onsdag den 20. november 2013

Noget om at sætte ild til ting

I går var jeg slem. I går gjorde jeg noget, jeg ikke måtte. Jeg vågnede, kiggede på mit valgkort, fandt en lighter og brændte det af. Egentlig ikke som en gennemtænkt handling, men snarere et udslag af en længerevarende kvalme over et eskalerende skindemokrati - eller "demokratur", som en god kammerat allerede døbte fænomenet under VKO-vældet - hvor der i stadigt stigende grad, trods al snak om blokke, kun er én politisk farve at stemme på: Den blå. Jo, jeg er endda meget godt klar over, at der stadig er ét regulært rødt parti tilbage - Enhedslisten, som jeg troligt har tildelt de sidste 20 års stemmer - men hvem har de støttet lige så troligt gennem alle årene? Socialdemokratiet. Som specielt over de seneste 10 år virkelig med held har profileret sig som et borgerligt parti med alt, hvad det indebærer af sociale forringelser og frikadelledebat. En stemme for alt det gode, Ø rummer, ville således igen også blive en stemme på alt det ringe, A førte med sig. That's the name of the game, vil mange sige: Man må tage det sure med det søde. Men pokker skulle da direkte eller indirekte støtte op omkring noget, der byder éns samvittighed lodret imod. Som f.eks. Sandholmlejren, social dumping og diverse forekommende krigshandlinger. Og hvis man alligevel er på vej ud ad det spor, var der nok også mange, som stemte for det hårdt tiltrængte økonomiske opsving under Hitler, mens de pragmatisk tænkte, at man så måtte tage jødehadet med. Resultatet? Auschwitz.

Nuvel. Hvis man vil standse enhver seriøs diskussion, kan man altid bringe Hitler på banen, og det var der da også flere, som forsøgte, da billedet af min handling nåede Facebook. Holdningen var, at den, der ikke aktivt støtter op omkring demokratiet - dvs. sætter det der skide kryds uanset hvad - åbner døren for det totalitære. Det er én konklusion, man kan nå frem til. En anden er, at man - selv ved at stemme blankt - er med til at understøtte en form for demokrati, som pt. er gennemsyret af populisme og spin. Kampen om de magiske 15 procent af vælgerne, som egentlig ikke har en holdning til noget som helst, men ikke desto mindre får tilsendt et valgkort, som de - værre endnu! - rent faktisk bruger, har gennem de sidste små 20 år gennemsyret alt, der foregår i dansk politik. Tænk blot på Thornings skattesag og Løkkes bilagsbøvl. Massive skandaler, som begge har ramt pressen lige op til væsentlige valghandlinger. Tilfældigt? Tænk dig om, vælger! Politikere på "begge fløje" har folk ansat til at opsnuse og plante den slags gris. Som regel er de temmelig kluntede: Folk burde gennemskue dem så nemt som ingenting. Men ikke desto mindre virker grebet gang på gang: De magiske 15 procent er gang på gang blevet rykket af den slags sager. Os andre, som har fulgt det politiske spil interesseret gennem mange år, står desværre tit tilbage med en rigtig skidt smag i munden: Er dem, som planter sådanne historier, virkelig de "fornuftige" og "ansvarlige" politikere, vi trygt kan lægge vores lands fremtid i hænderne på? Og videre: Er det denne type demokratisk proces, vi ønsker?

Jeg er sikker på, at mange, der satte kryds i går, har været lignende overvejelser igennem, men blot er faldet tilbage på det klassiske argument med, at "hvis man ikke stemmer, har man ikke ret til at brokke sig". Dette har også i mange år været mit slogan. Men denne gang handlede mit valg på mange planer om, hvad jeg ikke implicit ville støtte. Ingen kan se, at en blank stemme - eller en, som er nødtørftigt udført i mangel af bedre - er kritisk over for det, som foregår i demokratiet nu til dags. Den støtter mellem linjerne den demokratiske proces, som den er nu. En manglende stemme gør ikke: Den kan ganske vist signalere blot og bar ligegyldighed, men under alle omstændigheder illustrerer den, at nogen er tabt i processen. At demokratiet bør ransage sig selv og spørge om hvorfor.

Det bedste af alt ville være, hvis en kandidat - eller bedre: Et parti - tog denne vigtige debat op: At de folkevalgte spillede med åbne kort omkring deres prioriteringer, indrømmede populismen og tog skraldet. Måske man derved kunne nå frem til det kvalificerede demokrati, som gennem mange år har været min drøm: Det demokrati, man melder sig ind i af interesse. Det demokrati, hvor et minimum af politisk viden er adgangskortet til stemmelokalet. Det demokrati, hvor det nemme spin, som grumser hele branchen til, ikke eksisterer, fordi det på forhånd er givet, at det ikke virker. Kort sagt det demokrati, hvor de magiske 15 procent er udraderet, og der igen er plads til seriøs debat og politiske ambitioner, som rækker ud over øjeblikket.

I går blev jeg sådan set kaldt alt fra barnlig over idiot til skabsnazist. Meget interessant og lærerigt. Og egentlig ganske opmuntrende, for rigtig mange reagerede på billedet af det brændende valgkort, og det stod klart, at demokratiet virkelig er en grundværdi hos de fleste. Hvilket er godt. Men to spørgsmål har alligevel siden trængt sig på: Hvorfor dette hysteri over en enkelt brændt seddel? Ved mange i virkeligheden godt, at demokratiet er pænt ude at sejle, og skyldes reaktionerne i virkeligheden et mål af angst og frustration? I virkeligheden gjaldt min handling jo kun én mand: Mig. Men ramaskriget var så stort, at der ligge mere end bare frustrationen over en enkelt mands kritik af det gennem generationer almindeligt accepterede folkestyre bag. Jeg står helt klart tilbage med fornemmelsen af at have berørt et tabu. Dernæst: Måske er der andre, mere effektive måder at deltage i den demokratiske proces på end ved at sætte et kryds hvert fjerde år, hvorefter man så giver sig til at sove resten af tiden. Man kan f.eks. brænde sit valgkort. Og tage skraldet. For et skrald kommer der!

Men et interessant skrald var det. Det sker næppe en anden gang. I hvert fald ikke så offentligt. Men det fik virkelig mange - mig selv inklusive - til at reagere og reflektere over demokratiet som naturgivet tilstand. Hvilket man så absolut løbende bør, hvis det ikke skal løbe an og dø.

Og spild eller ej: Aldrig har jeg brugt et valgkort så effektivt.