torsdag den 11. december 2014

En disposition til...hvad?















Essays:

Lyden af et forskubbet tomrum - et essay om Richmonds postrock-stolthed Labradford
News from Nowhere - en introduktion til Cabaret Voltaire
SYR: Sonic Youths anden ungdom
Deutschland hos gotta die!!! - en krautrockguide
Det tager kun nogle få sekunder - gør det! - Et essay om at bruge sampleren som våben
Den fortabte troubadur - et portræt af Nick Drake
At tage det sure med det syrede - nogle kommentarer omkring Roskilde Festival 2004
Roskildenoter 2002 - Mudderflager og mirabeller
Skriv selv - en forbrugerguide til Martin Halls Inskription
Skriget fra forstaden - en introduktion til Siouxsie and The Banshees
Luftbårne koksiske hændelser - syv punktnedslag et sted mellem rock, avantgarde og jazz
Nogle ark om at sniffe lim - fanzinet som kulturel guldgrube
Essay om britisk electropop (The Normal, Depeche Mode, OMD, Human League, Heaven 17)
Splittelsens førstefødte - tre noter on kinkyness og tonekunst
Foran tonernes port - en fredagsbøn

Interviews:

Før drømmene brændte ned - en snak med Ride anno 1990
Dansetrin under vandspejlet - et årgangs-interview fra 1990 med How Do I-trommeslageren Anders Remmer
Sange fra den anden side - et portræt af Orpheus Records
Gadeprinsessen i det gule hus - på trappestenen, på prærien og ind i hjertet med Laura Mo Uniformgrønt håb - I H.C. Ørstedsparken med Tristan T
Skrevet på en vestenvind - et interview med Knud Odde

Koncertanmeldelser:

Women of the world, take over! - en reportage fra Missfobi-festivalen på Musikcaféen, Århus, d. 27 - 28/11 2003
Björk: Orange Scene, Roskilde Festival 2003, søndag aften
Einstürzende Neubauten: Voxhall, Århus, søndag d. 21/3 2004
Niels Skousen Band + Dream City + Tømrerclaus Band: 'I smoked pot in Aalborg, but I didn't inhale', Fedtebrød, Aalborg, 2006
Serena-Maneesh: Ridehuset, Århus, SPOT 2006, 3/6, 2006
Grey Daturas / Blob Back Fahrenheit :Rumstativ/Spanien 19 C, Århus, lørdag d. 8/9 2007
Alt, hvad stemmen kan - reportage fra Radical Voices, Marmorkirken, København, fredag d. 21/10 2011
Death in June / :of the wand and the moon: Pumpehuset, København, søndag d. 23/10 2011

Pladeanmeldelser:

The Beta Band: The Beta Band
Cock E.S.P.: Back in Black and blue
New Order: Get Ready
Olesen-Olesen: Anonyme melankolikere
Bob Hund: Stenåldern kan börja
Under Byen: Det er Mig der Holder Træerne Sammen
Tiger Tunes: Absolutely Worthless Compared to Important Books
Glenn Branca: Lesson No. 1
Spids Nøgenhat: En mærkelig kop te / Pandemonica: Pandemonica II
Chicks on Speed: 99 Cents / Peaches: Fatherfucker
Depeche Mode: Black Celebration
Festermen: Full treatment
Kristin Hersh: Sunny border blue
T.S. Høeg: Dome music
Smashing Pumpkins: Rotten apples
Various: Nordkraft OST
Rasmus Rasmussen: Poems in sound
Sigur Rós: ()
Kraftwerk: Tour de France soundtracks
The Legendary Pink Dots: The Crushed Velvet Apocalypse
Martin Hall: Catalogue
Hole: Pretty on the inside
OMD: English electric
Pink Floyd: The endless river

søndag den 16. november 2014

Spontananmeldelse efter lang tids tavshed

Pink Floyd
The Endless River
(Parlophone/Warner)

*****

Det var nok de fleste - inklusive de resterende bandmedlemmer selv - som troede, at Pink Floyd var "an artistically spent force", som Roger Waters udtrykte det ved bruddet i 1985, efter tabet af keyboardmesteren Rick Wright i 2008. Men i arkiverne lå der en række outtakes fra optagelserne af gruppens seneste udspil, mesterværket The Division Bell (1994), som tiggede om at blive stykket ordentligt sammen og udsendt, og tilbage i 2012 fik den ellers så tilbageholdende David Gilmour omsider taget sig sammen til at hente dem frem. Via Roxy Music-guitaristen Phil Manzaneras mellemkomst blev fragmenterne stykket sammen i fire omtrentlige satser, som især vægtede Wrights sfæriske bidrag til bandlyden, og efter lidt videre afpudsning fra Youth, Gilmour og trommeslageren Nick Mason har The Endless River, gruppens 15. egentlige opus, omsider set dagens lys.

I den forbindelse har der været den obligatoriske murren fra folk, som ikke mener, at Pink Floyd kan være Pink Floyd uden netop Waters. Efter min mening ikke et fair kritikpunkt: I starten var gruppen mere eller mindre Syd Barrett, senere primært David Gilmour, og om man vil, kan man påstå, at tre eller flere grupper i grunden har benyttet sig af navnet Pink Floyd. Hvilken af dem, der er "rigtigst", er i den grad et spørgsmål om smag og behag mere end egentlig kvalitet. Og på The Endless River får man i grunden en lille smagsprøve på, hvad gruppen kunne have været, hvis den kompositorisk højt begavede Wright havde haft muligheden for at tage den gule førertrøje på. For vel er der kompositioner på, der er Gilmours alene - især singleudspillet "Louder than Words", som er fornem, sfærisk årgangs-Floyd med et desværre noget graverende lyrisk indspark fra Gilmours hustru Polly Samson - men meget af stoffet er netop Wrights, og det er hans kosmiske synth-indslag, som i ekstremt høj grad definerer albummets grundfornemmelse. I den ene smukke duet efter den anden vikler hans tangenter sig fornemt sammen med Gilmours blå, melankolske guitarudladninger, og selv Nick Mason, som i mange år er fremstået som en lidt anonym trommeslager, har fundet køller og gonger frem igen for at tilføre instrumentalnumrene ekstra kant og kulør.

Gennem et meget smukt sammensat symfonisk forløb, der starter og slutter på cirkulær vis med det samme vemodige guitarriff, men ellers undervejs spænder fra det psykedelisk forrevne over det spacede til det sagtmodigt tilbagelænede, forkæles man med lyden af et Pink Floyd, som på deres gamle dage har genfundet den eksperimenterende impuls, som farvede deres bedste indspilninger fra slutningen af 60'erne og starten af 70'erne - måske specielt klassikerne Ummagumma og Atom Heart Mother - og The Endless River er i den grad et smukt, afvekslende lydvæveri, som ved gentaget aflytning hele tiden afslører nye vinkler og nuancer.

Gilmour fastholder, at The Endless River er det sidste nye materiale, man får at høre fra Pink Floyd. Selv vil jeg trods alt mene, at bare et eller andet materiale, som inkluderer Waters, skal til, før cirklen for alvor er sluttet. Men som album betragtet er jeg ikke utilbøjelig til at mene, at det ikke blot er det musikalsk set mest fornemme produkt af æraen efter Waters - det er også en smuk, smuk svanesang for den altid så uretfærdigt oversete Rick Wright.

Og når man har ham, hvad skal man så egentlig med Waters? Spørgsmålet er bevidst provokerende, men også relevant. Jeg vil meget nødigt vælge mellem The Wall og The Endless River, for det er to vidt forskellige albums med vidt forskellige kvaliteter. Men jeg savner altså ikke den sammenbidte sanger og bassist her, og jeg har efterhånden været nede af den endeløse flod mange gange. Men det er en tur, jeg gerne tager mange gange igen.


(Skrevet i frustration over denne dårlige og dovne anmeldelse på Gaffa...)