mandag den 4. marts 2013

Poesien kort


Jeg skal ikke lægge skjul på, at min vinter har været lang, mørk og præget af misstemninger, som har gjort, at jeg intet som helst har foretaget mig her på bloggen i en rum tid. Men på ét punkt har verden ikke stået stille: I kølvandet på udgivelsen af min egen debut, Picnic i Hiroshima - køb den, den er dyr! - er jeg nærmest blevet bombarderet med nye læseoplevelser fra det, man vel i mangel af bedre kan kalde "den poetiske undergrund" (dvs. den række faktisk enormt perspektivrige og talentfulde digtere, Gyldendal, Lindhardt & Ringhof, Rosinante osv. ikke gider røre med en ildtang, fordi de åbenbart mener, at elendigt skrevet, stueren husmoderporno, samlebåndskrimier og poppede selvhjælpsbøger har mere at tilbyde verden!). Og eftersom ingen gider at anmelde noget, som ikke er udgået fra Forfatterskolen eller udkommet på et stort, "velrenommeret" forlag, tænker jeg, at jeg hellere må sætte et par ord på hver. Overskuddet er der fortsat ikke til de lange, dybdegående omtaler, jeg gerne undte flertallet af dem, men selv spartanske udgydelser er - ved jeg nu af erfaring - bedre end slet ingen!

Michael Dyst: Helvede (70 s., Ravnerock, www.ravnerockforlaget.dk, 2012). Et meget velkomment gensyn med den vel eneste lyriker i Danmark, som kan spænde fra asatro over goth til poetry slam uden påfaldende modsætninger. Hvor han sidst, man hørte fra ham i 2010, syntes at have nået en slags stagnationspunkt, er Helvede et værk, der måske mindre udvider paletten end fortsætter i samme gear med en større grad af modenhed og stilsikker sprogbeherskelse. Hvilket i dette tilfælde er en god ting. Dyst er et fænomen, og når litteraturhistorien skal skrives om engang, skal det ikke undre mig, om hans infernalske, nordiske blues bliver stående, mens os andre ender med at blive glemt.

JanPeter Hansen: malerier (44 s., Det Poetiske Bureaus Forlag, www.poet-bureau.dk, 2012). JanPeter vides at have arbejdet i årevis på digtene i denne meget flotte debut, og man ærgrer sig over, at han ikke blot har pakket det ind i en forside, som ikke afslører navnet på forfatteren, men oven i købet har sat bogen i en meget grim skrift: Det er som om, han bevidst forsøger at undersælge sig selv. Så meget sagt vil jeg ikke tøve med at udråbe malerier til en af de flotteste samlinger, som, underground eller ej, er udkommet i år. Arven fra 80’erne – specielt Søren Ulrik Thomsen - og 90’ernes hermetiske lyrik fornægter sig ikke, og teksterne former sig som en kredsen om motiver, som afslører sig selv uden egentlig at klæde sig af. Efter endt læsning ved man, man har oplevet noget, som er stærkt, energisk og uhyre velsmurt – turbocharged, fandeme! - men savner ord for hvad. For visse læsere ville den slags nok være et problem, men som gammel håndværker og nulsøger ved jeg, at JanPeter er one of the best on the block. Man må håbe, at nogen, trods indpakningen, opdager det. Nu har jeg i hvert fald gjort mit.

Karl-Emil Heiberg: Øksen ligger ved træets fod – Johnnydigte (72 s., Det Poetiske Bureaus Forlag, www.poet-bureau.dk). Som titlen antyder en samling, der kredser om en konkret personlighed: Den trængte eksistens Johnny, hvis skæbne ikke følges strengt narrativt, men snarere gennem en lang række punktnedslag i hans bevidsthed. Som Tina Schrøder Lunøe – se længere nede – er Heiberg debutant, men så usvigeligt sikker i både sin sprogbeherskelse og sit greb om hjertetrådene, at man selv som gammel, rutineret rotte simpelthen må bøje sig i støvet. Må jeg kort citere?

Mor der flyder et isbjerg rundt i min mave
på isbjerget står en enlig pingvin og den skriger
Johnny du er et menneske
men det er koldt og ingen andre kan høre den
hvem skulle også kunne det mor
det har vel ingen betydning
engang var der én der sagde til mig at
mest af alt er Nordsøen en følelse

Peter Vind Huss: Kys-bær i møens bryst-bøn (116 s., Forlaget Agersskud, 2012). I starten af 80’erne var Huss ven med salig Michael Strunge og en af de poeter, som var tippet til at blive den næste store. Af forskellige grunde blev det ikke sådan, og siden har han udsendt en lang række bøger af vekslende kvalitet på små, ofte selvdrevne forlag. Denne hører absolut til i den bedre ende: Med en vildtvoksende, saftig og ofte erotisk metaforik føres man gennem tekster, som ind imellem er erindrende, andre gange polemiske, andre gange igen bare euforisk personlige. Ikke alt går lige klart igennem, men det, der gør, er stærkt og uden egentlige paralleller i tiden. Det er en rodebutik, men en givtig af slagsen. Kig gerne ind. 

