mandag den 25. marts 2013

Spredte arbejdsnoter


Savner skrivemaskinen. Kan godt lide friheden i det håndskrevne ark, som hverken binder eller forpligter. Til gengæld maner det heller ikke til koncentration: Man ved, at det, man kradser ned på tilfældige papirslipper i "inspirerede øjeblikke", ikke har en permanent karakter, men senere skal tastes ind og viderebearbejdes. Når man så sidder og taster ind på computeren, gør man sig ganske vist noget mere umage, fordi man ved, at det, man når frem til, kan nå andres øjne. Men selve den digitale form gør, at man altid kan lave tingene om, hvilket trods alt indbyder til en vis largeness. Men skrivemaskinen - f.eks. den skrivemaskine, jeg hakkede mine første bidrag til Hvedekorn ind på først i 90'erne - er en nådesløs dommer! Tast forkert bare én gang, brug bare ét uovervejet ord, og du er toast! I hvert fald skal du skrive hele siden om, før du kan komme videre med noget som helst, og tro mig: Det kan få enhver til at gøre sig umage. Og vil man måle sig med de "store gamle" - hvilket de færreste i dag er i stand til, mig selv muligvis inkluderet - er det den slags umage, som skal til...


***


At arbejde ud fra en poetik er en begrænsning, ikke en åbning. Det er unødig reduktionisme af éns personlighed, som er og bør være mangefacetteret. Jo, hver enkelt bog synes at stille krav om en vis konsekvens, en vis sideordning af form og indhold, som er specifik for netop dét værk: I know and respect this as a fact. Men det er og bliver en konstruktion - noget, man foretager for ikke at forvirre forlæggere, læsere og anmeldere unødigt. Af samme årsag har jeg over de seneste par år gjort det til en god vane at skrive i flere spor ad gangen: Tanken om at låse mig inde med et bestemt diktum - at skrive 55 digte på 55 ord, som en kollega for nylig har gjort - og kun koncentrere mig om dét, virker for mig som rendyrket masochisme. Vi er i live, for fanden, og vi bør skrive som om, vi er det.


***


Morede mig meget over, at forlaget ved udgivelsen af Picnic i Hiroshima valgte at præsentere mig som "beatlegenden fra Midtjylland". For det første har jeg ikke boet fast i Midtjylland i 20 år, for det andet anså ingen dér mig for at være en legende, for det tredje kan jeg kun le af at få det, jeg står for, reduceret til at være "beatpoesi". Jo, dén bog trak på specielt Ginsberg, Ferlinghetti og Turéll, men også på Bo Hr. Hansen, Knud Sørensen, Jacques Prévert, hvem har vi, og beatformen var bare dét værks samlende element. Når efterfølgeren, 8600, engang kommer ud, kan jeg allerede se, hvordan jeg vil blive udråbt til en moderne hjemstavnsdigter og slået i hartkorn med alle fra Aakjær (som jeg ikke har overrendt) til Johannes V. Jensen (som jeg har, men altid med en vis skepsis). Pt. aner jeg ikke, hvad der kommer næstefter, men alt efter, hvad det bliver, vil jeg blive kogt ned til at være enten en nihilistisk centrallyriker, en humoristisk haikufætter, en magisk realist, en opdateret Halfdan Rasmussen, postpunk-udgaven af Villy Sørensen eller noget andet tilsvarende komisk. Og det hele vil naturligvis være løgn og latin. Jeg er et menneske. Jeg har ingen problemer med at rumme det hele.


***


Mit problem med prosa er ikke, som det åbenbart var for Højholt, at få den til at vare: Af erfaring ved jeg, at det er muligt for mig at definere et emnefelt, som jeg på én led kan gå til med en vis idé om, hvor det hele skal ende, på en anden kan boltre mig frit i uden helt at vide, hvad der venter rundt om hjørnet. Nej, mit problem med specielt romangenren er, tror jeg, at jeg ikke holder af spredning. Hvorfor bruge side op og side ned på at forklare det, som kan rammes med ét ord eller én gestus? Hvorfor bruge uger på en udførlig personbeskrivelse, når man implicit kan gøre det med meget få greb og ord? Selv som læser har jeg det sådan: Med Ringenes Herre som eneste undtagelse - i betragtning af, at den bog formåede at skabe et helt, rigt detaljeret univers var den i øvrigt også kortfattet - har jeg altid holdt mest af romaner, som udspillede sig i små, koncentrerede ryk - med William Heinesens Tårnet ved Verdens Ende som et godt eksempel. Der var ikke så meget pis med dén bog: Bare små, tætte fragmenter, som tilsammen dannede en ufatteligt dyb, nærværende helhed. Men let's face it: I en tid, hvor de fleste har svært ved at fordøje et afsnit af Paradise Hotel, nytter det nok ikke det store at skrive sådan. Og det gør jeg. Derfor er jeg pt. ikke kommet længere end til forsigtige forsøg med novelleformen: Det er bouillonterninger, jeg fremstiller, og jeg har aldrig været den store ynder af suppe.


***


Works in progress:


Dialogos - små fortællinger og situationer i rendyrket dialogform. Idéen er ikke ny: Jeg må tilstå, den er lånt fra Helle Helle, som havde en enkelt tekst af den type i Rester, men hvor hun lod den stå for sig selv som et eksperiment, udbygger jeg - delvist inspireret af Sokrates' metode - formen til en genre. Tematisk er sprogets utilstrækkelighed det centrale, men kapslet ind i scenarier af en mere eller mindre absurd karakter. Er allerede ganske mange tekster inde i projektet: Formen morer mig, fordi den tillader mig at udnytte enhver tænkelig diskurs. Selv den mest stupide.

Lignelser - et projekt, jeg har ganske svært ved at beskrive. Jo, som overskriften antyder, er der tale om små, moralske fortællinger á la dem, Jesus benytter sig af i Det Nye Testamente, og han optræder da også selv under en lille smuttur til Tokkekøb Hegn, men moralerne er ikke altid kristelige, situationerne ofte temmelig syrede, tonen ikke nødvendigvis høvisk. I min udformning toner lignelsen endog til tider ud i fablen. Med andre ord: Lignelser er  for mig en legestue, hvor alt er tilladt så længe, det lader sig sammenfatte, og netop derfor er dén idé også ganske langt fremme.

Novellesamling - indtil videre en "affaldsskakt" for de længere prosatekster, jeg har skrevet gennem de seneste par år. Nogle af dem tenderer magisk realisme, andre sender sonder ned i parforholdet og det modsatte, andre igen stikker af i yderligere retninger. Sandsynligvis ikke én bog, men mindst to. Under alle omstændigheder en spændende rodebunke.

Troldene under grillen - børnerim for voksne, hvis nærmeste paralleller set herfra må søges hos folk som Strid og Rune T. Kidde, selvom andre tit har nævnt Halfdan Rasmussen. En sparsom, men afholdt åre. Her er der plads til både det skæve, det satiriske, det tragiske og det humoristiske, mens eventyr og virkelighed blandes sammen i én pærevælling, men formen er uventet krævende, og det, jeg ser for mig en dag, er en lille, koncentreret bog med masser af illustrationer.

Rimet digtsamling - til en vis grad et protestprojekt, som opstod for nogle år siden, da en kollega udsendte en uretfærdigt rost samling digte i rimet form, som haltede fuldstændig utilladeligt mht. både metrik og rimstillinger. Har altid været optaget af klassikere som Sophus Claussen, Staffeldt og Thøger Larsen, der rent faktisk kunne deres håndværk, og min intention har været at opdatere arven fra disse i en helt moderne, ubesværet form. Men med den slags forbilleder sætter selvkritikken ind... Rummer i øvrigt en digtkreds om tarottens Major Arkana, som jeg håber, jeg kan få til at makke ret.  

1 kommentar:

  1. Du kunne få godt af, at gæste det store hav

    SvarSlet