanke om, at den slags er noget, som mest angår unge eller sent startende kunstere. Og vel debuterede Tina Henneberg ufatteligt stil- og selvsikkert sidste år med I Paradis får man ikke bank, men - og måske fordi vi er jævnaldrende med mange års arbejde bag os - toeren synes heller ikke at have voldt hende det store besvær.

Bevares: Vil man være en smule kritisk, kan man sige, at Pigen med de afhuggede fødder, som hendes anden novellesamling er kommet til at hedde, ikke stilistisk lægger det store til udtrykket fra debuten. Man er stadig i et intenst og indfølt rum, hvor træk fra den store eventyrtradition - H.C. Andersen, Brdr. Grimm, de mytologiske skrifter og folkeviserne - møder anderledes moderne, af og til ligefrem socialrealistiske stiltræk. Men ligesom jeg forlængst har tilgivet f.eks. en Suzanne Brøgger, at hun dybest set skriver den samme bog hver gang, så længe den stadig er god - hun har bare sit helt eget univers, som er lige interessant at besøge hver gang - således er det med stor fornøjelse og udbytte, man vender tilbage til det sære. uforudsigelige rum i Hennebergs fortællinger. Desuden vides det, at næste projekt fra hendes hånd kommer til at stikke af i en ny retning, så måske man bare skal nyde dette ekstra kapitel i hendes forfatterskabs første fase med ekstra appetit, inden man bliver ført andre, forhåbentligt lige så interessante steder hen?

Men først: Stor ros til indpakningen. Hvor I Paradis får man ikke bank var præget af et tåget foto, som ærligt talt ikke solgte værket, er det nye værks for- og bagsideillustrationer, som er pakket med symbolske henvisninger til de forskellige fortællinger, i sig selv et lille mesterværk af André Lundquist. Og med dem ledes man igen ind i selve bindet, hvor kombinationen af sidernes brede format og masser af luft i sig selv appelerer til den type afslappet, grundig læsning, teksterne kræver. Det er enkelt, det er prunkløst, men nøj, hvor det virker.

Og så er der de 10 fortællinger selv, der som altid, fristes man til at sige, kombinerer en veludviklet sans for det dramatiske, ja, ind imellem ligefrem morbide, med et romantisk, indfølende, sværmerisk sindelag. Allermest påfaldende i "Munken i træet", hvis hovedperson i de flestes øjne ville være en lille voldspsykopat, der først ser en død mand rådne for sjov, dernæst slår en pige og en hund ihjel, før han til sidst arrer sin egen mor psykisk for livet. Well, sådan, som Henneberg fremlægger forløbet, er og bliver det grove løjer, men, synes hun at understrege, der er også tale om en lille, ensom dreng, som endnu ikke har et voksent forhold til døden, og som derfor ikke ser det forkerte i at slå ihjel og lege med maddiker. Og det er jo sådan set også rigtigt nok.

Men overalt i Pigen med de afhuggede fødder ser man lignende vekselvirkninger mellem lys og mørke. I "Alfred og Molly" møder man en lille dreng, der fra skæbnens side synes at være så uheldigt indrettet, at alle, han kommer i nærheden af, dør. Alle undtagen den lige så uglesete rotte Molly, hvis art og slægt han bliver en slags frelserfigur for, da han endelig forsøgsvis lægger civilisationen bag sig og rykker ud på en øde ø, han selv har bygget. "Sorgens skrin" er en smuk, øm fortælling om at genfinde sine følelser igen oven på et traumatiserende tab, og titelnovellens hovedpersoner - en bevidst invalideret danserinde og en krøbling af en kejser - får hinanden til sidst: Ikke fordi de, som så ofte set i andre eventyr, er glansbilledperfekte, men fordi de kan se ind bag hinandens handicaps. Den lidt atypiske "Drømmehviskeren" beretter om, hvad der hændte den angrende Judas Iskariot, da han mødte Herrens åsyn sammen med en alt andet end ydmyg Hitler - sammen med "Shah spillet" en tekst, der ser Henneberg anslå lovende, satiriske strenge. Og med den fejende flotte finale, "Sommerfugleøen", der trækker diskret på den gamle myte om Orfeus og Eurydike, efterlades man ved porten til Himmerige med en varm følelse i maven og en klump i halsen. Sådan!

Pigen med de afhuggede fødder er ikke "en svær toer" - det er allerede Henneberg classic, og om noget en mere sammenhængende, centreret novellesamling end debuten. Litterær luksus for både hjerne og hjerte. En fremragende julegaveidé til enhver, der kan lide en god fortælling og ikke er bange for at tage det sære med det straight, det blide med det grusomme, det eventyrlige med det mavepinefremkaldende virkelige...


***


Forfatter: Tina Henneberg
Titel: Pigen med de afhuggede fødder
Forlag: www.tinahenneberg.dk
Udgave: 1. udg., 1. opl., 2012
Bestilling: tinahenneberg@sol.dk
Pris: 200,-

Ingen kommentarer:

Send en kommentar