Per-Olof Johansson: Digte dagen efter (64 s., www.per-olof.dk, 2011). Kernen i dette hæfte er 26 digte, historikeren, debattøren og lyrikveteranen Johansson i 1985 trykte i Allerød Posten. Disse bar alle titlen ”Dagen efter”, og som en kommentar – formoder jeg – er de blevet suppleret op med andre tekster ”dagen efter”, dvs. mange år senere. Temaer og stilgreb er viltre som Per-Olofs kreative hoved, selvom der langt hen ad vejen er tale om en samling hel- og halvrim, men lidt af et overflødighedshorn er hæftet. Man finder hele tiden noget at begejstres over – et vovet rim, en stærk pointe – og er digtene ikke nok, kan man glæde sig over det rige antal illustrationer i forfatterens egen, sirlige streg.

Tina Schrøder Lunøe: Søvn (64 s., Det Poetiske Bureaus Forlag, www.poet-bureau.dk, 2011). Meget smagfuldt bind af 55 tekster, som hver består af 55 ord. Er ingen tilhænger af den slags stive koncepter – og dette virker endda ret vilkårligt – men kvaliteten hæver sig heldigvis op over den slags. I en række koncentrerede situationer, som spænder over både det rå og det blide, det afstumpede og det sensitive, skaber Lunøe sit helt eget personlige, meget feminine univers, som heldigvis hæver sig godt og grundigt over det pæne og prinsesseagtige. Hun er ikke nogen stærk oplæser, men i bogform indbyder hun til nærmere bekendtskab, og Søvn er så absolut noget af det mest gennemførte og fremadrettede, som endnu er udkommet på Det Poetiske Bureaus Forlag. 

Trine Malene Midtgaard: Det orange rum (44 s., Forlaget Mellemgaard, www.mellemgaard.dk, 2012). Nok en debut, denne gang fra en mere moden lyriker med rødder i det midt/vestjyske, som ikke fornægter sig. Hjemstavnspoesi som sådan er der ikke tale om, snarere er familien centrum for en række øjebliksbilleder fra barndommen, som hver især er så rammende, at jeg har svært ved at ryste dem af mig. En ikke decideret nyskabende og ej heller perfekt stilistisk afrundet, men omvendt meget moden, afklaret og stemningsmættet poesi, jeg på den led ikke kan anbefale nok.

Min mormor blev tiden, der
svævede ind og
ud,
længe før hun for vild i mig, og
længe før en lille sort fugl
fløj ind i billedet,
satte sig på en gren, og
blev siddende
måske kunne den ikke andet, og
det varede længe før der kom farver på,
måske ville jeg begynde at græde
hvis jeg havde vidst at næbbet var
orange.

Gittan Sarah O. Pedersen: Lille blik (24 s., PalePoets, 2012) En meget smukt, illustreret lille hæfte i 50 nummererede eksemplarer, der opstod som Twitter-digte på sitet Pale Poets. Man kan mene meget om den begrænsning, som ligger i længden af et tweet – enten udråbe den som en spændetrøje eller en ny tids haikuform – men her fungerer den i et kort, ekspressionistisk præget forløb, som måske godt kunne have været strammet op, så det fremstod helt klart, men er gennemsyret af et meget personligt, rammende og koncentreret billedsprog á la: Tungen lå derinde i sin våde hule. Den ville smage af løgne, hvis jeg lod dig komme derind og De stik af øjne / der punkterede / ansigtets form.

Nana Rømer Dorph Petersen: En duft af stilhed & Silkehaler  (76 s., Ravnens Forlag, www.ravnensforlag.dk, 2012). Dobbelt samling af meget korte, sansemættede digte, der, som tidligere værker, vender tilbage til temaer som kærlighed og tab, men i et bredere perspektiv end vanligt. Ikke alt rammer det niveau af koncentration, som skal til, når man nærmer sig haiku-formen – her dog suppleret af en meget personlig og intens, i glimt sågar erotisk glød - men der er knaldperler nok til mere end at retfærdiggøre købet: i smertens dyb / er kun længslen / efter renhed / tilbage // som et bombekrater. Endnu en dejlig, stilsikker bog fra Dorph Petersen, smagfuldt og diskret illustreret af Paul M. Cederdorff.  

3 kommentarer:

  1. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet
  2. DU ER SYG BAUNBÆK

    SvarSlet
  3. SYGE BAUNBÆK!!!!

    SvarSlet