torsdag den 5. september 2013

Medisterpols

Forleden så jeg en dokumentaren Danmark på prærien, som blev sendt på DR2. Den omhandlede den dansk-amerikanske koloni Elk Horn i Iowa, hvor en række familier fra hele landet havde slået sig ned i årene 1860 - ca. 1930. Nu, et lille århundrede efter, kæmpede man hårdt for at holde fast på de danske rødder, og med - for en nutidsdanskers øjne - ganske pudsige resultater. Således holdt man årligt en Tivoli fest på hovedgaden, hvor der var marcherende vikinger med langbåde, folkedans i egnsdragter til melodier som "Hils fra mig derhjemme" og tonsvis af "medisterpols" og "eppleskiver". Også de danske efternavne holdt de stolt fast ved, og med den rette stavmåde: "Pedersen", "Jensen", Andersen". Enkelte ældre i byen kunne endda snakke et nogenlunde forståeligt dansk med strejf af vest- eller sønderjysk dialekt. De unge på egnen, derimod, var hverken særligt imponerede over den gamle vindmølle, man havde importeret fra Nørre Snede, eller bedstemors importerede dansktop-cd'er. De opfattede sig helt og aldeles som amerikanere, selvom et par stykker snakkede mere moderat om at tage ud for at se den store verden, inden de måske vendte hjem for at slå sig til ro. Kort sagt slog de én som rosværdigt sunde, unge mennesker.

For mig var programmet interessant af flere grunde. Dels var der mange i min slægt, som emigrerede til USA først i Det 20. Århundrede. Min tipoldemor i Aidt mistede et par søskende til "Guds eget land", min oldefar fra Låsby havde en søster, som tog afsted, og havde 60'erne ikke meldt sig med et pludseligt og ganske voldsomt økonomisk ryk fremad, havde min mormor og morfar måske taget turen over til Canada. Tanken var i hvert fald oppe omkring 1960, hvor de havde problemer med at ernære den voksende børneflok med udkommet fra deres forvoksede husmandssted. Med andre ord er det lige før, jeg selv (eller én, der lignede kraftigt) kunne have været født i Elk Horn eller et andet, lignende sted.

En enkelt af de grene, som tog skridtet fuldt ud, har jeg den dag i dag kontakt med. Jeg havde en oldefar med rødder i Dragør, hvis bror, Victor Greisen, i 1914 drog til New York som ung matros, men først vendte tilbage efter 2. Verdenskrig - og denne gang som noget nær en fuldblodsamerikaner. Fra starten synes han at have været ganske forelsket i idéen om indvandrernationen, hvor alle kunne lykkes eller ikke ud fra egne evner - selv da han i den første tid sultede under en bro ved Hudson River - og det virker som om, han deltog i sit nye lands krige med samme gejst, som havde det været Danmark, som havde sendt ham på missioner. Senere involverede han sig kraftigt i Pinsekirken, hvor han arbejdede sig op til at blive biskop, og da han efter 2. Verdenskrig opsøgte familien igen, var det ikke blot med dén hat på - han fremstod, gavmild, som han faktisk var, som den klassiske "rige onkel i Amerika", der ikke blot forsynede sine egne slægtninge, men alle omkring dem, med nødvendigheder som slik, tobak og kjolestof. Hans søn, Paul, der selv har opnået at blive biskop indenfor samme trossamfund, har jeg haft en vis kontakt med hen over de seneste år, hvilket har været en fornøjelse. Ligesom faderens dansk efterhånden blev dårligere og dårligere, kan Paul vist kun løsrevne brokker på sproget, men hans livsmod er svært at undgå at blive smittet af. Og selvom hele efterslægten frem til i dag mest har virket i kirkelige sammenhænge, har kontakten med dem "over there" gjort mig klogere på, hvorfor jeg selv er det kreative menneske, jeg er. Paul selv indspillede plader som ung, et barnebarn har en decideret musikalsk karriere, et andet er filminstruktør.

Men specielt danske er de ikke. Kun Paul, der som ung bl.a. mødte sin ældre kusine, min farmor, og har vist en aktiv interesse i sin fars baggrund. Men trods al bevidsthed om, hvad han kommer af, er han amerikaner, og det bør han strengt taget også være.

