onsdag den 26. juni 2013

Gamle mænd med ny software


Jeg kan ikke lide downloads. Så er det sagt. Jeg ved godt, de er billige, jeg ved godt, de er praktiske, og jeg ved godt, at henter man et volumen musik, som svarer til en cd eller en lp, ned fra nettet, får man ikke grimme kunstværker ind i sit hjem, som kan bryde med den evigt saliggørende minimalistiske stil. Men lyden er crap, artworket er crap, og kun gamle tosser som mig kan rent faktisk finde på at smide andet end singler fra diverse albums ned på harddisken!

Denne gamle idiot køber derfor stadig cd’er så længe, det kan lade sig gøre (min grammofon er desværre kaput), og gennem dette forår er det faktisk ikke blevet til så få. Købene har – uden jeg egentlig tænkte over det – delt sig i to hovedretninger: 1) Nye udgivelser fra ikonerne i den genre, som i gamle dage hed synthpop og 2) Blandet weirdness fra den tyske, amerikanske og britiske rockundergrund 1970 – 1985. Her følger derfor – som første del af en føljeton – omtaler af fire projekter med rødder i 80’ernes elektroniske musikscene, som for nylig har sluppet albums med nyt eller uudgivet materiale.

OMD har efterhånden en lang og kroget historie bag sig - i 90'erme endte "gruppen", som ellers i sin tid var slyngvenner med selveste Joy Division, endda med at være et poppet soloprojekt for Andy McCluskey, som, da succesen fra 80'erne ebbede, blev den lyssky bagmand i Atomic Kitten! Da han lagde til land, havde jeg forlængst opgivet OMD som kunstnerisk holdbart projekt, og selvom han senere fandt sammen med den gamle makker Paul Humphreys - konstellationen fra klassikere som Orchestral Maneuvres in the Dark (1980), Architecture & Moralty (1981) og Dazzle Ships (1983) - for at lave restmåltidet The History of Modern, må jeg nok tilstå, jeg ikke følte mig fristet til at smage på det. My bad, tror jeg. Da meldingerne begyndte at komme ind omkring den nys udsendte English Electric, kunne jeg i hvert fald ikke lade være med at sondere terrænet på YouTube, og det varede ikke længe. før jeg måtte erkende, at OMD ikke kun var tilbage i god stil, men også som jeg ville have dem: Romantiske, nørdede, sarkastiske og rammende på én og samme tid.

Det smukke ved gruppen - specielt på Architecture & Moralty - har altid været den måde, den i sine bedste stunder har formået at få sine svagheder til at gå op i en højere enhed på. De er ikke store poeter, men snarere halvstuderede væsener, der kaster rundt med historiske og videnskabelige referencer med intuitionen som kompas. De elsker helt indlysende Kraftwerk, men tyer tit til melodier, som kunne høre 50'ernes mest sukkersøde hitlistemusik til. Store musikere er de egentlig heller ikke, hvilket på deres bedste udspil har ført til en bizar, men herlig kombination af amatøristisk skramlen og ekstremt ambitiøse arrangementer: Hør blot "The New Stone Age" og "Sealand" - begge sange fra ovennævnte album - som henholdsvis er det mest brutale og mest lindrende eksempel på elektronisk koldkrigspop med punkerfaringen i bagagen. Med English Electric - en konceptuel hyldest til de mere positive forestillinger om fremtiden, der aldrig blev virkelighed - er både charmen og kanten tilbage, og det helt fornemme er, at det sker i et moderne setting. Store dele af albummet er som revet ud af Douglas Couplands bedste bøger, og selvom lyden er klassisk OMD - med lidt ekstra referencer til guderne i Kraftwerk hist og her - fornemmer man, at et fænomen som click'n'cut ikke er gået helt hen over hovedet på Humphreys og McCluskey. Hør blot collagen "Atomic Ranch" – en samling nostalgisk-futuristiske slogans, som, efter ordene ”I want a future so bright that it burns my eyes” – ender i en regulær lydnedsmeltning. Albummet byder på flere lignende vignetter, der sender klare hilsner til Dazzle Ships – et album, som i sig selv opbygningsmæssigt pegede tilbage på heltenes Radio Aktivität – men i en absolut moderniseret form, som får dem til at virke friske og givende.

Det samme kan siges om de mere udbyggede sange. Førstesinglen ”Metroland” er i radioudgaven ganske fin, men i den over 7 minutter lange albumversion får denne kærlige pastiche af Kraftwerks ”Europa Endlos” den fornødne tid til både at være smægtende popsang og minimalistisk, messende dansemonster Bravo! ”Kissing the Machine”, hvor selveste Karl Bartos medvirker, er måske ikke ligefrem albummets højdepunkt, men ikke desto mindre en net lille electropop-sang, som på en god måde afrunder idolernes hyldest til idolerne. Anderledes spændende er ”The Future Will Be Silent” – reelt en udbygget vignet, som dog tager tempo og karakter i egen ret og bringer mindelser om et raveparty, der bliver bombet med napalm. Men ellers er der fine sange som ”Night Café”, ”Helen of Troy”, "Dresden” og ”Final Song”, som måske ikke lægger det store til OMD-universet. Til gengæld har det sjældent lydt så forfinet enkelt og effektivt. Og som det store højdepunkt får man ”Our System”: En af de ambitiøse, lettere proggede sange, man på de tidlige albums kunne støde på i form af numre som ”Stanlow” eller ovennævnte ”Sealand”, men denne gang krydret med livetrommer, storladne korarrangementer og, som rosinen i pølseenden, signaler fra rumsonden Voyager 1, som i skrivende stund er på vej ud ad dette solsystem. Her i huset var ikke et øje tørt, og jeg vil ikke tøve med at udråbe English Electric som det stærkeste comeback-album, jeg har hørt siden New Orders Get Ready tilbage i 2001!


Apropos New Order – også kendt som OMD’s gamle venner i Joy Division – kan man med en vis ret diskutere, om deres karriere endte tilbage i 2007, hvor den endda særdeles karakteristiske bassist Peter Hook forlod opstillingen. Nu om stunder findes der et New Order, som turnerer (inkl. et stk. stærkt Hook-lydende bassist) med stor succes og endda er i gang med nye indspilninger, men jeg er nok ikke den eneste gamle fan, for hvem dette band føles som noget af en sekundavare. Godt, at samtlige parter derfor til sidst blev enige om at udsende Lost Sirens først på året – en bunke numre fra indspilningen af svanesangen Waiting for the Siren’s Call, som blev sorteret fra med henblik på en hurtig opfølger. Andre steder har anmeldelserne været stærkt svingende – sikkert af den grund, at det, som i virkeligheden var en stak avancerede demoer, er blevet vurderet som et færdigt og fintunet album. Her holder jeg mig til essensen: Holder idéerne?

”I’ll Stay With You” er en tvilling til ”Who’s Joe?” fra søsteralbummet: En lavmælt perle, som ganske vist indledes med næsten industrielle programmeringer, men ellers er indfølt og florlet i konstruktionen. Måske ikke klistret til med hooklines, men til gengæld mættet med stemning. En fin åbner, som bliver efterfulgt af ”Sugarcane”: En skamløst disco-inspireret sang, som med lidt ekstra arbejde kunne have været en fornem single. Så kommer ””Recoil” – en atmosfærisk jazz/latin-sag, hvor Bernard Sumner ikke blot synger, så det er en drøm, men Hook virkelig tryller på bassen: Hør her, hvorfor det nuværende New Order aldrig kan blive New Order! I gruppens samlede katalog er det måske kun sange som ”Guilty Partner” fra mesterværket Technique (1989) og ”We All Stand” fra Power Corruption & Lies (1983), som har været i nærheden af samme territorium, og af den grund alene er ”Recoil” interessant, men lyt selv. Så fornemt henført sensommer-skønhed har de alligevel aldrig bedrevet før.

”Californian Grass”: Stærkt omkvæd, svage vers. Måske for meget græs, californisk eller ej? Her ligger der et fint nummer og ulmer, men skal jeg pege på et svagt punkt, er det her. New Order lyder lidt for meget som sig selv – og lidt for dovne. Godt, at man så får ”Hellbent” bagefter – en type single, som næppe ville gå i dag, men ikke desto mindre virker færdig, gennemarbejdet og kraftfuld. Stærkere endnu er dog ”Shake It Up”, hvor et effektivt electrobeat kombineres med seriøst smadrede guitarer og et omkvæd, dårligere bands ville dræbe for. ”I’ve Got a Feeling” er endnu en potentiel single, men mest i melodisk henseende: Arrangementet er typisk for gruppen, lydene lidt kedelige. Nej, så hellere Stuart Price’s brillante crazy World-mix af ”I Told You So” – et nummer, som rent faktisk nåede med på Waiting… i en noget udvandet version. Jo, det er én stor hyldest til Velvet Underground komplet med Moe Tucker-tønder, messende guitar og en overordnet, sumpet fornemmelse, men sammen med ”Recoil” er dette nummeret fra Lost Sirens, som vil blive husket af fans og kendere.

Det faktum taget i betragtning, at Waiting… var et noget overproduceret album, som tilmed var alt for langt, må man dog alt i alt sige, at Lost Sirens er en værdigere svanesang for Manchesters største musikalske stolthed gennem tiderne. Hvad der kommer bagefter? Forholder mig åbent, men regner med at sætte punktum her.  


Da man sidst hørte fra B.E.F. (British Electric Foundation), var de en duo bestående af Ian Marsh og Martyn Ware, som i sin tid forlod The Human League i utilfredshed over gruppens stadigt mere poppede retning. Siden fik de selv - absurd nok - en enorm succes som feterede pop-producere for bl.a. Tina Turner, før de i nogle år henslæbte tilværelsen på retro-scenerne. Ser man bort fra mesterværket Music for Stowaways (1981), tegnes hovedstrømmen i foretagendets produktion af serien Music of Quality & Distinction, hvor det andet og seneste volumen blev udsendt i 1992: En række på to albums, hvor skiftende vokalister sang til duoens fortolkninger af musikalsk arvegods fra 60'erne og 70'erne. I takt med, at B.E.F. mistede fodfæstet, var jeg næppe den eneste, som tænkte, at der aldrig ville komme en del 3, men selvom "holdet" i 2013 kun udgøres af Martyn Ware samt diverse studiemusikere, har det ikke blot materialiseret sig i kraft af Music of Quality & Distinction 3: Dark. Faktisk er udspillet det til dato bedste i serien!

Måske handlede det om, at Ware følte, det var do or die denne gang - i de ganske uvant udførlige covernoter, som understreger, at projektet denne gang er et ubetinget hjertebarn, mere end antydes det i hvert fald, at de mange vokalister, som kom ombord, mere var motiverede af materialet end de penge, som førhen automatisk fulgte med en indspilning i B.E.F.-regi, ligesom det indrømmes, at størstedelen blev undfanget i hovedmandens hjemmestudie. Men resultaterne taler for sig selv.

Et jævnt album er Dark ikke. Specielt de to "bonustracks" - målt i forhold til hvad? - er i bedste fald det, de bliver annonceret som. Jeg elsker "The Day Before You Came" med ABBA for dens underspillede, kerneskandinaviske drama, men med Maxim på gæstevokal får Ware kun en flad omgang flødebollepop ud af stoffet, og "Co-pilot to Pilot" med Kelly Barnes er måske nok overbevisende hitlistemusik, der sælger sangerindens stemmepragt, men når projektet er at servere gamle schlagere fra en ny, dyster vinkel...

Hovedproblemet på Dark er, at Ware er splittet mellem to fortider, han ikke kan forene i ét nu. Han var manden, som skabte smældende, eksperimenterende, besk electropop med Human League og det tidlige Heaven 17, men som sagt også ham, der relancerede Tina Turner med glatte, slikkede storproduktioner. På dette album, som mest lægger op til at demonstrere den førstnævnte side af hans talent, kan han simpelthen ikke lade være med at blande de to verdener sammen som om, han ikke har fattet, at andre og væsentligt mere relevante navne forlængst har erstattet ham på hitmagersiden. Bevares: Respekt for, at han på "Every Time I See You I Go Wild" relancerer Kim Wilde - hendes stemme er i øvrigt blevet bemærkelsesværdigt moden og soulet med årene - i et småindustrielt setting, og jeg skal ærligt indrømme, at gode, gamle Sandie Shaw på suveræn vis får "Just Walk in My Shoes" til at swinge. Green Gartside fra Scritti Politti gør en obligatorisk god figur i den glatte, men indfølte "Didn't I Blow Your Mind This Time", ligesom det hverken er Billie Godfreys eller Shingai Shoniwas skyld, at hverken den ortokse "God Only Knows" (Beach Boys) eller den uklædeligt underspillede "Smalltown Boy" (Bronski Beat) mislykkes. Men styrken på albummet ligger andre steder. Den ligger i Kate Jacksons lange, sukkende fortolkning af Blondies "Picture This", der ankommer komplet med klingende klaverer, strygersug og atmosfæriske, suggestive lydtæpper. Den ligger i Glenn Gregorys - genforén Heaven 17 nu! - tyste, trykkende udgaver af The Associates' "Party Fears Two" og Frank Sinatra-kendingen "It was a Very Good Year". Den ligger i Boy George's psykopatiske hvisken og dæmoniske, med alderen næsten Tom Jones-agtige croon på "I Wanna Be Your Dog", som dufter langt væk af sleazy sex. Og mest af alt lligger den i coverversionen af Kate Bush's "Breathing". Ikke blot lykkes det Erasures Andy Bell ramme en svulstig, men troværdig operatone, som fanger sangen på det rette ben - der foregår et komplekst spil på tekstsiden, som jævnfører sex med atombomben, før hele arrangementet næsten kollapser i ujævne, smadrede beats og krakelerende falsetvokaler. Seriøst: Aldrig har jeg - og jeg er fra gammel tid en beundrer - hørt manden lyde så godt!

Med andre ord: Dark er i det store og hele en fin plade, der virkelig vover nogle ting i forhold til de tidligere udspil i serien, selvom projektet ret beset er et sammenrend af lettere afdankede 80'er-navne denne gang. Tæerne krummer man kun et par gange, hænderne løfter man flere, og den vil utvivlsomt komme i tung rotation herhjemme, om end i udvalg. Men et gennemført comeback som OMD's er det ikke, og så er der...

Depeche Mode. Kongerne over alle, der arbejdede med synths i 80'erne med Kraftwerk som eneste mulige undtagelse. Som det eneste navn af de fire, jeg skriver om i dag, er det lykkedes dem at holde en høj profil gennem alle årene, og selvom det internt har skurret siden starten af 90'erne, er de her besynderligt nok stadig. Med Delta Machine tager de endda kunstnerisk et skridt fremad i forhold til den i og for sig modige, men mislykkede Sounds of the Universe, hvor de - tror jeg - forsøgte at vende tilbage til et analogt lydunivers anno A Broken Frame, men fra et moderne perspektiv. På det nye album trækkes der dels på den mere blues-inspirerede tone, som indfandt sig i gruppens musik op gennem 90'erne, dels på en ny, mere minimalistisk lydfornemmelse, der får store dele af albummet til at lyde som om, det er optaget på en Commodore 64 i et teenageværelse nær Tappernøje frem for store, dyre studier i verdensklasse.

Mærkværdigvis virker det. Bevares: Melodimaterialet har været stærkere før i tiden. Martin Gore lader til at være inde i en slags midtvejskrise, for af hans - alt for mange - numre på albummet er det kun den afsluttende "Goodbye", der for alvor gør indtryk som sang. De andre højdepunkter - "Should Be Higher", "Broken" og "Secret to the End" - er David Gahans, og man får den giftige tanke, at man ikke længere ville være dårligere stillet, hvis sangeren lod sit band siden teenageårene ligge for at gå solo for fuld styrke. Men så igen: Depeche har noget, Gahan ikke har bevist, han har alene, nemlig en udtalt modvilje til at gentage sig selv, som tilmed er krydret med en konstant progressiv lydfornemmelse. På godt og ondt har ikke to Depeche-albums været ens, og ofte har det end ikke været stoffet som sådan, der afgjorde, hvad der var mesterligt eller ikke, men én eller anden form for mystisk, intern spænding sangene imellem.

Netop det er Delta Machine et godt eksempel på. Melodierne er som sagt ofte i den middelmådige ende af kataloget, men tre-fire ægte klassikere er der, og resten hænger på én eller anden udefinerlig måde sammen som ærtehalm. Der er lagt en masse - muligvis kompenserende - fantasi i produktionen, der fremstår som skrabet, men alligevel levende og interessant. Hvor meget af det, der skyldes Ben Hillier, og hvor meget, som skyldes bandet selv, er et åbent spørgsmål - i hvert fald må man sige, gruppens tre albums med ham trods visse svagheder i midten har været stærkere, end de ret beset burde være efter så mange år i branchen. Men følger lytteren nysgerrigt på vej, det gør den, produktionen - præcis som i gamle dage, når Flood og Daniel Miller sad bag knapperne. Og når man kommer til vejs ende - har fordøjet alle de stive beats, tørre guitarer og digitalt knasende basgange - føler man bestemt, man har købt et udspil, som hører til i den øvre kvalitetsmæssige ende af gruppens efterhånden lange diskografi. Muligvis et, som er på højde med Music for the Masses - og naturligvis med en lidt større modenhed i forhold til de altid kødfulde emner, som siden starten har domineret Depeche Modes sange: Sex og religion.

Både Dark og Lost Sirens bliver, trods deres store kvaliteter, ædt levende, hvis man sammenligner. Depeche er og bliver i en klasse for sig - selv så mange år inde i karrieren. Men Delta Machine er bare ikke English Electric.

Sagde jeg det?

Skam få mig! Helligbrøde! Fy!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar