mandag den 4. marts 2013

Gamle flammer


En af de mere tvivlsomme fornøjelser, man har, når man bliver ældre, er at se de kunstnere – de navne, som i teenageårene tog én ved hånden og fyldte tilværelsens palet ud med nye, spændende, hidtil ukendte farver – blive, ja, ældre. Forstå mig ret: Alder og erfaring er noget, der rent faktisk har tjent kunstnere som Leonard Cohen, Tom Waits, Johnny Cash og David Bowie, men ser man ret på det, er chancen for, at éns gamle idoler udsender Our danish collection og ender som fyld i teltet ved havnefesten betragteligt større. Se blot på Suede, som med lynets hast forvandlede sig fra et være et radikalt, britisk indierocknavn til at spille op til fadølsparty ved Grøn Koncert. Eller Simple Minds, Dr. Hook, OMD, Smokie, Human League, Procol Harum, T Rex uden Marc Bolan, for pokker!

Indrømmet: Selv som ungersvend havde jeg en smag, som forhindrede det værste af den slags: De folk, jeg virkelig faldt for, havde generelt mere stolthed og sans for kvalitet i sig end de hitlistenavne, som typisk turnerer rundt på et eller andet nostalgitrip efter karrierens afslutning, men let’s face it: Navne som Erasure og Pet Shop Boys fyldte enormt meget i min verden, da jeg i konfirmationsalderen begyndte at opdage musik som et middel til andet end underholdning, og hvad er de i dag ud over greatest hits-shows på landevejen?

Da jeg var kommet mig over det, man måske kan kalde min ”bøssepopfase”, var det Depeche Mode, som blev det store dyr i åbenbaringen, og til min store overraskelse har det faktisk også været dem, som har klaret de efterfølgende årstiers bølgegang bedst. Jo, jeg var ikke helt så tændt på Songs of Faith and Devotion og Ultra som dem, der opdagede bandet i den periode, og efter Exciter var jeg såmænd helt ved at afskrive gruppen. Sounds of the Universe, deres seneste album, var også en noget ujævn affære efter min mening. Men alligevel: Der foregår stadig udviklinger fra plade til plade, David Gahan har aldrig sunget bedre – nu skriver han endda også glimrende sange – og helt forgæves går man aldrig til et nyt udspil. Jo, Sounds of the Universe var rodet, men bød stadig på ”Little Soul” og ”Wrong” – deres stærkeste singler i mange år. Og forgængeren, Playing the Angel, var endda et gennemført mesterværk med skarpe sange, der frygtløst tacklede alderen, forfaldet og desillusionen. Depeche Mode er stadig very much a going concern i min verden – et lysende eksempel for stort set alle andre.

Som f.eks. The Cure, der var ét af de navne, jeg faldt for næstefter – da tøjet så småt blev sort og håret fik lov at gro. Siden deres sidste hovedværk, Bloodflowers – du godeste gud, er den allerede 13 år gammel? – har Robert Smith og drengenes diskografi formet sig som lidt af en forfaldsfortælling. Bevares, den selvbetitlede efterfølger havde sine øjeblikke, men så satte det ellers ind med liveudgivelser en masse, i øvrigt glimrende deluxe-udgaver af fortidens triumfer og endelig 4:13 Dream: Et studie i svage sange, mudrede arrangementer og klynkende selvparodi. I 1996 var det grimt at få Wild Mood Swings – et lignende rodet album – op under neglene, men her døde min entusiasme ret definitivt. Kun et virkelig koncentreret, intenst og nyorienteret værk kan potentielt vække min interesse for dette orkester igen.

New Order er det heller ikke gået godt for. Efter soundtrack-indspilningerne til Control – en film, der ironisk nok hyldede deres fortid som Joy Division – har fortællingen om dem været én stor soap opera. Først skred bassisten Peter Hook i bedste Roger Waters-stil, mens han erklærede gruppen for opløst. Det gad resten af holdet sjovt nok ikke at finde sig i, hvorfor de forsøgte sig med en ny, tredje fase af gruppen under navnet Bad Lieutenant – et stunt, ingen rigtig hoppede på, for det var jo for pokker ikke samme orkester! Hooks modtræk var at starte en hel, lille nostalgi-industri, hvor han solgte basguitarer, som var lavet af gulvbrædder fra The Hacienda, turnerede rundt med gamle Joy Division-albums og endda udsendte et ”nyt” JD-nummer, han havde stykket sammen ud fra antikke kassettebåndsoptagelser. Som om dét ikke var lavt nok, omdøbte Bad Lieutenant sig i al hast til New Order igen og begyndte at turnere med klassisk repertoire. Senest er nye indspilninger – muligvis et album – blevet annonceret. Pointen med dét er givetvis mere at sætte Hook på plads, end det er at skabe ny, stor musik. Jeg forventer mig i hvert fald ikke det store, og én ting er ganske sikker: Salig Ian Curtis vender sig i sin grav!

U2 havde et helt ufatteligt stærkt årti i 90’erne – selv deres udskældte Pop-album vil jeg til enhver tid forsvare som noget af det stærkeste og mest fremadrettede, de har lavet – men begik efter min mening den store fejl at standse op for at ”genopdage deres historie”. Fra og med All that you can’t leave behind (2000), som jeg må tilstå, jeg ikke hører ret tit, er det som om, de helt har mistet orienteringen. How to dismantle an atomic bomb var mindre drevet af kernekraft end et desperat forsøg på at finde tilbage til punk/garagerødderne, og selvom jeg må tilstå, der var lovende, lettere eksperimenterende takter på No line on the horizon – det album har jeg faktisk hørt en del gange – var indtrykket alligevel for blandet til, at jeg syntes, den kreative deroute standsede der. Rygterne siger, at det næste udspil vil indlede en ny, mere radikal fase i U2s karriere, og det ser jeg så absolut frem til, hvis det viser sig at være sandt. I modsat fald vil jeg nok, som med The Cure, trække stikket der. Selv en stor fans tålmodighed kan prøves for hårdt og for længe.

Værst af alle mine gamle idoler er det – og så alligevel ikke – gået Kraftwerk. Da de sidst gav lyd fra sig med Tour de France Soundtracks – det er såmænd ikke mere end 10 år siden, hvilket i deres sammenhæng er kort tid! – var det med et album, som på overfladen var umelodisk og præget af rigid konceptualisme. Med tiden har det dog vist sig, at glemte man først gruppens klassiske synthpop-fase, lod albummet sig faktisk nyde som en gang meget raffineret electrojazz, og jeg er såmænd frisk nok på at høre, hvad der sker i Kling Klang nu. Desværre sker der bare ikke så meget, lader det til. Florian Schneider-Esleben – nogen vil mene, han var gruppens bedste halvdel – gik for efterhånden mange år siden, og Ralf Hütter har efterhånden snakket om en ny plade i tre år nu, uden den har set dagens lys. Gruppens nyere og ret anonyme, men utvivlsomt temmelig dygtige medlemmer har dog gjort det, de kunne, for at holde gryden i kog med interessante apps og kunstbøger, ligesom der stadig spilles greatest hits-koncerter af et niveau, som man må indrømme i det mindste gør Kraftwerk til verdens flotteste, mest gennemførte selvparodi. Man ser dem nok ikke i Bork Havn lige med det første, selvom de godt nok har været i Randers…

Og så er der Suede, som har gjort et comebackforsøg, jeg slet ikke gider at spilde tid på, og Smashing Pumpkins, der måske i 2013 er bedre, end de har været i mange år, men bare ikke længere er Smashing Pumpkins, og Pulp, som heldigvis lod det blive ved et par genforeningskoncerter, og Pink Floyd, der ikke rigtigt kan finde ud af at lave det der sidste, tårevædede reunion-album, man bare véd ligger i kortene, og Bowie, der er blevet gendannet i fin stil, og Morrissey, der bare stadigvæk er Morrissey, og Patti Smith, der ældes som en god, krydret årgangsvin, og Blur, der rent faktisk burde finde ud af det sammen og lave en ny plade, og Oasis, der omsider er gået fra hinanden, men uheldigvis bare er blevet til 2 gange Oasis, og Sonic Youth, der nåede at lave et par plader for meget hen mod slutningen, og Nick Cave og PJ Harvey, der bare bliver bedre og bedre og bedre…

…og så er der mig, der stadig venter på en klar fornemmelse af, hvordan jeg ældes.   

1 kommentar:

  1. Viva la musica ! Hvad skal jeg sige - det er super tanker du har i teksten : du ældes mens musikken har voksværk. I like it.

    SvarSlet