I Elk Horn, derimod, holder man krampagtigt fast i noget, der ret beset ikke eksisterer længere. Ligesom i øvrigt de hollændere på Amager, både jeg og Paul nedstammer fra, som for 500 år siden dannede en på mange måder lignende, om end mere ekstrem, enklave i Store Magleby og omegn. Der gik 200 år, før ægteskab mellem hollændere og danskere blev god tone (selv da mest pga. begyndende indavl), og selvom de ankom i 1521, skulle man helt frem til 1811, før den sidste lokale gudstjeneste på "hollandsk" - på den tid i praksis tysk - blev afholdt. Men allerede i 1650, da Svenskekrigen rasede, benyttede kongen sig af en flok ægte, hollandske soldater, der blev placeret i samme division som nederlænderne fra Store Magleby: Det var jo ganske vist, de kunne forstå hinanden. Det kunne de imidlertid ikke. I løbet af bare 125 år havde indvandrerne tillagt sig så mange danske låneord og (gennem sognepræsterne) plattyske sprogtræk, at de nok stadigvæk stod kraftigt ud i forhold til dem i "danskebyerne" på Amager, men deres "landsmænd", som i øvrigt var klædt underligt nymodens, kunne de ikke rigtigt gøre sig forståelige over for.

Man kunne mene, at dette burde have været punktet, hvor "hollænderne" gennemgik en enorm selvransagelse og lod sig assimilere, men det var det ikke. Op gennem 1700-årene importerede de f.eks. i stor stil hollandske fliser til gårdene, hollandsk sølvtøj til skufferne og - sikkert i et forsøg på at følge udviklingen i hjemlandet - sågar hollandske floshatte af blåfarvet kameluld, der gik i arv fra generation til generation mellem ældstesønnerne. To af dem findes endnu, den ene på Nationalmuseet. Et rigt mål af såkaldte amagerdragter udviklede sig også gennem tiden - der var nærmest én til alle lejligheder. Alle trak de vel i ét eller andet omfang på idéer, forfædrene havde haft med i 1521, men i dag, hvor de stadig bruges til festlige begivenheder i Store Magleby, står det ret klart, at de ikke har ret meget med noget at gøre. Ud over måske en stædig lyst til at være "danskere med en lille forskel". Ligesom i øvrigt brugen af i øvrigt gedigent hollandske fornavne på Amager - for tiden mest Marchen, Neel og Cornelis - i kombination med, ja, "Pedersen", "Jensen", "Andersen".

Det er meget længe siden, at hollænderkolonien på Amager havde noget med Holland at gøre. Også selvom kirken i Store Magleby blev bygget efter forbilleder i Frisland, og efterkommere af kolonisterne - mig selv inklusive - stadig bærer rundt på én eller anden stolthedsfølelse over "deres anden nationalitet" vel vidende, at den har mere med slægts- og egnsbevidshed at gøre end noget som helst nationalt tilhørsforhold.

Der er måske en vis trøst at hente i dette for folkene i Elk Horn. Hvis de ikke kan opdatere deres kultur, som stadig er bygget op omkring tipoldeforældrenes verdensbilleder - jeg inviterer gerne et par stykker over, så de kan høre Nephew, besøge Christiania, se en forfalden gård og spise döner kebab - er det måske alligevel ikke den store katastrofe, hvis den går under. De unge, som nu drager derfra, vil, om de ønsker det, altid have Danmark rullende i årerne. Og hvem ved? Måske der om 500 år stadig er en Jensen, der vil sidde sammen med artsfæller i Elk Horn og spise medisterpols, ligesom jeg nu drager til Store Magleby hvert år i fastelavnstiden og drikker punch eller spiser lunkens (i praksis eppleskiver), mens jeg ser tøndeslagning til hest? Hvis ikke, kunne arven vel ikke bruges til noget. Og så er det ikke den store katastrofe, hvis den fortaber sig.
 
Er det vel?      

Ingen kommentarer:

Send en kommentar