søndag den 11. januar 2015

Pink Floyd - best to worst


Lister makes the world go around...

***

1) The Wall (1979)

Førstepladsen kan der sådan set ikke herske nogen tvivl om. Vel var gruppen godt på vej i opløsning, mens dobbeltalbummet blev indspillet, og man kan med en vis ret hævde, at The Wall var Roger Waters' første soloalbum. Men hvilket ét! Man kan savne en cd-udgave af soundtracket til filmen af samme navn (1982), hvor alt både musikalsk og konceptuelt hænger en smule bedre sammen end på den originale udgivelse, men selvom udgangspunktet dels er Waters' savn af sin far, der blev dræbt i 2. Verdenskrig, dels er den konstant tilbagevendende historie om Syd Barretts mentale sammenbrud, ender det hele med at blive en ufatteligt stærk, ja, uafrystelig fortælling om mennesket som sådan sidst i det 20. Århundrede. Endda tilsat et meget gennemført sangmateriale. Alle kender hitsinglen fra albummet, men husk også at lytte til numre som "Comfortably numb", "Don't leave me now", "Mother", "Goodbye blue sky", "Nobody home" og selv den orkestrale monstrøsitet "The Trial". Får den slags musik det ikke til at risle dig koldt ned ad ryggen, vil jeg vove at påstå, du er død.


2) Wish you were here (1975)

Ofte beskrevet som det sidste virkelige Pink Floyd-album. I hvert fald det sidste, hvor bandet løftede opgaven i samlet flok. Det er selvfølgelig ikke en uvæsentlig detalje, men væsentligere er det, at der ikke er ét gram fyldstof på denne korte, stramme udgivelse. "Shine on you crazy diamond" lykkes, hvor "Atom heart mother" fejlede: Er et langt, symfonisk forløb i flere satser, som ikke blot rummer ét af rockhistoriens stærkeste guitarriffs, men også faktisk hænger sammen. Tilsvarende klassisk er det countryprægede titelnummer, der emmer af savn og vemod, og når resten af materialet er gedigne sange som "Welcome to the machine" og "Have a cigar", er der slet og ret dømt mesterværk. Der er kun én grund til, dette album ikke topper listen, og det er, at The wall er længere!


3) The division bell (1994)

Der er mange, som mener, at Pink Floyd stoppede den dag, Roger Waters gik. Sandt at sige tog det også sin tid, før såret helede, og så god en tekstforfatter fik gruppen heller aldrig igen: Gilmours hustru, Polly Samson, var såmænd habil nok på feltet, men formåede aldrig helt at fylde hans sko. Men på gruppens andet album uden den småtyranniske bassist fandt man en samling stærke, stemningsfulde sange, der faldt på plads inden for en slags psykedelisk, tilbagelænet blues-ramme. Temaet var dårlig eller fraværende kommunikation, men musikalsk havde Gilmour, Wright og Mason virkelig fundet hinanden igen, og i min bog hører The division bell klart til mellem hovedværkerne, selvom musikken ikke var så vild og visionær som tidligere. Til gengæld rummede den en moden klarhed, som klædte den, og det eneste minus, jeg kan komme på, er det faktum, at Gilmour uden blusel efterligner U2's The Edge på "Take it back".


4) The dark side of the moon (1973)

Jeg ved det godt: Dette album hører ikke blot til blandt de bedst sælgende i verdenshistorien; det er også gennem årtier blevet brugt til at teste dyre stereoanlæg med, fordi det satte helt nye produktionsmæssige standarder. Men der er noget med mig og The dark side of the moon, som aldrig har fungeret. Albummet hænger ganske godt sammen som koncept - kommer fint rundt omkring især Barretts psykiske sammenbrud - og rummer sin del af velformede sange ("Money", "Breathe", "Eclipse"), ligesom den har et par spændende, mere eksperimenterende forløb ("Speak to me", "Time"). Men jeg swinger ikke med helheden. Måske fordi det hele virker lidt for pænt og perfekt. I hvert fald er dette et ellers upåklageligt album, jeg har svært ved at forklare, hvorfor jeg mangler den helt store, overstrømmende begejstring for. Teknikken og den konceptuelle sammenhæng gør, at jeg bør rangere det højt, men helt til tops kan jeg altså ikke sende det.


5) The endless river (2014)

Da The endless river blev udsendt for nylig, skal jeg nok love for, albummet fik med pisken. Hvor var Roger? Hvor var sangene? Var det ikke bare en gang lunken restemad? Sandt at sige savnede jeg ikke de to første ting, for "restemaden" - en række outtakes fra The division bell tilsat nye elementer og produktion - var for mig at se en decideret musikalsk triumf. Fair nok: "Anisina" truer med at blive for hyggelig, hvilket dog reddes i land af flammende blæsere, og teksten til singlen "Louder than words" er et decideret stykke venstrehåndsarbejde fra Samsons side. Men ellers forløser Pink Floyd på dette album det potentiale, man anede på plader som More og Ummagumma: Leverer et brag af et instrumentalalbum, der kommer omkring alt det, gruppen kan. Fra det psykedelisk forrevne over det sfæriske til det tunge og energiske. Roger Who?


6) Ummagumma (1969)

I det hele taget er Pink Floyd gode til restemad. Som nu dette dobbeltalbum, der rundede bandets psykedeliske æra af med en formidabel live-lp, som viste Pink Floyd i fri flugt på et udvalg af deres stærkeste numre, og en mildest talt interessant samling solo-indspilninger fra alle fire medlemmer. Hovedkraften bag det sidste var efter sigende Rick Wright, der havde alvorlige symfoniske ambitioner, men faktisk er det hans bidrag, der er svagest: Retningsløs, om end sfærisk neoklassicisme. Nick Mason kommer så fornuftigt i land, som en trommeslager nu kan, med et langt forløb bestående af trommemanipulationer en masse, men de virkelige stjerner her er selvfølgelig Waters og Gilmour. Sidstnævntes "The narrow way 1-3" viser fint "den nye mands" evner som komponist, mens Waters' "Grantchester Meadows" er en lille, billedrig psychfolk-perle. Hans andet bidrag, der bærer den legendariske titel "Several species of small furry animals gathered together in a cave and grooving with a pict", er derimod en surrealistisk lydfantasi. Et formidabelt stykke musique concréte, der ikke blot spænder den psykedeliske form til sit yderste, men skylder Monty Python en ting eller to. Igen: Restemad, der blev til et festmåltid.


7) More (1969)

Soundtracket til Barbet Schroeders film af samme navn blev til over meget kort tid ved, at bandet simpelthen gik i studiet for at jamme. Det kom der gode ting ud af, skal jeg hilse at sige. Favoritten er stadig den forunderligt vægtløse "Cirrus Minor", der er skøn kosmisk folk tilsat fuglefløjt, sarte guitarstrenge og overjordisk flimrende orgler. Men "The Nile song" er det tætteste, Pink Floyd kom punk med sin rasende, næsten vanvittige energi, og der er den døsige, men smukke "Cymbaline", som mangen en hippie nok i sin tid har fyret op til. Resten af materialet er i det store og hele cinematiske sekvenser, der ikke hver for sig gør det store væsen af sig, men sammen danner en særdeles vellykket helhed. The endless river udsprang her.


8) A saucerful of secrets (1968)

Da Syd Barrett brændte sammen, var Pink Floyd allerede godt i gang med indspilningen til dette album, og det har nok trods alt været med skælvende ben, de øvrige medlemmer viste ham døren. Kun Rick Wright havde demonstreret virkelige evner som sangskriver før, og hans "See-saw" og "Remember a day" lyser da også op på albummet som sene, men dejlige tilbagefald til debutens uskyld. Men i løbet af kort tid var Roger Waters vokset som sangskriver, og man må sige, at hans lange, drømmende og mantraagtige "Set the controls for the heart of the sun" var et tilsvarende, endda mere progressivt højdepunkt, selvom den først fandt sin sande form på Ummagumma. Det virkelige guld på albummet var dog Barretts "Jugband blues" - et vemodigt studie i fravær, der egentlig ikke blev mindre tungt af, at Frelsens Hær gik amok med deres blæsere et sted undervejs. Titelnummeret? En rodet, energiløs omgang her. Igen: Tjek Ummagumma.


9) Meddle (1971)

I Pink Floyd-diskografien er Meddle lidt det album, som bare er der. Ingen vrænger af det, ingen jubler over det. Det er der bare. Det er sandt at sige også ujævnt. Pladen rummer "Seamus", der dybest set bare er en hund, som gør til nogle blueslicks, og et nummer som "San Tropez" er, for at sige det, som det er, bare fyld. Personligt har jeg heller aldrig været den stor fan af "Echoes", der fyldte hele side 2 af den oprindelige lp. Wrights undervandslyd, jo, men ikke nummeret som sådan, der, ligesom "Atom heart mother", bærer præg af at være en stak gode idéer sat dårligt sammen. Men der er også fine ting som folkperlen "A pillow of winds", "Fearless" og ikke mindst den indædt rasende "One of these days", som forløser al den uro, der gemte sig inde i Barretts psykedeliske sange, med et brag af dimensioner. En smadret bas, der næsten lyder elektronisk, hamres ned af voldelige trommeslag, før Mason - åbenbart bandets gyservokalist - hvæser "one of these days I'm gonna cut you into little pieces" ud mellem tænderne. Og pow! Frit flydende, ondsindet bluesfræs resten af vejen. Ikke et godt album. Ikke et skidt album. Bare et album.


10) The piper at the gates of dawn (1967)

Da Pink Floyd albumdebuterede i 1967, indspillede The Beatles inde ved siden af i Abbey Road Studios, og selvom der for mig ingen tvivl er om, at Sgt. Pepper var et bedre album, lagde den nye flok godt fra land med disse 11 sange, der var gennemsyret af underlige effektbokse, ærkebritisk whimsy og, well, visse stimulanser. Modsat mange, der mener, Barrett skrev sine bedste sange her, er jeg dog af den mening, hans største stunder befinder sig på The madcap laughs. Al respekt til den kosmiske, forskruede rockekskursion "Astronomy Dominé" - den er stor - og skrammelbutikken "Bike", der er et festmåltid af loopede svaner, skæve guitarer, nursery rhymes og trommer så smadrede, at de næsten er industrial. Men man har hele tiden fornemmelsen af et avantgardeorkester, der er tvunget ind i en popform, og for meget af materialet - "Interstellar overdrive" især - lider under det. Havde Pink Floyd fået frie hænder til at lave det album, de ville, kunne drengene inde ved siden af dog nemt have fået baghjul.


11) Obscured by clouds (1972)

Af en eller anden grund var Pink Floyds andet samarbejde med Barbet Schroeder ikke den succes, det første var. Måske var det filmen, der var dårligere. Måske var det tidsånden, der havde ændret sig. Men det triste faktum er, at store dele af lydsporet til Le Vallée, Obscured by clouds, ikke var det store at skrive om. "Free Four" foregreb The Wall på mere end én led, og man må sige, at "Absolutely curtains", hvor Rick Wright spillede rugende orgel til optagelser af Mapuga-stammen, var et sandt requiem for hippietiden. Så er der titelnummeret, hvor der leges med synths og trommemaskiner, så man ikke befinder sig voldsomt langt fra de lyde, Kraftwerk lavede i Vesttyskland på samme tid. Men et stort album er Obscured by clouds ikke. Det har det faktisk meget godt på reolen.


12) Atom Heart mother (1970)

Pink Floyds første rigtige album uden Syd Barrett var en rodebutik. Man kan lige så godt sige det, som det er. Titelnummeret var et forsøg på at koble en masse løse sekvenser, gruppen havde jammet frem, sammen ved at overlæsse produktionen med et vrangvilligt symfoniorkester. "Alan's psychedelic breakfast", som fyldte det meste af lp-udgavens anden side, var et tilsvarende rod. Tilbage står man så med tre sange. Waters' "If" er en hyggelig, men lidt intetsigende folksang. Wrights "Summer '68" er til gengæld en fest med sin blanding af knugende nostalgi og passager, der svært kan kaldes andet end funky. Og så er der Gilmours "Fat old sun", som simpelthen er blændende opbygget og kulminerer i en intet mindre end klassisk guitarsolo. Blandede bolsjer. Meget blandede bolsjer. Men trods alt et album, man vender tilbage til ind imellem.


13) A momentary lapse of reason (1987)

Dem, som mener, Pink Floyd sluttede med Waters' afgang, har deres eneste fornuftige argument her. A momentary lapse of reason er uanset hvordan, man vender og drejer det, både et alt for langt, alt for rodet og alt for atypisk album. "Learning to fly" er klassisk Floyd, jovist, og det samme kan siges om den luftige "One slip" og den vemodige ballade "On the turning away". "Sorrow" er heller ikke skidt, og det instrumentale åbningsnummer "Signs of life" er intet mindre end lamslående smukt. Men så er festen også forbi. Resten er lyden af David Gilmour, der pisser i bukserne for at holde sig varm.

 
14) The final cut (1983)

Dette er albummet, jeg aldrig hører. Når jeg så en sjælden gang alligevel gør, synes jeg, det føles helt forkert. Det er ikke Waters solo, hvilket kan være fint - er glad for Amused to death - men bestemt heller ikke Floyd. Det er ikke en del af The wall, men heller ikke stærkt nok til at stå for sig selv. Det er hjemsøgt af realiteter, men mangler den magi og det samspil, der er Pink Floyd, helt. Man kan godt fornemme, at Waters havde formået at blive uvenner med stort set alle omkring sig, da pladen blev indspillet. Og værre: Man kan høre det. Men giver trods alt gerne "The Fletcher Memorial Home", "Not now, John" og "Two suns in the sunset" pluspoints.


15) Animals (1977)

Selvom billedet af den flyvende gris over Battersea Power Station er en klassiker inden for coverdesign, er albummet, det blev sat udenpå, ikke noget at skrive hjem om. Da det blev indspillet, trak Pink Floyd dybest set på restidéer fra den i forvejen ikke voldsomt kreative periode først i 70'erne, og uanset hvor meget, de blev udbygget, blev de aldrig for alvor gode. Jo, "Pigs (three different ones)" var fin, syrlig satire med en velformet melodisk krop, men ellers kunne selv de flotteste instrumentale indsatser ikke skjule, at floden for en tid var løbet tør. Ikke "avoid at all cost", men helt sikkert "handle with care".

Ingen kommentarer:

Send en kommentar