mandag den 23. december 2013

Heavy Agger vs. Punk Rock Voel.

Forleden sendte DR deres tredje dokumentarprogram om Heavy Agger - en serie, som fulgte en flok metalfreaks i en afsides by ved Vestkysten. Første gang i 1985, hvor de var en flok isolerede særlinge i et indremissionsk samfund, som alligevel - på en rørende, lidt ubehjælpsom vis - vovede at gøre oprør og drømme store drømme om et andet liv end det givne på kutteren eller i køkkenet. Anden gang fangede man kliken i 1999, hvor flere var flyttet bort, og resten havde overgivet sig til borgerlige tilværelser: En lidt mistrøstig omgang. Men nu, 28 år senere, har pokker åbenbart alligevel taget ved de gamle drenge og piger, som har oprettet en musikforening, Heavy Agger, og er begyndt at afholde lokale arrangementer med store navne som Pretty Maids og Artillery. En rørende, forløsende (foreløbig) slutning på sagaen. Nej, de solgte aldrig helt ud. Dreams never end, som New Order ville have sagt det.

Og så er det alligevel, det kommer tilbage til mig, hvor meget verden har ændret sig i de 28 år, der er gået siden det første program, og hvor heroiske, den flok teenagere egentlig i sin tid var. For uanset hvilken subkultur, men tilhørte, var det ikke udpræget nemt at stå ud fra mængden dengang sidst i 80'erne. Ikke blot fordi man blev set skævt til, men også fordi det var et hulens arbejde at skaffe musik og påklædningsgenstande. Selv sad jeg i landsbyen Voel øst for Silkeborg, da jeg omkring 1988/89 blev ramt af strømninger som punk, goth og techno, og selvom det ikke var Vestkysten, kan jeg levende sætte mig ind i den ildhu, drengene og pigerne fra Agger var nødt til at have for at kunne være dem, de var (og er).

For nej, der var ikke noget, som hed YouTube dengang. Internettet var noget, nogle få mennesker i USA havde adgang til. Ville man se de rette videoer, måtte man bestille dem hjem på VHS pr. postordre fra fjerne firmaer - typisk uden at kende det store til indholdet først. Ville man have de rette plader, måtte man enten gøre det samme eller tage på pilgrimstogter til byer, som havde ordentlige forretninger - for heavykliken sikkert Thisted eller Aalborg, for mig Århus, Silkeborg eller København. Og selv der var man heldig, hvis det helt rigtige stod på hylden. Ellers måtte man jo nøjes med at smide pengene efter det, der nu var tilgængeligt. Det rette kluns og de rette støvler måtte man på samme vis rejse langt efter: De lokale tøjbikser havde kun joggingbukser, sneakers og flyverjakker. Og når man så endelig havde fået anskaffet sig bare lidt af det, man behøvede, måtte man så møde konsekvenserne: At ingen forstod éns trip. Visse folk opførte sig endda fjendtligt, når man traskede ned ad gaden i sine sorte klamotter. Ok, i Voel var det en god regel, at man ikke angreb en lokal uanset hvor syret, vedkommende måtte se ud eller opføre sig, men lad mig sige det sådan, at det absolut var en fordel, når der var fester andre steder i området, at jeg på de tider var gode venner med byens mest hårdtslående minirocker. Det sparede mig sikkert for et blåt mærke eller ti.

Men stærk blev man af det: Man stod op for sig selv og sine værdier med næb og kløer. Man kunne simpelthen ikke andet. Og de få venskaber, man fik gennem sine interesser, blev gerne livsdefinerende. Kliken i Agger er således stadig bundet stærkt sammen af sin fælles fortid, og de få folk fra Voel, jeg sad sammen med sidst i 80'erne og bestilte plader hjem fra foretagender som Fusion og Street Dance, ændrede også min livsbane på en måde, der er meget følbar den dag i dag. Ja, mellem to af os udviklede der sig endda så stærkt et samarbejde, at selvom vi ikke har den store kontakt i dag, nåede vi at lave ganske mange bølger i den nationale andedam, før vi for 5-6 år siden endelig voksede fra hinanden. Men selv der faktisk ikke fra den fælles mission: At opsøge og formidle det anderledes, det kantede, det skæve. Besøg Geiger - vores fælles mausolæum.

Med min egen historie in mente har jeg således svært ved ikke at føle en vis samhørighed med headbangerne fra Det Mørke Jylland. Og ydermere smile ved tanken om, at de så mange år efter ikke blot holder sammen, men er på banen for fuld kraft igen.

Men mest af alt smiler jeg ved tanken om en tid, hvor musik handlede om identitet frem for underholdning, intet var umiddelbart tilgængeligt i "udkanten", som det (heldigvis, det er ikke det, men det har også ændret vilkårene) er i dag gennem de digitale medier, og hver landsby fra Voel til Agger havde sine små hverdagshelte, som stod fast, knoklede på og udsatte sig for betragtelige risici for at forfølge andre mål og idealer end de gængse. Om det så var retten til at svinge med garnet ved Vestkysten eller danse pogo på en østjysk pløjemark.

Derfor: Højt skum, Heavy Agger! I salute you!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar