mandag den 25. marts 2013

Spredte arbejdsnoter


Savner skrivemaskinen. Kan godt lide friheden i det håndskrevne ark, som hverken binder eller forpligter. Til gengæld maner det heller ikke til koncentration: Man ved, at det, man kradser ned på tilfældige papirslipper i "inspirerede øjeblikke", ikke har en permanent karakter, men senere skal tastes ind og viderebearbejdes. Når man så sidder og taster ind på computeren, gør man sig ganske vist noget mere umage, fordi man ved, at det, man når frem til, kan nå andres øjne. Men selve den digitale form gør, at man altid kan lave tingene om, hvilket trods alt indbyder til en vis largeness. Men skrivemaskinen - f.eks. den skrivemaskine, jeg hakkede mine første bidrag til Hvedekorn ind på først i 90'erne - er en nådesløs dommer! Tast forkert bare én gang, brug bare ét uovervejet ord, og du er toast! I hvert fald skal du skrive hele siden om, før du kan komme videre med noget som helst, og tro mig: Det kan få enhver til at gøre sig umage. Og vil man måle sig med de "store gamle" - hvilket de færreste i dag er i stand til, mig selv muligvis inkluderet - er det den slags umage, som skal til...


***


At arbejde ud fra en poetik er en begrænsning, ikke en åbning. Det er unødig reduktionisme af éns personlighed, som er og bør være mangefacetteret. Jo, hver enkelt bog synes at stille krav om en vis konsekvens, en vis sideordning af form og indhold, som er specifik for netop dét værk: I know and respect this as a fact. Men det er og bliver en konstruktion - noget, man foretager for ikke at forvirre forlæggere, læsere og anmeldere unødigt. Af samme årsag har jeg over de seneste par år gjort det til en god vane at skrive i flere spor ad gangen: Tanken om at låse mig inde med et bestemt diktum - at skrive 55 digte på 55 ord, som en kollega for nylig har gjort - og kun koncentrere mig om dét, virker for mig som rendyrket masochisme. Vi er i live, for fanden, og vi bør skrive som om, vi er det.


***


Morede mig meget over, at forlaget ved udgivelsen af Picnic i Hiroshima valgte at præsentere mig som "beatlegenden fra Midtjylland". For det første har jeg ikke boet fast i Midtjylland i 20 år, for det andet anså ingen dér mig for at være en legende, for det tredje kan jeg kun le af at få det, jeg står for, reduceret til at være "beatpoesi". Jo, dén bog trak på specielt Ginsberg, Ferlinghetti og Turéll, men også på Bo Hr. Hansen, Knud Sørensen, Jacques Prévert, hvem har vi, og beatformen var bare dét værks samlende element. Når efterfølgeren, 8600, engang kommer ud, kan jeg allerede se, hvordan jeg vil blive udråbt til en moderne hjemstavnsdigter og slået i hartkorn med alle fra Aakjær (som jeg ikke har overrendt) til Johannes V. Jensen (som jeg har, men altid med en vis skepsis). Pt. aner jeg ikke, hvad der kommer næstefter, men alt efter, hvad det bliver, vil jeg blive kogt ned til at være enten en nihilistisk centrallyriker, en humoristisk haikufætter, en magisk realist, en opdateret Halfdan Rasmussen, postpunk-udgaven af Villy Sørensen eller noget andet tilsvarende komisk. Og det hele vil naturligvis være løgn og latin. Jeg er et menneske. Jeg har ingen problemer med at rumme det hele.


***


Mit problem med prosa er ikke, som det åbenbart var for Højholt, at få den til at vare: Af erfaring ved jeg, at det er muligt for mig at definere et emnefelt, som jeg på én led kan gå til med en vis idé om, hvor det hele skal ende, på en anden kan boltre mig frit i uden helt at vide, hvad der venter rundt om hjørnet. Nej, mit problem med specielt romangenren er, tror jeg, at jeg ikke holder af spredning. Hvorfor bruge side op og side ned på at forklare det, som kan rammes med ét ord eller én gestus? Hvorfor bruge uger på en udførlig personbeskrivelse, når man implicit kan gøre det med meget få greb og ord? Selv som læser har jeg det sådan: Med Ringenes Herre som eneste undtagelse - i betragtning af, at den bog formåede at skabe et helt, rigt detaljeret univers var den i øvrigt også kortfattet - har jeg altid holdt mest af romaner, som udspillede sig i små, koncentrerede ryk - med William Heinesens Tårnet ved Verdens Ende som et godt eksempel. Der var ikke så meget pis med dén bog: Bare små, tætte fragmenter, som tilsammen dannede en ufatteligt dyb, nærværende helhed. Men let's face it: I en tid, hvor de fleste har svært ved at fordøje et afsnit af Paradise Hotel, nytter det nok ikke det store at skrive sådan. Og det gør jeg. Derfor er jeg pt. ikke kommet længere end til forsigtige forsøg med novelleformen: Det er bouillonterninger, jeg fremstiller, og jeg har aldrig været den store ynder af suppe.


***


Works in progress:


Dialogos - små fortællinger og situationer i rendyrket dialogform. Idéen er ikke ny: Jeg må tilstå, den er lånt fra Helle Helle, som havde en enkelt tekst af den type i Rester, men hvor hun lod den stå for sig selv som et eksperiment, udbygger jeg - delvist inspireret af Sokrates' metode - formen til en genre. Tematisk er sprogets utilstrækkelighed det centrale, men kapslet ind i scenarier af en mere eller mindre absurd karakter. Er allerede ganske mange tekster inde i projektet: Formen morer mig, fordi den tillader mig at udnytte enhver tænkelig diskurs. Selv den mest stupide.

Lignelser - et projekt, jeg har ganske svært ved at beskrive. Jo, som overskriften antyder, er der tale om små, moralske fortællinger á la dem, Jesus benytter sig af i Det Nye Testamente, og han optræder da også selv under en lille smuttur til Tokkekøb Hegn, men moralerne er ikke altid kristelige, situationerne ofte temmelig syrede, tonen ikke nødvendigvis høvisk. I min udformning toner lignelsen endog til tider ud i fablen. Med andre ord: Lignelser er  for mig en legestue, hvor alt er tilladt så længe, det lader sig sammenfatte, og netop derfor er dén idé også ganske langt fremme.

Novellesamling - indtil videre en "affaldsskakt" for de længere prosatekster, jeg har skrevet gennem de seneste par år. Nogle af dem tenderer magisk realisme, andre sender sonder ned i parforholdet og det modsatte, andre igen stikker af i yderligere retninger. Sandsynligvis ikke én bog, men mindst to. Under alle omstændigheder en spændende rodebunke.

Troldene under grillen - børnerim for voksne, hvis nærmeste paralleller set herfra må søges hos folk som Strid og Rune T. Kidde, selvom andre tit har nævnt Halfdan Rasmussen. En sparsom, men afholdt åre. Her er der plads til både det skæve, det satiriske, det tragiske og det humoristiske, mens eventyr og virkelighed blandes sammen i én pærevælling, men formen er uventet krævende, og det, jeg ser for mig en dag, er en lille, koncentreret bog med masser af illustrationer.

Rimet digtsamling - til en vis grad et protestprojekt, som opstod for nogle år siden, da en kollega udsendte en uretfærdigt rost samling digte i rimet form, som haltede fuldstændig utilladeligt mht. både metrik og rimstillinger. Har altid været optaget af klassikere som Sophus Claussen, Staffeldt og Thøger Larsen, der rent faktisk kunne deres håndværk, og min intention har været at opdatere arven fra disse i en helt moderne, ubesværet form. Men med den slags forbilleder sætter selvkritikken ind... Rummer i øvrigt en digtkreds om tarottens Major Arkana, som jeg håber, jeg kan få til at makke ret.  

torsdag den 7. marts 2013

Heimat - en hyldest

Jeg har godt nok været langsom i optrækket, men i går nåede den glade nyhed, som i virkeligheden har været officiel i et års tid, mig omsider: Den tyske filminstruktør Edgar Reitz arbejder på et nyt led af sit monumentale Heimat-projekt, der får premiere i år under titlen Die andere Heimat. For dem, som ikke kender det store til værket, kan det oplyses, at det i lang tid blev betegnet som en tv-serie-trilogi bestående af Heimat - eine Deutsche Chronik (1981), Die zweite Heimat - Chronik einer Jugend (1993) og Heimat 3 - Chronik einer Zeitenwende (2004), dog forvarslet af prologen/dokumentarfilmen Geschichten aus den Hunsrückerdörfern (1980) og efterslættet Heimat-Fragmente - die Frauen (2006). Hver del i underkanten af - i visse tilfælde endda over - almindelig spillefilmslængde. I disse serier fulgte man familien Simon i landbyen Schabbach, Hunsrück, hele vejen fra 1. Verdenskrigs afslutning frem til tiden efter Murens fald, og hele tiden med spændingen mellem hjemve og udlængsel, jordbundethed og drømme, i centrum. Endda i en sådan grad, at seriens første led blev kritiseret kraftig for ikke at have Hitler og nazismen som omdrejningspunkt, men i stedet skildre almindeligt tysk landsbyliv under bl.a. Holocaust. Alt sammen med stærke, poetiske manuskripter og en varm, innovativ billedside, som især har fået karakter via brugen af det egentlig dybt antikverede Arriflex-kamera, Reitz har benyttet gennem snart sagt hele sin karriere, der rækker tilbage til 50'erne.

Grunden til, at nyheden har fået mig helt op på naglerne, er ikke blot, at Reitz er - full stop - min favoritinstruktør, og at Heimat-projektet er kronen på hans indtil videre 80-årige livsværk, men også, at denne store fortælling i en helt særlig grad er kravlet ind under huden på mig. Jeg er i øvrigt ikke den eneste: Med udgangspunkt i serierne er der opstået en helt særlig turisme i Hunsrück-området, hvor Reitz-fans kan blive guidet rundt til lokaliteter, som ikke blot har indgået som filmkulisser, men også hidrører instruktørens egen familiehistorie, som Heimat både direkte og indirekte afspejler. Hvorfor? Sikkert fordi - som jeg også føler det - fortællingen ikke bare er en dyb sondering af tysk historie, men europæisk samme, og den undervejs kommer forbi så mange politiske, kulturelle, sociale og menneskelige aspekter, at man næsten ikke kan undgå at spejle sig i noget. Og hvad kan i øvrigt skifte op gennem livet.

I mine tidlige tyvere, da Die zweite Heimat havde premiere på dansk tv, var det for mit vedkommende Hermann-figuren, hvis første, store kærlighed bliver kvalt af provinsialiteten, sublimeres til kunst og tvinger ham ud i oprør og udbrud. Guderne skal vide, at jeg i de år, og i øvrigt ofte senere, drømte om mit eget Fuchsbau - det kunstnermiljø i München, Hermann bryder ud for at blive en del af - hvor jeg kunne udleve mine kreative fantasier i godt og stimulerende selskab. Og i samme åndedrag fik jeg en sød tand for de avantgarde- og fluxus-metoder, hovedpersonens kreds dyrkede i de vilde 60'ere, som handlingen foregik i. Men da Heimat 3 kom på skærmene, var det landsbykulturens sammenbrud og den eksistentielle forvirring Lulu, Hermanns med mig næsten jævnaldrende datter, i den forbindelse måtte gennemgå, der ramte mig: Her afspejlede andre aspekter af handlingen min - skulle man mene - pæredanske historie, som så altså også viste sig at være tysk... Og hvad angår den originale Heimat, kan jeg drage et utal af paralleller til min egen familiehistorie: Bondeknolden Eduard, som danner umage par med storbypigen Lucie, kunne være min egen farfar, Paul Simon, som emigrerer til Amerika, kunne være min oldefars bror,Victor, og jeg kan på mange måder sammenligne Maria, Hermanns mor, med min mormor. Og hvad angår krigen: Jo, bagefter har næsten alle i Schabbach noget i klemme, men det havde de også her. Vel gav mine oldeforældre i Låsby tyske flygtninge kost og logi under krigen, men bagefter - under pengeombytningen i 1947, som dybest set havde til formål at afdække forretninger mellem danskerne og besættelsesmagten - kom de omvendt i klemme med en større pengesum. Det korte af det lange: Reitz kaster så mange og interessante bolde op i luften, at man som én, der har europæiske rødder og er født i Det 20. Århundrede, nærmest ikke kan undgå at gribe indtil flere af dem, og uanset hvem, du er, kære læser, garanterer jeg for, du også vil finde noget - meget - at identificere dig med! Og for mit eget vedkommende må jeg tilstå, at hvis man vil vide, hvor meget af min egen lyrik fra de senere år (især det allerede semi-legendariske 8600-manus) har sit udspring, skal man blot kigge i Reitz' retning...

Die andere Heimat kommer dog til at gribe ind i et ældre historisk lag, idet den foregår i 1840-43 og skildrer modsætningsforholdet mellem to brødre i Simon-familien: Den drømmende Jakob, som vil udvandre til Brasilien, og Gustav, som forbliver i Schabbach og bliver stamfader til de figurer, man møder senere. Her er identifikationsgrundlaget måske tyndere end tidligere, men spændende bliver projektet utvivlsomt alligevel: Det skal Reitz' grundige research og stærke, fortættede billedsprog nok sørge for. Samtidig skal jeg heller ikke lægge skjul på, at hverken Heimat 3, som blev lettere skamferet pga. økonomiske vanskeligheder, eller den lidt matte Heimat-Fragmente syntes at være rimelige steder for Reitz at afslutte Sin Store Historie, og jeg vil æde min gamle hat på, at han denne gang har sat alle sejl til for at komme værdigt i mål.

Så jeg glæder mig - og glæder mig mere, end jeg har gjort til nogen film i umindelige tider. Og skulle du selv have fået lyst til at stifte nærmere bekendtskab med Heimat-universet, kan du fordybe dig her. 

mandag den 4. marts 2013

Poesien kort


Jeg skal ikke lægge skjul på, at min vinter har været lang, mørk og præget af misstemninger, som har gjort, at jeg intet som helst har foretaget mig her på bloggen i en rum tid. Men på ét punkt har verden ikke stået stille: I kølvandet på udgivelsen af min egen debut, Picnic i Hiroshima - køb den, den er dyr! - er jeg nærmest blevet bombarderet med nye læseoplevelser fra det, man vel i mangel af bedre kan kalde "den poetiske undergrund" (dvs. den række faktisk enormt perspektivrige og talentfulde digtere, Gyldendal, Lindhardt & Ringhof, Rosinante osv. ikke gider røre med en ildtang, fordi de åbenbart mener, at elendigt skrevet, stueren husmoderporno, samlebåndskrimier og poppede selvhjælpsbøger har mere at tilbyde verden!). Og eftersom ingen gider at anmelde noget, som ikke er udgået fra Forfatterskolen eller udkommet på et stort, "velrenommeret" forlag, tænker jeg, at jeg hellere må sætte et par ord på hver. Overskuddet er der fortsat ikke til de lange, dybdegående omtaler, jeg gerne undte flertallet af dem, men selv spartanske udgydelser er - ved jeg nu af erfaring - bedre end slet ingen!

Michael Dyst: Helvede (70 s., Ravnerock, www.ravnerockforlaget.dk, 2012). Et meget velkomment gensyn med den vel eneste lyriker i Danmark, som kan spænde fra asatro over goth til poetry slam uden påfaldende modsætninger. Hvor han sidst, man hørte fra ham i 2010, syntes at have nået en slags stagnationspunkt, er Helvede et værk, der måske mindre udvider paletten end fortsætter i samme gear med en større grad af modenhed og stilsikker sprogbeherskelse. Hvilket i dette tilfælde er en god ting. Dyst er et fænomen, og når litteraturhistorien skal skrives om engang, skal det ikke undre mig, om hans infernalske, nordiske blues bliver stående, mens os andre ender med at blive glemt.

JanPeter Hansen: malerier (44 s., Det Poetiske Bureaus Forlag, www.poet-bureau.dk, 2012). JanPeter vides at have arbejdet i årevis på digtene i denne meget flotte debut, og man ærgrer sig over, at han ikke blot har pakket det ind i en forside, som ikke afslører navnet på forfatteren, men oven i købet har sat bogen i en meget grim skrift: Det er som om, han bevidst forsøger at undersælge sig selv. Så meget sagt vil jeg ikke tøve med at udråbe malerier til en af de flotteste samlinger, som, underground eller ej, er udkommet i år. Arven fra 80’erne – specielt Søren Ulrik Thomsen - og 90’ernes hermetiske lyrik fornægter sig ikke, og teksterne former sig som en kredsen om motiver, som afslører sig selv uden egentlig at klæde sig af. Efter endt læsning ved man, man har oplevet noget, som er stærkt, energisk og uhyre velsmurt – turbocharged, fandeme! - men savner ord for hvad. For visse læsere ville den slags nok være et problem, men som gammel håndværker og nulsøger ved jeg, at JanPeter er one of the best on the block. Man må håbe, at nogen, trods indpakningen, opdager det. Nu har jeg i hvert fald gjort mit.

Karl-Emil Heiberg: Øksen ligger ved træets fod – Johnnydigte (72 s., Det Poetiske Bureaus Forlag, www.poet-bureau.dk). Som titlen antyder en samling, der kredser om en konkret personlighed: Den trængte eksistens Johnny, hvis skæbne ikke følges strengt narrativt, men snarere gennem en lang række punktnedslag i hans bevidsthed. Som Tina Schrøder Lunøe – se længere nede – er Heiberg debutant, men så usvigeligt sikker i både sin sprogbeherskelse og sit greb om hjertetrådene, at man selv som gammel, rutineret rotte simpelthen må bøje sig i støvet. Må jeg kort citere?

Mor der flyder et isbjerg rundt i min mave
på isbjerget står en enlig pingvin og den skriger
Johnny du er et menneske
men det er koldt og ingen andre kan høre den
hvem skulle også kunne det mor
det har vel ingen betydning
engang var der én der sagde til mig at
mest af alt er Nordsøen en følelse

Peter Vind Huss: Kys-bær i møens bryst-bøn (116 s., Forlaget Agersskud, 2012). I starten af 80’erne var Huss ven med salig Michael Strunge og en af de poeter, som var tippet til at blive den næste store. Af forskellige grunde blev det ikke sådan, og siden har han udsendt en lang række bøger af vekslende kvalitet på små, ofte selvdrevne forlag. Denne hører absolut til i den bedre ende: Med en vildtvoksende, saftig og ofte erotisk metaforik føres man gennem tekster, som ind imellem er erindrende, andre gange polemiske, andre gange igen bare euforisk personlige. Ikke alt går lige klart igennem, men det, der gør, er stærkt og uden egentlige paralleller i tiden. Det er en rodebutik, men en givtig af slagsen. Kig gerne ind. 

Per-Olof Johansson: Digte dagen efter (64 s., www.per-olof.dk, 2011). Kernen i dette hæfte er 26 digte, historikeren, debattøren og lyrikveteranen Johansson i 1985 trykte i Allerød Posten. Disse bar alle titlen ”Dagen efter”, og som en kommentar – formoder jeg – er de blevet suppleret op med andre tekster ”dagen efter”, dvs. mange år senere. Temaer og stilgreb er viltre som Per-Olofs kreative hoved, selvom der langt hen ad vejen er tale om en samling hel- og halvrim, men lidt af et overflødighedshorn er hæftet. Man finder hele tiden noget at begejstres over – et vovet rim, en stærk pointe – og er digtene ikke nok, kan man glæde sig over det rige antal illustrationer i forfatterens egen, sirlige streg.

Tina Schrøder Lunøe: Søvn (64 s., Det Poetiske Bureaus Forlag, www.poet-bureau.dk, 2011). Meget smagfuldt bind af 55 tekster, som hver består af 55 ord. Er ingen tilhænger af den slags stive koncepter – og dette virker endda ret vilkårligt – men kvaliteten hæver sig heldigvis op over den slags. I en række koncentrerede situationer, som spænder over både det rå og det blide, det afstumpede og det sensitive, skaber Lunøe sit helt eget personlige, meget feminine univers, som heldigvis hæver sig godt og grundigt over det pæne og prinsesseagtige. Hun er ikke nogen stærk oplæser, men i bogform indbyder hun til nærmere bekendtskab, og Søvn er så absolut noget af det mest gennemførte og fremadrettede, som endnu er udkommet på Det Poetiske Bureaus Forlag. 

Trine Malene Midtgaard: Det orange rum (44 s., Forlaget Mellemgaard, www.mellemgaard.dk, 2012). Nok en debut, denne gang fra en mere moden lyriker med rødder i det midt/vestjyske, som ikke fornægter sig. Hjemstavnspoesi som sådan er der ikke tale om, snarere er familien centrum for en række øjebliksbilleder fra barndommen, som hver især er så rammende, at jeg har svært ved at ryste dem af mig. En ikke decideret nyskabende og ej heller perfekt stilistisk afrundet, men omvendt meget moden, afklaret og stemningsmættet poesi, jeg på den led ikke kan anbefale nok.

Min mormor blev tiden, der
svævede ind og
ud,
længe før hun for vild i mig, og
længe før en lille sort fugl
fløj ind i billedet,
satte sig på en gren, og
blev siddende
måske kunne den ikke andet, og
det varede længe før der kom farver på,
måske ville jeg begynde at græde
hvis jeg havde vidst at næbbet var
orange.

Gittan Sarah O. Pedersen: Lille blik (24 s., PalePoets, 2012) En meget smukt, illustreret lille hæfte i 50 nummererede eksemplarer, der opstod som Twitter-digte på sitet Pale Poets. Man kan mene meget om den begrænsning, som ligger i længden af et tweet – enten udråbe den som en spændetrøje eller en ny tids haikuform – men her fungerer den i et kort, ekspressionistisk præget forløb, som måske godt kunne have været strammet op, så det fremstod helt klart, men er gennemsyret af et meget personligt, rammende og koncentreret billedsprog á la: Tungen lå derinde i sin våde hule. Den ville smage af løgne, hvis jeg lod dig komme derind og De stik af øjne / der punkterede / ansigtets form.

Nana Rømer Dorph Petersen: En duft af stilhed & Silkehaler  (76 s., Ravnens Forlag, www.ravnensforlag.dk, 2012). Dobbelt samling af meget korte, sansemættede digte, der, som tidligere værker, vender tilbage til temaer som kærlighed og tab, men i et bredere perspektiv end vanligt. Ikke alt rammer det niveau af koncentration, som skal til, når man nærmer sig haiku-formen – her dog suppleret af en meget personlig og intens, i glimt sågar erotisk glød - men der er knaldperler nok til mere end at retfærdiggøre købet: i smertens dyb / er kun længslen / efter renhed / tilbage // som et bombekrater. Endnu en dejlig, stilsikker bog fra Dorph Petersen, smagfuldt og diskret illustreret af Paul M. Cederdorff.  

Gamle flammer


En af de mere tvivlsomme fornøjelser, man har, når man bliver ældre, er at se de kunstnere – de navne, som i teenageårene tog én ved hånden og fyldte tilværelsens palet ud med nye, spændende, hidtil ukendte farver – blive, ja, ældre. Forstå mig ret: Alder og erfaring er noget, der rent faktisk har tjent kunstnere som Leonard Cohen, Tom Waits, Johnny Cash og David Bowie, men ser man ret på det, er chancen for, at éns gamle idoler udsender Our danish collection og ender som fyld i teltet ved havnefesten betragteligt større. Se blot på Suede, som med lynets hast forvandlede sig fra et være et radikalt, britisk indierocknavn til at spille op til fadølsparty ved Grøn Koncert. Eller Simple Minds, Dr. Hook, OMD, Smokie, Human League, Procol Harum, T Rex uden Marc Bolan, for pokker!

Indrømmet: Selv som ungersvend havde jeg en smag, som forhindrede det værste af den slags: De folk, jeg virkelig faldt for, havde generelt mere stolthed og sans for kvalitet i sig end de hitlistenavne, som typisk turnerer rundt på et eller andet nostalgitrip efter karrierens afslutning, men let’s face it: Navne som Erasure og Pet Shop Boys fyldte enormt meget i min verden, da jeg i konfirmationsalderen begyndte at opdage musik som et middel til andet end underholdning, og hvad er de i dag ud over greatest hits-shows på landevejen?

Da jeg var kommet mig over det, man måske kan kalde min ”bøssepopfase”, var det Depeche Mode, som blev det store dyr i åbenbaringen, og til min store overraskelse har det faktisk også været dem, som har klaret de efterfølgende årstiers bølgegang bedst. Jo, jeg var ikke helt så tændt på Songs of Faith and Devotion og Ultra som dem, der opdagede bandet i den periode, og efter Exciter var jeg såmænd helt ved at afskrive gruppen. Sounds of the Universe, deres seneste album, var også en noget ujævn affære efter min mening. Men alligevel: Der foregår stadig udviklinger fra plade til plade, David Gahan har aldrig sunget bedre – nu skriver han endda også glimrende sange – og helt forgæves går man aldrig til et nyt udspil. Jo, Sounds of the Universe var rodet, men bød stadig på ”Little Soul” og ”Wrong” – deres stærkeste singler i mange år. Og forgængeren, Playing the Angel, var endda et gennemført mesterværk med skarpe sange, der frygtløst tacklede alderen, forfaldet og desillusionen. Depeche Mode er stadig very much a going concern i min verden – et lysende eksempel for stort set alle andre.

Som f.eks. The Cure, der var ét af de navne, jeg faldt for næstefter – da tøjet så småt blev sort og håret fik lov at gro. Siden deres sidste hovedværk, Bloodflowers – du godeste gud, er den allerede 13 år gammel? – har Robert Smith og drengenes diskografi formet sig som lidt af en forfaldsfortælling. Bevares, den selvbetitlede efterfølger havde sine øjeblikke, men så satte det ellers ind med liveudgivelser en masse, i øvrigt glimrende deluxe-udgaver af fortidens triumfer og endelig 4:13 Dream: Et studie i svage sange, mudrede arrangementer og klynkende selvparodi. I 1996 var det grimt at få Wild Mood Swings – et lignende rodet album – op under neglene, men her døde min entusiasme ret definitivt. Kun et virkelig koncentreret, intenst og nyorienteret værk kan potentielt vække min interesse for dette orkester igen.

New Order er det heller ikke gået godt for. Efter soundtrack-indspilningerne til Control – en film, der ironisk nok hyldede deres fortid som Joy Division – har fortællingen om dem været én stor soap opera. Først skred bassisten Peter Hook i bedste Roger Waters-stil, mens han erklærede gruppen for opløst. Det gad resten af holdet sjovt nok ikke at finde sig i, hvorfor de forsøgte sig med en ny, tredje fase af gruppen under navnet Bad Lieutenant – et stunt, ingen rigtig hoppede på, for det var jo for pokker ikke samme orkester! Hooks modtræk var at starte en hel, lille nostalgi-industri, hvor han solgte basguitarer, som var lavet af gulvbrædder fra The Hacienda, turnerede rundt med gamle Joy Division-albums og endda udsendte et ”nyt” JD-nummer, han havde stykket sammen ud fra antikke kassettebåndsoptagelser. Som om dét ikke var lavt nok, omdøbte Bad Lieutenant sig i al hast til New Order igen og begyndte at turnere med klassisk repertoire. Senest er nye indspilninger – muligvis et album – blevet annonceret. Pointen med dét er givetvis mere at sætte Hook på plads, end det er at skabe ny, stor musik. Jeg forventer mig i hvert fald ikke det store, og én ting er ganske sikker: Salig Ian Curtis vender sig i sin grav!

U2 havde et helt ufatteligt stærkt årti i 90’erne – selv deres udskældte Pop-album vil jeg til enhver tid forsvare som noget af det stærkeste og mest fremadrettede, de har lavet – men begik efter min mening den store fejl at standse op for at ”genopdage deres historie”. Fra og med All that you can’t leave behind (2000), som jeg må tilstå, jeg ikke hører ret tit, er det som om, de helt har mistet orienteringen. How to dismantle an atomic bomb var mindre drevet af kernekraft end et desperat forsøg på at finde tilbage til punk/garagerødderne, og selvom jeg må tilstå, der var lovende, lettere eksperimenterende takter på No line on the horizon – det album har jeg faktisk hørt en del gange – var indtrykket alligevel for blandet til, at jeg syntes, den kreative deroute standsede der. Rygterne siger, at det næste udspil vil indlede en ny, mere radikal fase i U2s karriere, og det ser jeg så absolut frem til, hvis det viser sig at være sandt. I modsat fald vil jeg nok, som med The Cure, trække stikket der. Selv en stor fans tålmodighed kan prøves for hårdt og for længe.

Værst af alle mine gamle idoler er det – og så alligevel ikke – gået Kraftwerk. Da de sidst gav lyd fra sig med Tour de France Soundtracks – det er såmænd ikke mere end 10 år siden, hvilket i deres sammenhæng er kort tid! – var det med et album, som på overfladen var umelodisk og præget af rigid konceptualisme. Med tiden har det dog vist sig, at glemte man først gruppens klassiske synthpop-fase, lod albummet sig faktisk nyde som en gang meget raffineret electrojazz, og jeg er såmænd frisk nok på at høre, hvad der sker i Kling Klang nu. Desværre sker der bare ikke så meget, lader det til. Florian Schneider-Esleben – nogen vil mene, han var gruppens bedste halvdel – gik for efterhånden mange år siden, og Ralf Hütter har efterhånden snakket om en ny plade i tre år nu, uden den har set dagens lys. Gruppens nyere og ret anonyme, men utvivlsomt temmelig dygtige medlemmer har dog gjort det, de kunne, for at holde gryden i kog med interessante apps og kunstbøger, ligesom der stadig spilles greatest hits-koncerter af et niveau, som man må indrømme i det mindste gør Kraftwerk til verdens flotteste, mest gennemførte selvparodi. Man ser dem nok ikke i Bork Havn lige med det første, selvom de godt nok har været i Randers…

Og så er der Suede, som har gjort et comebackforsøg, jeg slet ikke gider at spilde tid på, og Smashing Pumpkins, der måske i 2013 er bedre, end de har været i mange år, men bare ikke længere er Smashing Pumpkins, og Pulp, som heldigvis lod det blive ved et par genforeningskoncerter, og Pink Floyd, der ikke rigtigt kan finde ud af at lave det der sidste, tårevædede reunion-album, man bare véd ligger i kortene, og Bowie, der er blevet gendannet i fin stil, og Morrissey, der bare stadigvæk er Morrissey, og Patti Smith, der ældes som en god, krydret årgangsvin, og Blur, der rent faktisk burde finde ud af det sammen og lave en ny plade, og Oasis, der omsider er gået fra hinanden, men uheldigvis bare er blevet til 2 gange Oasis, og Sonic Youth, der nåede at lave et par plader for meget hen mod slutningen, og Nick Cave og PJ Harvey, der bare bliver bedre og bedre og bedre…

…og så er der mig, der stadig venter på en klar fornemmelse af, hvordan jeg ældes.