torsdag den 7. marts 2013

Heimat - en hyldest

Jeg har godt nok været langsom i optrækket, men i går nåede den glade nyhed, som i virkeligheden har været officiel i et års tid, mig omsider: Den tyske filminstruktør Edgar Reitz arbejder på et nyt led af sit monumentale Heimat-projekt, der får premiere i år under titlen Die andere Heimat. For dem, som ikke kender det store til værket, kan det oplyses, at det i lang tid blev betegnet som en tv-serie-trilogi bestående af Heimat - eine Deutsche Chronik (1981), Die zweite Heimat - Chronik einer Jugend (1993) og Heimat 3 - Chronik einer Zeitenwende (2004), dog forvarslet af prologen/dokumentarfilmen Geschichten aus den Hunsrückerdörfern (1980) og efterslættet Heimat-Fragmente - die Frauen (2006). Hver del i underkanten af - i visse tilfælde endda over - almindelig spillefilmslængde. I disse serier fulgte man familien Simon i landbyen Schabbach, Hunsrück, hele vejen fra 1. Verdenskrigs afslutning frem til tiden efter Murens fald, og hele tiden med spændingen mellem hjemve og udlængsel, jordbundethed og drømme, i centrum. Endda i en sådan grad, at seriens første led blev kritiseret kraftig for ikke at have Hitler og nazismen som omdrejningspunkt, men i stedet skildre almindeligt tysk landsbyliv under bl.a. Holocaust. Alt sammen med stærke, poetiske manuskripter og en varm, innovativ billedside, som især har fået karakter via brugen af det egentlig dybt antikverede Arriflex-kamera, Reitz har benyttet gennem snart sagt hele sin karriere, der rækker tilbage til 50'erne.

Grunden til, at nyheden har fået mig helt op på naglerne, er ikke blot, at Reitz er - full stop - min favoritinstruktør, og at Heimat-projektet er kronen på hans indtil videre 80-årige livsværk, men også, at denne store fortælling i en helt særlig grad er kravlet ind under huden på mig. Jeg er i øvrigt ikke den eneste: Med udgangspunkt i serierne er der opstået en helt særlig turisme i Hunsrück-området, hvor Reitz-fans kan blive guidet rundt til lokaliteter, som ikke blot har indgået som filmkulisser, men også hidrører instruktørens egen familiehistorie, som Heimat både direkte og indirekte afspejler. Hvorfor? Sikkert fordi - som jeg også føler det - fortællingen ikke bare er en dyb sondering af tysk historie, men europæisk samme, og den undervejs kommer forbi så mange politiske, kulturelle, sociale og menneskelige aspekter, at man næsten ikke kan undgå at spejle sig i noget. Og hvad kan i øvrigt skifte op gennem livet.

I mine tidlige tyvere, da Die zweite Heimat havde premiere på dansk tv, var det for mit vedkommende Hermann-figuren, hvis første, store kærlighed bliver kvalt af provinsialiteten, sublimeres til kunst og tvinger ham ud i oprør og udbrud. Guderne skal vide, at jeg i de år, og i øvrigt ofte senere, drømte om mit eget Fuchsbau - det kunstnermiljø i München, Hermann bryder ud for at blive en del af - hvor jeg kunne udleve mine kreative fantasier i godt og stimulerende selskab. Og i samme åndedrag fik jeg en sød tand for de avantgarde- og fluxus-metoder, hovedpersonens kreds dyrkede i de vilde 60'ere, som handlingen foregik i. Men da Heimat 3 kom på skærmene, var det landsbykulturens sammenbrud og den eksistentielle forvirring Lulu, Hermanns med mig næsten jævnaldrende datter, i den forbindelse måtte gennemgå, der ramte mig: Her afspejlede andre aspekter af handlingen min - skulle man mene - pæredanske historie, som så altså også viste sig at være tysk... Og hvad angår den originale Heimat, kan jeg drage et utal af paralleller til min egen familiehistorie: Bondeknolden Eduard, som danner umage par med storbypigen Lucie, kunne være min egen farfar, Paul Simon, som emigrerer til Amerika, kunne være min oldefars bror,Victor, og jeg kan på mange måder sammenligne Maria, Hermanns mor, med min mormor. Og hvad angår krigen: Jo, bagefter har næsten alle i Schabbach noget i klemme, men det havde de også her. Vel gav mine oldeforældre i Låsby tyske flygtninge kost og logi under krigen, men bagefter - under pengeombytningen i 1947, som dybest set havde til formål at afdække forretninger mellem danskerne og besættelsesmagten - kom de omvendt i klemme med en større pengesum. Det korte af det lange: Reitz kaster så mange og interessante bolde op i luften, at man som én, der har europæiske rødder og er født i Det 20. Århundrede, nærmest ikke kan undgå at gribe indtil flere af dem, og uanset hvem, du er, kære læser, garanterer jeg for, du også vil finde noget - meget - at identificere dig med! Og for mit eget vedkommende må jeg tilstå, at hvis man vil vide, hvor meget af min egen lyrik fra de senere år (især det allerede semi-legendariske 8600-manus) har sit udspring, skal man blot kigge i Reitz' retning...

Die andere Heimat kommer dog til at gribe ind i et ældre historisk lag, idet den foregår i 1840-43 og skildrer modsætningsforholdet mellem to brødre i Simon-familien: Den drømmende Jakob, som vil udvandre til Brasilien, og Gustav, som forbliver i Schabbach og bliver stamfader til de figurer, man møder senere. Her er identifikationsgrundlaget måske tyndere end tidligere, men spændende bliver projektet utvivlsomt alligevel: Det skal Reitz' grundige research og stærke, fortættede billedsprog nok sørge for. Samtidig skal jeg heller ikke lægge skjul på, at hverken Heimat 3, som blev lettere skamferet pga. økonomiske vanskeligheder, eller den lidt matte Heimat-Fragmente syntes at være rimelige steder for Reitz at afslutte Sin Store Historie, og jeg vil æde min gamle hat på, at han denne gang har sat alle sejl til for at komme værdigt i mål.

Så jeg glæder mig - og glæder mig mere, end jeg har gjort til nogen film i umindelige tider. Og skulle du selv have fået lyst til at stifte nærmere bekendtskab med Heimat-universet, kan du fordybe dig her. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar