mandag den 23. december 2013

Heavy Agger vs. Punk Rock Voel.

Forleden sendte DR deres tredje dokumentarprogram om Heavy Agger - en serie, som fulgte en flok metalfreaks i en afsides by ved Vestkysten. Første gang i 1985, hvor de var en flok isolerede særlinge i et indremissionsk samfund, som alligevel - på en rørende, lidt ubehjælpsom vis - vovede at gøre oprør og drømme store drømme om et andet liv end det givne på kutteren eller i køkkenet. Anden gang fangede man kliken i 1999, hvor flere var flyttet bort, og resten havde overgivet sig til borgerlige tilværelser: En lidt mistrøstig omgang. Men nu, 28 år senere, har pokker åbenbart alligevel taget ved de gamle drenge og piger, som har oprettet en musikforening, Heavy Agger, og er begyndt at afholde lokale arrangementer med store navne som Pretty Maids og Artillery. En rørende, forløsende (foreløbig) slutning på sagaen. Nej, de solgte aldrig helt ud. Dreams never end, som New Order ville have sagt det.

Og så er det alligevel, det kommer tilbage til mig, hvor meget verden har ændret sig i de 28 år, der er gået siden det første program, og hvor heroiske, den flok teenagere egentlig i sin tid var. For uanset hvilken subkultur, men tilhørte, var det ikke udpræget nemt at stå ud fra mængden dengang sidst i 80'erne. Ikke blot fordi man blev set skævt til, men også fordi det var et hulens arbejde at skaffe musik og påklædningsgenstande. Selv sad jeg i landsbyen Voel øst for Silkeborg, da jeg omkring 1988/89 blev ramt af strømninger som punk, goth og techno, og selvom det ikke var Vestkysten, kan jeg levende sætte mig ind i den ildhu, drengene og pigerne fra Agger var nødt til at have for at kunne være dem, de var (og er).

For nej, der var ikke noget, som hed YouTube dengang. Internettet var noget, nogle få mennesker i USA havde adgang til. Ville man se de rette videoer, måtte man bestille dem hjem på VHS pr. postordre fra fjerne firmaer - typisk uden at kende det store til indholdet først. Ville man have de rette plader, måtte man enten gøre det samme eller tage på pilgrimstogter til byer, som havde ordentlige forretninger - for heavykliken sikkert Thisted eller Aalborg, for mig Århus, Silkeborg eller København. Og selv der var man heldig, hvis det helt rigtige stod på hylden. Ellers måtte man jo nøjes med at smide pengene efter det, der nu var tilgængeligt. Det rette kluns og de rette støvler måtte man på samme vis rejse langt efter: De lokale tøjbikser havde kun joggingbukser, sneakers og flyverjakker. Og når man så endelig havde fået anskaffet sig bare lidt af det, man behøvede, måtte man så møde konsekvenserne: At ingen forstod éns trip. Visse folk opførte sig endda fjendtligt, når man traskede ned ad gaden i sine sorte klamotter. Ok, i Voel var det en god regel, at man ikke angreb en lokal uanset hvor syret, vedkommende måtte se ud eller opføre sig, men lad mig sige det sådan, at det absolut var en fordel, når der var fester andre steder i området, at jeg på de tider var gode venner med byens mest hårdtslående minirocker. Det sparede mig sikkert for et blåt mærke eller ti.

Men stærk blev man af det: Man stod op for sig selv og sine værdier med næb og kløer. Man kunne simpelthen ikke andet. Og de få venskaber, man fik gennem sine interesser, blev gerne livsdefinerende. Kliken i Agger er således stadig bundet stærkt sammen af sin fælles fortid, og de få folk fra Voel, jeg sad sammen med sidst i 80'erne og bestilte plader hjem fra foretagender som Fusion og Street Dance, ændrede også min livsbane på en måde, der er meget følbar den dag i dag. Ja, mellem to af os udviklede der sig endda så stærkt et samarbejde, at selvom vi ikke har den store kontakt i dag, nåede vi at lave ganske mange bølger i den nationale andedam, før vi for 5-6 år siden endelig voksede fra hinanden. Men selv der faktisk ikke fra den fælles mission: At opsøge og formidle det anderledes, det kantede, det skæve. Besøg Geiger - vores fælles mausolæum.

Med min egen historie in mente har jeg således svært ved ikke at føle en vis samhørighed med headbangerne fra Det Mørke Jylland. Og ydermere smile ved tanken om, at de så mange år efter ikke blot holder sammen, men er på banen for fuld kraft igen.

Men mest af alt smiler jeg ved tanken om en tid, hvor musik handlede om identitet frem for underholdning, intet var umiddelbart tilgængeligt i "udkanten", som det (heldigvis, det er ikke det, men det har også ændret vilkårene) er i dag gennem de digitale medier, og hver landsby fra Voel til Agger havde sine små hverdagshelte, som stod fast, knoklede på og udsatte sig for betragtelige risici for at forfølge andre mål og idealer end de gængse. Om det så var retten til at svinge med garnet ved Vestkysten eller danse pogo på en østjysk pløjemark.

Derfor: Højt skum, Heavy Agger! I salute you!

søndag den 8. december 2013

Tanker ved de 40


Så er det alvor! I morgen rammer jeg den dag, alle unge altid har frygtet. Den dag, hvor man ikke længere kan lyve sig fra, at den dato, som står på dåbsattesten, er 40 år gammel, og man dermed er sådan cirka lige så langt fra sin død, som man er fra sin fødsel. Kort sagt: Man er ved at blive - gys! - midaldrende!

Da jeg var barn og ung, var en person i den alder typen, man forbandt med "baller for de unge på 40" - festorgier på skumle kroer og hoteller, hvor flommede eksistenser med hentehår, seler og sækkekjoler indlysende desperat prøvede at score de udtrådte rester af hinanden til lyden af herlige ensembler som Bjørn & Okay og Klaus & Servants. Og skal jeg være ærlig, svor jeg længe for mig selv, at jeg hellere ville hoppe ud foran et tog end ende sådan. Jeg mente det også, tag ikke fejl af dét. Og det gør jeg i og for sig stadig.

Men chancen for, at det sker, er trods alt til at overse efterhånden. Og det er derfor, jeg nærmer mig mit femte livsårti med en vis sindsro. For nej, jeg har ikke mistet min hårpragt. Jeg har ikke anskaffet mig seler. Jeg har ikke købt mig fattig i cd'er med Kandis eller Kim & Hallo. Hvorfor? Fordi den slags vel aldrig har lagt til mig: Trods alt tilbragte jeg ikke min ungdom i skjorte og fløjsbukser med Keld & The Donkeys som lydspor. Da jeg var i det, jeg dengang betragtede som min bedste alder, gik jeg i Doc Martens, havde garn ned til røven, klædte mig i sort og betragtede Throbbing Gristle som festmusik. Og nej: At blive 40 indebærer ikke, at man pludselig får en hjerneblødning, som forvandler én til et lallende fjols i hængerøvsbukser. Man fortsætter ud af det spor, man altid har fulgt, og leder det én til Esbjerg Rock Festival, gør det dét, men har éns identitet og kulturbillede altid været mere radikalt, ændrer dét sig heldigvis ikke med, at man når frem til midten af livet. Ergo: No sweat.

Desuden bilder jeg mig ikke ind, at jeg er ung med de unge. Dét tog er kørt, og guderne skal vide, jeg heller ikke ønsker mig det. Jeg hører en tid til, hvor idealer, oprør og progressiv kultur i hvert fald i de kredse, jeg hørte til, var legio. I dag ser det ud til, at ungdommen handler mere om at have den perfekte krop, de perfekte gadgets og - på sigt - det perfekte liv. Lad bare teenagerne have dét syge præstationsræs for sig selv. Jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke føler mig tilpas i den tidsånd, de er formet af, men mine idealer, min vrede, har jeg stadig, og bliver jeg regnet for at være en gammel, uddateret idiot af den grund, er jeg stolt af at være dét!

Så er der rynkerne og de hvide hår, som efterhånden begynder at dukke op i spejlet. Hvad med det?

Sandt at sige regner jeg også de ting for at være adelsmærker. Skønhedsfremmende elementer, endda. For der sker med alderen det sælsomme, at man ikke længere tiltrækkes af glat hud, stramme former og hvad, der ellers hører ungdommen til af fysiske træk. Man lærer at se det smukke i, at en krop har en historie at fortælle: At den har fået slag, oplevet slid, gennemgået fødsler, kort sagt levet. Sådan har jeg det i hvert fald selv, og sådan bilder jeg mig ind, andre også ser på mig: At jeg, som enhver god vin, har fået karakter hen ad vejen. Og set i lyset af, at nogle af de mest attraktive mennesker, jeg har mødt, har været op imod de 70, formoder jeg tilmed, at mine sølle 40 år i hvert fald ikke er noget problem i æstetisk henseende.

Endelig er der jo så det faktum, at jeg er halvdød lige så vel, som jeg er halvlevende. At jeg næppe har så lang tid tilbage på Jorden, som jeg har haft. Well, modsat visse folk omkring mig mener jeg faktisk, jeg har brugt mine første fire årtier godt. Jeg har oplevet mangt og meget, de mere statiske af mine jævnaldrende ikke har, og været igennem mange fascinerende verdener. Jeg har endda fået opfyldt mange af de drømme, jeg havde som helt ung: Udsendt en bog, stået på tonsvis af scener, samarbejdet på lige fod med folk, jeg engang betragtede som uopnåelige idoler. Bevares: Jeg skal ikke lægge skjul på, at de sidste 10 år af mit liv ikke har været de nemmeste, men så igen var det måske på tide, at man kom ud for nogle ting, som fik én til at gøre op med de værste illusioner og drømmeslør. Der er ting, jeg fortryder - primært at jeg ikke fik stiftet en familie (hvilket vel kan nås endnu) - men det vil der altid være. Men jeg føler bestemt ikke, jeg har spildt det liv, jeg indtil videre har levet, og udover at skrive og udsende en dælens masse flere bøger - i det mindste tømme mine bugnende skrivebordsskuffer - har jeg måske ikke så meget mere på programmet. Jeg føler ikke, jeg behøver at blive 120 år. Og verden skal såmænd nok også finde ud af at dreje rundt den dag, jeg ikke længere er her. En tanke, jeg faktisk finder både smuk og opløftende.

Så jeg vil byde midalderen velkommen med en skål. Og takke dem, som på både godt og ondt har været med på det første stræk af rejsen. Vi ses i det næste!

Og så er der ellers balmusik for resten af pengene: