torsdag den 29. januar 2015

Depeche Mode - best to worst

Endnu et band. Endnu en liste.


***


1) Violator (1990)

Husker stadig det buzz, der var omkring Violator før udgivelsen for snart 25 år siden. House var det store dyr i åbenbaringen dengang, når man talte om elektronisk musik, og det var nok i brede kredse forventet, at det nye album ville blive pladen, hvor pionererne ville omfavne det nye årtis rytmer. Så fik man "Personal Jesus" - et elektronisk glitterrock-beat belagt med bluesguitar - i stedet! Og ligesom Pet Shop Boys' Behaviour og New Orders Technique var Violator nærmere en sidste kulmination på 80'ernes synthpop end et syvmileskridt ind i fremtiden. Men hvilken kulmination! Aldrig havde Gore skrevet så fuldendte sange, aldrig havde Wilders programmeringer været mere effektfulde og legesyge, aldrig havde Gahan sunget så godt, og, øhm, aldrig havde Fletcher viftet så meget med armene og spillet smart. Fra "World in My Eyes" hele vejen frem til den sprødt rullende finale, "Clean", var Violator én lang tour de force. Skal noget fremhæves specifikt, må det blive de fine drømmevæv på "Waiting for the Night" og den musikalske superstruktur i netop "Clean", men som helhed var albummet absolut fejlfrit. Den eneste anke mod det er vel, at det netop ikke katapulterede Depeche ind i 90'erne, men hvad pokker? Det gjorde det næste jo i dén grad.


2) Black Celebration (1986)

Man kan al mulig ret spørge, hvornår Depeche Mode blev Depeche Mode, som man kender og elsker dem. Næppe på Speak & Spell, som nærmere var en opvarmning til Erasure, men på A Broken Frame, hvor Gore overtog sangskrivningen? På Construction Time Again, hvor bandets klassiske opstilling faldt på plads? Eller på Black Celebration, hvor både lyduniverset og tematikkerne - sex, død, tro, desperation - fandt en form, man kan genkende den dag i dag? Selv hælder jeg til det sidste. Vel var der lagt fine følere ud på forgængeren, Some Great Reward, men dels var materialet på det album svagere, dels fandt det aldrig sammen i så raffineret en helhed, som Black Celebration udgør. For jo: Om noget er der tale om et konceptalbum om tomheden i den moderne eksistens, der også lydligt bindes smukt sammen via mange opfindsomme broer. Pink Floyd havde tydeligvis ikke levet forgæves. Men en mørk, mørk plade var det - nærmest gotisk i sit udtryk. Kun på den afsluttende "New Dress" kunne man lige akkurat genkende bandet, som havde indspillet "Just Can't Get Enough". Ellers var der dømt storslåede electroballader ("A Question of Lust", "Dressed in Black"), ditto avantgardepop ("Stripped", "Fly on the Windscreen - Final"), industrial ("A Question of Time") eller små, måske knapt så markante skitser, som ikke desto mindre passede perfekt ind i helheden ("Sometimes", "It Doesn't Matter Two"). Perfektion!


3) Playing the Angel (2005)

Der er dem, som mener, Depeche Mode efter Exciter ikke er værd at beskæftige sig med. Ren vanetænkning, om man spørger mig. Efter min mening hører den trilogi, Depeche Mode i det nye årtusinde skabte sammen med produceren Ben Hillier, til blandt det mest spændende i deres produktion. Om noget fik Hillier gruppen til at hente sine gamle, analoge synths op fra kælderen, uden erfaringerne fra 90'ernes flirt med rockformen af den grund gik tabt. Og det fornemste eksempel på det, den konstellation kunne skabe, er Playing the Angel. Et album, som ikke blot på overbevisende vis introducerede Dave Gahan som sangskriver (hør blot den tunge, gotiske "Nothing's Impossible"), men også rummede en pæn stak af Gores mest personlige sange. Lyt blot til den perfekt formede single "Precious", hvor kvalerne i forbindelse med hans nyligt overståede skilsmisse rulles ud, eller den i begyndelsen ikke så påfaldende ballade "Damaged People", som over flere gennemlytninger vokser til at være en af de smukkeste, men også forstyrrede kærlighedssange overhovedet. Smid fine uptemponumre som "A Pain that I'm Used To" og "Suffer Well" oveni, og man har et album, som til fulde modbeviser den påstand, at bands ikke kan lave store albums efter 25 år sammen.


4) Construction Time Again (1983)

Selvom Depeche Mode var 5-6 år om at finde ind til det band, det virkelig var, betyder det ikke, at de indledende øvelser var uinteressante. Og i tilfældet Construction Time Again slet ikke. Her fik Alan Wilder - "den nye mand" og på det tidspunkt gruppens eneste egentlige musiker - for første gang lov til at gå amok i studiet med Fairlight (en tidlig sampler) og sequencere, og det kunne høres. Et  nummer som arbejderhymnen "Pipeline" var måske nok en slags genindspilning af "Monument" fra forgængeren, men denne gang med massive metalrytmer og dybe, dybe lag af alt fra bordtennisbolde til metalrør, der blev brugt som en slags xylofon. Pop med umiskendelige industrielle tendenser. Samtidig havde Gore udviklet sig til en langt mere dyb og sågar politisk sangskriver. Numre som "Everything Counts" og "Told You So" var meditationer over temaer som udbytning og censur. Musikalsk blev der hentet elementer ind, der rakte fra balinesisk gamelan-musik til barok-kompositioner, og fraregner man et par lidt for simple tekster, var Construction Time Again en imponerende øvelse i eksperimentalpop med en helt speciel lyd, ingen plade har haft hverken før eller siden.


5) Songs of Faith and Devotion (1993)

Da tiden nærmede sig for at indspille gruppens 8. album, havde Dave Gahan nærmest meldt sig ud. Han var flyttet til USA, hvor han ikke blot indtog ufattelige mængder stoffer, men også var blevet bidt af den alternative rocklyd derovre. Pokker, om han da gad at beskæftige sig mere med synthpop! Men da Gore alligevel sendte ham nogle demoer, tænkte han, han alligevel ville give dem en lytter. Resultatet taler for sig selv: Condemnation er tung, slæbende gospel med håndspillet klaver og trommer, mens I Feel You er et industrielt bagholdsangreb af dimensioner. I det hele taget figurer traditionelle rockinstrumenter i meget høj grad på albummet, selvom de er blevet samplet og monteret af Wilder, hvis smukke svanesang pladen var, og man forstår til fulde, hvorfor Gahan blev lokket tilbage i folden. Men der var også fine nik tilbage til Violator-tiden i form af "Walking in My Shoes" og "Higher Love". Songs of Faith and Devotion var værket, som ikke blot markerede Depeche Modes definitive brud med 80'er-æstetikken, men også sikrede dem en plads i rockens pantheon. Om det er deres bedste plade er så et åbent spørgsmål: Selv sætter jeg andre højere. Men en af de bedste var den bestemt.


6) Delta Machine (2013)

Tredje og sidste samarbejde med Ben Hillier viste sig på mange måder at være det mest spartanske album, gruppen nogen sinde havde bedrevet. På et nummer som "Soft Touch / Raw Nerve" var lydbilledet skåret ned til guitar og nogle få, fræsende C64-programmeringer, og et eller andet sted var albumtitlen meget velvalgt. I hvert fald opstod det i samspillet mellem bluesarven og en primitiv, rå måde at bruge elektronisk teknologi på. Den helt store fusion hører man vel på afslutningsnummeret "Goodbye", men der var fine takter på numre som "Heaven", "Slow", "The Child Inside" og "Angel" også. Og virkede Gore måske en anelse træt som sangskriver, trådte Gahan ind med nyt, meget stærkt materiale. "Broken" fremstår som en ældet, furet fætter til '86-hittet "But Not Tonight", mens den ulmende, dekadent hoftesvingende "Should Be Higher" ser ham kaste sig ud i falsetsang for første gang i nyere tid. Med et blændende resultat. Delta Machine var måske ikke noget hovedværk, men et særdeles vitalt og uventet eksperimenterende album ikke desto mindre.


7) Music for the Masses (1987)

Uden at være helt så stærk en samling sange som Black Celebration, trak Music for the Masses langt hen ad vejen på samme æstetik. Denne gang dog med klassiske indslag som den nærmest wagnerske "Pimpf" og gruppens muligvis modigste singlevalg nogensinde: "Little 15", der dybest set var Gahans vokal i intenst samspil med en samplet, minimalistisk strygerkvartet. Men de stærke numre stod fortsat i kø. "Never Let Me Down Again" var lige så blændende i produktion og lyd, som "Stripped" havde været det på forgængeren, og selv en petitesse som "I Want You Now", der ankom komplet med samplet stønnen, havde vægt og fylde. Et meget fint og veldisponeret album, der dog ikke satte nye, varige dagsordener.


8) Ultra (1997)

For de fans, der stod på Depeche Mode i 90'erne, er Ultra muligvis gruppens hovedværk, hvor os andre - pladens mange ubestridelige kvaliteter til trods - nok godt kan høre, at albummet blev skabt under decideret kaotiske omstændigheder. Gahan overdoserede, døde, blev genoplivet og gik på narkoafvænning. Gore drak som et hul i jorden. Fletch led af depression til det punkt, hvor han var småpsykotisk og måtte indlægges. Ingen burde indspille en plade på de vilkår. Men mens gruppen skrev sig både Nine Inch Nails og triphip-genren bag ørerne, fik den ikke desto mindre fine sange som mareridtscenariet "Barrel of a Gun", de blændende ballader "Sister of Night", "Home" og "The Bottom Line" samt singleklassikeren "It's No Good" ned på bånd. Og egentligt overflødige er vel kun instrumentalnumrene "Uselink" og "The Jazz Thieves". Et udmærket album trods massiv krise og en truende mangel på materiale.


9) A Broken Frame (1982)

Da Vince Clarke tog sit tøj og gik sidst i 1981, var der nok ingen, som spåede resterne af Depeche Mode den store fremtid. Men de havde et hemmeligt våben: Martin Gore. Vel havde begge hans bidrag til debuten Speak & Spell hørt til i den svagere ende, og ganske vist havde hans på det tidspunkt spredte skriverier meldt sig over en længere årrække, men som den sfæriske comeback-single "See You" demonstrerede, kunne han. Selve A Broken Frame, der blev indspillet som trio med produceren Daniel Miller som den musikalske ankermand, var da også en overraskende stærk affære med sit helt eget på én gang naive og vidende univers. "The Meaning of Love" bød, trods al sin whimsy, på linjer som "From the notes that I've made so far, / love seems something like wanting a scar", der foregreb fremtidens mere sleazy udgydelser, mens "My Secret Garden" var et rørende studie i tabt uskyld. Og selvom "A Photograph of You" i meget høj grad pegede tilbage mod Vince-æraen, rummede albummet mere dystre og eksperimenterende sange som "Leave in Silence", "The Sun and the Rainfall", "Monument" og "Sattelite", der sende lovende sonder ud i fremtiden. Et ujævnt og prøvende album, der ikke desto mindre har sit helt eget univers. Og rummer i hvert fald en lille håndfuld klassikere.


10) Speak & Spell (1981)

Lad os bare sige det, som det er: I begyndelsen VAR Depeche Mode Vince Clarke. Dave Gahan var en fin, men endnu ikke ret distinkt vokalist, og de to andre medlemmer var brugbare, men bestemt ikke sprudlende musikere. Og det kan høres på Speak & Spell, der snarere føles som den første Erasure-plade end noget, man forbinder med den senere Depeche-lyd. Bevares: Der var ansats til noget dybere og mørkere på sange som "Photographic", "Puppets", "Any Second Now (Voices)" og Martin Gores "Tora! Tora! Tora!", men det var noget embryonisk alt sammen, og albummets absolutte force lå i frisk, krystalklar og ukompliceret synthpop som "New Life", "Boys Say Go!" og gennembrudshittet "Just Can't Get Enough". En stærk debutplade. Spørgsmålet er bare for hvem.


11) Some Great Reward (1984)

Some Great Reward, der på mange måder ligger logisk i forlængelse af Construction Time Again med sine lag af industrielle samples, som er lagt ind over ellers smægtende popsange, er vel det album, hvor der begyndte at vise sig en vis modenhed i gruppens sangskrivning. Temaerne sex og religion meldte sig i hvert fald klart i form af sange som den tonsende "Master and Servant" - SM som politisk metafor - og den mere sfæriske, dunkle "Blashemous Rumours". Klaverballaden "Somebody" var dertil så fin og rørende en meditation over kærlighedens væsen som nogen. Kort sagt: Projektet Depeche Mode begyndte så småt at finde ind til sin essens. Problemet med Some Great Reward er, at ikke alt materialet er så stærkt. "People are "People" var måske nok et massivt hit dengang, men for nutidens ører nærmest pinligt simpel technopop, og "Stories of Old" skulle nok aldrig have været fortalt. Et skridt fremad, men en lettere ujævn plade.


12) Exciter (2001)

Exciter har altid forvirret mig. Hver gang, den kommer på, bliver jeg sang for sang begejstret, og bortset fra, at "The Dead of Night" lyder lidt som en fattigmandsversion af Nine Inch Nails, må jeg nok tilstå, at numre som "Dream On", "The Sweetest Condition", "Breathe", "I Feel Loved" og den blændende smukke ballade "When the Body Speaks" har alt det, der skal til. Men ned fra reolen kommer den ikke tit. Måske fordi den ikke er ét af de albums, der tager et kvantespring fremad: Æstetikken er nogenlunde den samme som på Ultra. Og måske er udtrykket i længden en anelse søvndyssende. En lavmælt affære er det i hvert fald generelt. Og samlet set ikke voldsomt exciting.


13) Sounds of the Universe (2009)

Det gode ved Depeche Modes produktion er, at gruppen nok aldrig har begået et decideret ringe album. Men det, der kommer tættest på, er nok det andet udspil i trilogien med Ben Hillier: Sounds of the Universe. Udgangspunktet var ellers spændende nok: At genintroducerede nogle af de spacede, analoge klange, der blev brugt med så stor succes på specielt A Broken Frame, i gruppens nuværende udtryk. Og der var da også en bismag af sci-fi over albummet, der var mere Brian Eno end Nine Inch Nails. Men trods det faktum, at forfaldsfortællingen "Wrong" var deres stærkeste single i mere end et årti, og der er endda særdeles pæne ting at sige om numre som "Peace", "Little Soul", "Fragile Tension" og "Hole to Feed", virkede hele forestillingen lidt uoplagt, letbenet og skidt disponeret. Efter dén omgang var jeg nok ikke den eneste fan, der lige skulle høre et par numre fra den efterfølgende Delta Machine, inden jeg greb efter pungen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar