onsdag den 7. august 2013

Om at debutere

I helt ufatteligt mange år - fra det øjeblik, jeg først fik en blyant i hånden, tror jeg - var det om ikke min eneste, så i hvert fald fald en af mine helt store ambitioner at udgive en bog. Af forskellige grunde skete det ikke for mig før relativt sent i livet. I 90'erne, hvor jeg ellers løb de store forlag ivrigt på dørene med mere eller mindre kvalificerede manuskripter, nåede jeg at køre sur i selve poesien, før Lindhardt & Ringhof sidst i 1999 sendte mig et "halvt antagelsesbrev" - dvs. en meget rosende konsulentudtalelse, jeg i bakspejlet kan se var en opfordring til at arbejde målrettet videre med materialet og sende ind igen. I 00'erne var det arbejdet Musiktidsskriftet Geiger, som optog mig fuldt og helt, og i dét regi kom tusindvis af sider ud i mit navn, men en bog blev det aldrig til. Først efter afskeden med dette ellers glimrende foretagende i 2008 fik jeg atter tid - og ikke mindst lyst - til at arbejde målrettet med poesien.

Håndværks- og udtryksmæssigt havde jeg nået en helt anden sikkerhed end i 90'erne - smågyser stadig ved tanken om, hvor jeg havde stået, hvis Projekt Bog allerede var lykkedes dengang! - men den litterære scene havde ændret sig enormt i mellemtiden. Ingen større forlag var længere villige til at godtage talenter, som ikke i forvejen havde et diplom fra Forfatterskolen med sig, og selv dem, der havde, måtte ofte kæmpe en brav kamp for at komme igennem med deres kunst. Tidens løsener hed kriminalromaner og stand up-poetry, og da jeg i 2008 - efter i mange år at have levet i forholdsvis isolation i det nordjyske, hvor poesi dengang sjældent var noget, man fik mulighed for at præsentere på en scene - stod i København med den erklærede intention at gå hele vejen som lyriker, var der to ting, jeg måtte indse. For det første kunne jeg ikke længere bruge de småting, jeg havde opnået tilbage i 1990'erne, til noget, ligesom jeg heller ikke uden videre kunne bygge videre på medvinden fra Geiger. Jeg måtte betragte mig selv som et nyt talent på lige fod med de 18-årige "opkomlinge", jeg snart skulle støde på rundt omkring. For det andet måtte jeg indse, at performance pludselig var et begreb, jeg måtte lære at forholde mig til. Bevares: Allerede som teenager - da jeg just havde haft mine første digte i Hvedekorn under salig Poul Borum - havde jeg tillagt mig en vis punkattitude på scenen (inspireret af Michael Strunge, som dengang var mit store idol), der stod i modsætning til tidens digterkliché om den bly mimose, som var mere optaget af sine fødder end publikum. Men pludselig stod jeg midt i et hyttefad af unge lyrikere, der ofte havde mere forstand på selviscenesættelse end Den Klassiske Modernistiske Arv, og valget stod med ét mellem at tage dén udfordring op eller synke til jorden igen som en ballon af bly.

En række år fulgte, hvor jeg - gerne i Det Poetiske Bureaus regi - deltog i timelange poetry jams og deslige, hvoraf højdepunktet nok var at optræde med ét af min spæde ungdoms idoler, Don Martin fra hedengangne Parkering Forbudt, som backingmusiker(!) i Sjælør. Men dels Bureauets lukning, dels private omstændigheder gjorde, at jeg omkring nytår 2012 følte, det var på tide at vende tilbage til fastere former og få den dér skide bog, det aldrig var blevet til, ud.

Januar og februar 2012 blev brugt til at strikke en række manuskripter sammen ud fra det stof, jeg i de 2 foregående år havde lagt ud dagligt på bloggen Assistens & elsewhere. 6 stk. blev det til. 4 blev sendt ud. Ét til et forlag, som afslog og kvitterede med en ret kort og besk, men sikkert ikke ufortjent konsulentudtalelse. Ét til et andet forlag, der sendte en prisliste for udgivelser af varierende størrelse. Det var velsagtens at betragte som et "ja", men min pengepung var ikke derefter. Endelig sendte jeg to forskellige til Det Poetiske Bureaus Forlag, som hurtigt takkede ja til det ene: Picnic i Hiroshima. En beat-inspireret samling, der formede sig som en slags requiem for min barndom og ungdom. Også de forlangte, at man skulle betale for trykningen, men beløbet var lavere, og selvom jeg ikke anede, hvor jeg skulle skaffe dén kapital fra, lagde jeg mig fast på en udgivelse om efteråret. Hvad pokker: Det var ikke første gang, nød havde lært nøgen digter at spinde!

