lørdag den 3. november 2012

Kriminelt oversete plader # 3: Scatterbrain

Da den legendariske guitarist og producer Hilmer Hassig døde i 2008, holdt man en stor støttegalla for de efterladte, som ikke blot førte til genforeningen af Love Shop og et efterhånden sjældent gensyn med Lars H.U.G. Ligeledes samlet til lejligheden var et langt mindre kendt orkester, der endda blev totalt overset i de fleste anmeldelser, men ikke desto mindre var et af de to-tre vigtigste i Hassigs karriere: Scatterbrain.

Bortset fra dette og et par andre one offs, som jeg desværre ikke har oplevet selv, eksisterede Scatterbrain i årene 1980 - 1985, hvor de var et af de mere skæve indslag på den københavnske punkscene. Faktisk kan man diskutere i hvor høj grad bandet, som var centreret omkring Hassig og sangeren/keyboardspilleren Jesper Siberg, overhovedet var punk. Jo, energien og tonefaldet stammede til en vis grad derfra, men lig århusianske Kliché, som Hassig periodisk var medlem af, stod Scatterbrain nærmere for en slags artrock, der helt sikkert skyldte Bowie, Roxy Music og Brian Eno mere end Sex Pistols. For ikke at forglemme King Crimson og Robert Fripp, hvis guitarteknikker påvirkede Hassigs lyd, der i 80'erne og 90'erne næsten skulle blive synonym med dansk kvalitetsrock, ganske væsentligt.

Eftertiden har af en eller anden grund aldrig taget Scatterbrain til sig, og når det endelig er sket - som i 2005, da Glorious Records genudsendte debutalbummet Keep Dancing (Irmgardz, 1981) - har man ofte fokuseret på, at bandet på netop denne plade spillede noget af det tidligste (og så absolut mest gennemførte) technopop her til lands. Hørt med kritiske ører fremstod Scatterbrain dog her som en lidt dårlig og patetisk kopi af Ultravox! - helt ned til Hassigs spidse guitarhug hen over tikkende rytmer og kølige synthflader - og Keep Dancing er hørt herfra først og fremmest et eksempel på, at pionerindsatser ikke altid er lig med slidstærk, selvstændig musik.

Nej, for mig vil den sande perle i Scatterbrain-kataloget altid være gruppens 2. og sidste album fra 1984: Mountains go Rhythmic (Irmgardz). En plade, Glorious også undersøgte muligheden for at genudgive i 2005, bare for at blive mødt af vetoer fra bl.a. Hassig. Efter sigende var grunden, at gruppens medlemmer ikke havde det godt sammen under indspilningen, hvilket - med typisk kunstnerlogik - åbenbart gjorde, at de selv så længe efter ikke kunne forholde sig til den uden en troldsplint i øjet. Men musik er ind imellem større end de folk og omstændigheder, der skaber den, og om noget værk i nyere, dansk rockhistorie fortjener genudgivelse og -opdagelse, er det netop Mountains go Rhythmic. En i sandhed sælsom fugl i det danske musiklandskab på det tidspunkt.

Et eller andet sted lå kimen til det 2. album allerede i det første. Scatterbrain var, selvom de benyttede sig af nok så mange højteknologiske virkemidler, aldrig futurister på samme måde som de tyske og britiske synthpop-navne, de lod sig inspirere af. Om noget var Keep Dancing gennemsyret af en voldsom technohorror - en dyb skepsis over for menneskets faustiske pagt med teknologien. På Mountains go Rhythmic gik man skridtet videre og bekendte sig til at udpræget panteisme, hvor mennesket sås som uløseligt forbundet med naturens kræfter, og drifterne, sanserne, drømmene ses som veje ud af modernitetens fremmedgørelse. Ofte inspireret af 1800-årenes romantik og symbolisme, som det bl.a. ses i det meget smukke afslutningsnummer "The Rain in my Heart", hvis titel sender hilsner til Paul Verlaine:

"the rain in my heart

what's it supposed to look like?

it's swollen with too much music

the mound of her delta
would smell like wind
the stream of her breath
sound like a poem

the rain in my heart"

Andetsteds ("Sunday Afternoon") tales der om "industrial towns", hvor elskende lige akkurat gør livet værd at leve for hinanden. "Man is a Man" er en af de mere begavede antikrigssange i nyere tid; På den ene side anerkendes menneskets dødsdrift i linjer som "a man is a man / a war a war / items used to ecstasy", men livsdriften er mindst lige så stærk: "screaming hungry / for a life / like a paranoid bird / can't believe / can't realize / such a mental decline". Den rasende "Disintegrate" kan læses som én lang civilisationskritik, og selvom tonen på albummet befinder sig på randen af det opgivende, er dets ultimative budskab opløftende på trods:

"mountains go rhythmic in red
alive as the forest itself
rivers go singing in waves
alive as the people who dream"

"Happy Tree"

Musikalsk var pladen også et syvmileskridt frem i forhold til den grønne, usikre og uselvstændige lyd på Keep Dancing. Det elektroniske element var væsentligt mindre dominant i denne ombæring, selvom Hassigs, Sibergs og Morten Torps kølige, forsagte keyboardlinjer optrådte overalt, og rytmeboksene var erstattet af håndspillede trommer fra Torben Kirkholt (Næste Uges TV) og Anders Brill (Kliché). Faktisk et par markante bidragydere til albummets univers, idet begge i denne sammenhæng spillede kraftfuldt, ekspressivt og ganske originalt. Sibergs vokal, som før ofte havde kunnet virke en anelse skinger og skabet, var blevet til et smukt instrument med en bred palet.

Endelig havde Hassigs guitarspil udviklet den lyriske klang og enorme detaljerigdom, der snart skulle komme alle fra Lars H.U.G. og Elisabeth over Tv-2 og Naïve til Love Shop til gode. Ingen tvivl om, at hans arbejde med Kliché på Okay Okay Boys havde været en lærerig tid, men det var på Mountains go Rhythmic, guitarlegenden Hassig blev til. Hør blot de fine, perlende anslag på "The Rain in my Heart", de sprøde væv på "Happy Tree" og det sammenbidte attack på "Disintegrate". Hassig classic! Og selvom produktionen af albummet er krediteret til "Scatterbrain & Anders Lind", er det også her, man første gang oplever hans distinkte måde at skrue lydbilleder sammen på. Med en vis ret kan man sige, at lyden af dansk rock efter postpunkens kollaps blev til her.

Og så var der endelig selve musikkens form. Stadig tydeligt postpunket i sin lyriske tristesse og dysterhed, men også kraftigt påvirket af den ellers dengang så forholdte progrock. Hør blot taktskiftene på "Sunday Afternoon", der er mere langhårede end Genesis i 1974, og det symfoniske, om end også meget intense og skrøbelige arrangement på "Man is a Man", som Pink Floyd ikke kunne have udført meget bedre i tiden omkring The Wall. Samtidig har "Happy Tree" mange af de radiovenlige kvaliteter, der forhindrede de navne, Hassig arbejdede med, i blot at forblive kultnavne. Jo, han elskede utvivlsomt det sære, det kringlede, det sfæriske og "det stive, hvide beat", men om nogen vidste han også at værdsætte den gode, klart producerede popsang, og "Happy Tree" var vel hans første af slagsen, selvom den aldrig ramte top 40.

Men hør Mountains go Rhythmic selv: Værket er større - meget større - end selv denne ganske udførlige beskrivelse antyder. Og nyd i øvrigt Ole Pihls enormt smukke og gennemførte artwork, der hører til det bedste her til lands overhovedet. Markant, slidstærk kunst kamufleret som et "åndssvagt pladehylster".

Og giv så Scatterbrain den plads i dit hjerte - og den danske kulturkanon - de fortjener!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar