søndag den 16. november 2014

Spontananmeldelse efter lang tids tavshed

Pink Floyd
The Endless River
(Parlophone/Warner)

*****

Det var nok de fleste - inklusive de resterende bandmedlemmer selv - som troede, at Pink Floyd var "an artistically spent force", som Roger Waters udtrykte det ved bruddet i 1985, efter tabet af keyboardmesteren Rick Wright i 2008. Men i arkiverne lå der en række outtakes fra optagelserne af gruppens seneste udspil, mesterværket The Division Bell (1994), som tiggede om at blive stykket ordentligt sammen og udsendt, og tilbage i 2012 fik den ellers så tilbageholdende David Gilmour omsider taget sig sammen til at hente dem frem. Via Roxy Music-guitaristen Phil Manzaneras mellemkomst blev fragmenterne stykket sammen i fire omtrentlige satser, som især vægtede Wrights sfæriske bidrag til bandlyden, og efter lidt videre afpudsning fra Youth, Gilmour og trommeslageren Nick Mason har The Endless River, gruppens 15. egentlige opus, omsider set dagens lys.

I den forbindelse har der været den obligatoriske murren fra folk, som ikke mener, at Pink Floyd kan være Pink Floyd uden netop Waters. Efter min mening ikke et fair kritikpunkt: I starten var gruppen mere eller mindre Syd Barrett, senere primært David Gilmour, og om man vil, kan man påstå, at tre eller flere grupper i grunden har benyttet sig af navnet Pink Floyd. Hvilken af dem, der er "rigtigst", er i den grad et spørgsmål om smag og behag mere end egentlig kvalitet. Og på The Endless River får man i grunden en lille smagsprøve på, hvad gruppen kunne have været, hvis den kompositorisk højt begavede Wright havde haft muligheden for at tage den gule førertrøje på. For vel er der kompositioner på, der er Gilmours alene - især singleudspillet "Louder than Words", som er fornem, sfærisk årgangs-Floyd med et desværre noget graverende lyrisk indspark fra Gilmours hustru Polly Samson - men meget af stoffet er netop Wrights, og det er hans kosmiske synth-indslag, som i ekstremt høj grad definerer albummets grundfornemmelse. I den ene smukke duet efter den anden vikler hans tangenter sig fornemt sammen med Gilmours blå, melankolske guitarudladninger, og selv Nick Mason, som i mange år er fremstået som en lidt anonym trommeslager, har fundet køller og gonger frem igen for at tilføre instrumentalnumrene ekstra kant og kulør.

Gennem et meget smukt sammensat symfonisk forløb, der starter og slutter på cirkulær vis med det samme vemodige guitarriff, men ellers undervejs spænder fra det psykedelisk forrevne over det spacede til det sagtmodigt tilbagelænede, forkæles man med lyden af et Pink Floyd, som på deres gamle dage har genfundet den eksperimenterende impuls, som farvede deres bedste indspilninger fra slutningen af 60'erne og starten af 70'erne - måske specielt klassikerne Ummagumma og Atom Heart Mother - og The Endless River er i den grad et smukt, afvekslende lydvæveri, som ved gentaget aflytning hele tiden afslører nye vinkler og nuancer.

Gilmour fastholder, at The Endless River er det sidste nye materiale, man får at høre fra Pink Floyd. Selv vil jeg trods alt mene, at bare et eller andet materiale, som inkluderer Waters, skal til, før cirklen for alvor er sluttet. Men som album betragtet er jeg ikke utilbøjelig til at mene, at det ikke blot er det musikalsk set mest fornemme produkt af æraen efter Waters - det er også en smuk, smuk svanesang for den altid så uretfærdigt oversete Rick Wright.

Og når man har ham, hvad skal man så egentlig med Waters? Spørgsmålet er bevidst provokerende, men også relevant. Jeg vil meget nødigt vælge mellem The Wall og The Endless River, for det er to vidt forskellige albums med vidt forskellige kvaliteter. Men jeg savner altså ikke den sammenbidte sanger og bassist her, og jeg har efterhånden været nede af den endeløse flod mange gange. Men det er en tur, jeg gerne tager mange gange igen.


(Skrevet i frustration over denne dårlige og dovne anmeldelse på Gaffa...)

1 kommentar:

  1. Fin anmeldelse, som jeg er helt enig i. Jeg havde ikke høje forventninger til albummet, inden jeg hørte det, pga. både Gaffa og andre kommentarer, som nedgjorde musikken. Men det er virkelig en af den slags albums, som gror ved gentagne lytninger.

    SvarSlet