En rum tid gik, før sagen kom videre, og fordi DPBF ofte arbejder med unge, relativt uprøvede kræfter, der ligesom én selv lærer undervejs, blev processen frem til trykningen ikke ubetinget gnidningsløs. Men der var masser af gode viljer, og selvom udgivelsesreceptionen på Galleri Krebsen i Studiestræde allerede var igang, da det færdige produkt ankom og kunne modtage et kærligt kram fra den nybagte forfatter, var alt rimeligvis tilgivet, da pulsen atter fandt et naturligt leje. I forbindelse med disse sidste, kritiske timer må jeg især takke Peter Krogh, der var kommet på sin første større design-opgave, Rakel Thorning-Vater, som ragede grafiske kastanjer ud ad ilden, Søren E. Kristoffersen, der holdt tungen lige i munden, og Kate Jasmin S. Hansen, som var meget involveret i receptionsforberedelserne og i den forbindelse fik mere lort smidt efter sig, end man rimeligvis kan forvente af nogen samarbejdspartner (du er en sand engel!).

Men altså: D. 16/11 2012 skete det endelig! Jo, der var visse opstillingsmæssige småfejl. Der var måske også et par tekster mere i bogen, end der burde være. Det kan også godt være, jeg ikke selv fik det ultimative ud af debutaftenen, fordi jeg samtidig skulle agere vært og arrangør, hvilket i høj grad var en ny rolle for mig. Og det kan MEGET vel være, at jeg ikke viste alle, som dukkede op, den opmærksomhed, som de havde forventet og fortjent - det kan være svært at vise socialt overskud, når éns hoved er ved at brænde sammen. Men så igen var der så meget, der gik godt.

Marc Kellaway og Tanja Jessen leverede et formidabelt akustisk sæt sange om køn, kærlighed og undergang, og Tina Henneberg, som i dagens anledning var dukket op for egen regning helt fra Vestjylland, var som altid fortryllende, mens hun læste sine noveller op. Peder Svend Pedersen fra TV Marineret dukkede endda uventet op og forevigede dele af seancen. Salget ved receptionen var fint, men ikke overvældende. Mange af de tilstedeværende var folk, som jeg enten skyldte bøger til gengæld eller ofte mødte ved andre lejligheder, hvor de kunne købe mit ædle værk, så med den forestående jul in mente blev der sparet på krudtet. Men lykkelig var jeg ikke desto mindre, da jeg tog hjem til Avedøre belæsset med lykønskningskort, vinflasker og andet godt. Det var lykkedes! Jeg havde fået en hel bog ud i eget navn! Omsider!

Alt for kort tid efter mødte jeg igen på jobbet i Bagsværd, som på den tid var Helvede på jord. Og så blev det ellers jul. En jul, som blev tilbragt i en tilstand af intenst mismod og udmattelse. Var det virkelig alt? 35 solgte bøger, et kæmpe minus på kontoen og kassevis af Det Smukke Produkt, der samlede støv i en kælder på Nørrebro?

Jeg overvintrede. Intet mere, intet mindre. Alt stod stille januar igennem. Det vidste jeg godt, det ville, men i januar 2013 slog denne stilstand ekstra hårdt. Alt syntes ligegyldigt. Alt var en bundfrossen tundra.

Sidst på måneden holdt Underskoven 10-års jubilæum i Huset på Magstræde, og der mødte jeg op i et desperat forsøg på at skubbe tingene videre. Det blev en alt i alt hyggelig aften, hvor der røg nogle eksemplarer hid og did. Men først i februar startede verden for alvor op igen. Dels i form af Underskovens forårssæson, dels i form af en positiv lektørudtalelse fra Poul Flou Pedersen, som på kort tid fik afsat samlingen til biblioteker i Hovedstadsområdet og de fleste andre større byer. Specielt glad var jeg for, at samlingen blev opkøbt af biblioteket i Dragør - min oldefars hjemby. Der har jeg altid følt mig specielt hjemme af grunde, som næsten kun kan betegnes som genetiske, og det føltes i én eller anden abstrakt forstand som at slutte en cirkel.

De næste par måneder blev tilbragt med at - efter bedste evne, og den var ikke altid overvældende - afsætte "varen" i Underskoven. Havde oprindeligt planlagt et stort rollout på alle byens oplæsningssteder, men jeg var træt på en måde, jeg ikke erindrer fra andre perioder i mit liv, så jeg skar mit engagement ned til "pligterne": Dvs. i det mindste at vise mit ansigt dér ind imellem.

Bøgerne gik jævnt - måske hjulpet på vej af en generøs anmeldelse på Metrord af Poul Høllund Jensen - og lige pludselig var der røget 70-80 stykker ud gennem lige dele privat salg, biblioteksordrer og almindeligt forekommende salg ved oplæsninger. Lortet løb rundt nu, sgu, og både "Søren Forlag" og jeg var ganske håbefulde, da jeg troppede op for at hente en ny bunke bøger med henblik på forårets arrangementer.

Det første foregik d. 3/4 i Esbjerg, hvor Tina Henneberg næsten lige havde åbnet sit nye kombinerede oplæsningssted og galleri, Henneberghus. Hun havde på intet tidspunkt forlangt noget til gengæld for sin optræden ved receptionen, men omvendt var jeg, som vidste, at projektet var under opsejling, fast besluttet på at gengælde hendes venlighed, så da hun spurgte, om jeg ville tage derover til en oplæsningssession, blev billetten booket omgående. Det var et formidabelt arrangement, hvor jeg godt nok ikke læste op fra Picnic..., men de eksemplarer, jeg havde med, til gengæld forsvandt som dug for solen. Folk tror ikke, der er interesse for litteratur i provinsbyer som Esbjerg. De tager fejl. Der var ikke mange tilskuere, men dem, som var der, var meget dedikerede. Og jeg har en idé om, at jeg kommer til at møde mange af dem igen i andre sammenhænge.

Det andet store forårsarrangement løb af stablen d. 17/4 på In My Place i Helsingør. En nyåbnet kaffebar med en grad af personlighed, man næppe helt forbinder med dén bys ellers renskurede facader: Jeg tabte, trods indledende skepsis, mit hjerte definitivt til stedet, da jeg så en plakat for Eurythmics-albummet Savage pryde hele den ene væg. Det var høj stil! Det var småt med pladsen, men selvom jeg strengt taget kun var med som opvarmning for Trine Malene Midtgaard, som havde en slags udgivelsesreception for digtsamlingen Det Orange Rum, har jeg sjældent haft så god en oplæsningsoplevelse. Alle aldersgrupper var til stede, og selv børnene var, kunne jeg mærke, med på mit materiale, som ellers i dagen anledning heller ikke stammede fra Picnic..., men mit hidtil uudgivne, ellers så ravjyske manuskript 8600. Jeg lod nogle eksemplarer af bogen ligge sammen med en besked om, at jeg kunne levere flere, hvis det var. De er afsat nu.

Og nu er vi så i sommeren 2013. Jeg har netop afhentet det, jeg tror ender med at blive den sidste leverance på 25 bøger i denne omgang, fra forlagets bogkælder i Møllegade, hvor der nu kun resterer 10 eksemplarer. De 4 af de 25 er sat i kommission hos Møllegades Boghandel, 5 er røget til Helsingør, og endnu 4 er reserveret til private formål. Så er der lige pludselig ikke mange tilbage. Den i visse faser næsten uoverskuelige opgave, det var at afsætte en debutdigtsamling, synes lige pludselig - og efter kun 8 måneder - temmelig overskuelig. Snart starter oplæsningssæsonen igen. og så er dén bog definitivt afsluttet.

Tilbage er kun et regnskab at gøre op. Konkret har jeg bedt forlaget om at sætte min andel af overskuddet til side med henblik på en ny udgivelse engang i 2014. Resten vil blive afregnet personligt. Mindre konkret nærer jeg en dyb taknemmelighed over for mine mange hjælpere i denne proces, hvoraf flere har handlet dybt uselvisk og været på i situationer, hvor det virkelig spidsede til, og jeg viste de mere usympatiske/hysteriske sider af min personlighed. Tak - tak og tak igen, hver og én!!! I er guld værd - og visse af jer mere, end jeg i min vildeste fantasi havde troet!

Og bogen? Den er der. Jeg er endda glad for den. Den repræsenterer ikke alt, jeg kan, hvilket faste læsere af mit materiale ved. Men den findes omsider, og fra det rum, den har åbnet, kan jeg bevæge mig i stort set alle de retninger, jeg ønsker. Jeg får næppe Nobel-prisen for den, men mindre kan gøre det. Mit 5-årige alter egos store drøm er gået i opfyldelse. Og som efter alle de andre drømme, jeg har fået opfyldt, har jeg ikke så meget andet at sige i den forbindelse end: "Nå, var det virkelig dét? On to the next one!"

Og det er lige præcis sådan, det skal være.

1 kommentar:

  1. - godt at have fået skrevet ned, mens det var i frisk erindring - læserne aner jo ikke hvor lang 'processen' (sic!) er eller var!

    SvarSlet