mandag den 2. februar 2015

New Order og Joy Division - best to worst

You know the drill...


***


1) Closer (1980)

Der er mange grunde til, at Closer hører til øverst på listen. Er man meget ung og forfalden til selvmordsromantik, kan man sikkert blive høj over det faktum, at Ian Curtis tog billetten efter pladens indspilning, og der ikke er mange tekster på albummet, som ikke fortaber sig i forfaldsromantik. Men de bedste af dem var også fin poesi, og musikken sparkede fra sig på et dybere plan, end man kendte fra forgængeren Unknown Pleasures, der stadig trak på ret primale punk- og metalenergier. På "Isolation", "Heart and Soul", begravelsesmarchen "The Eternal" og opsummeringen "Decades" var der stemningsfulde optræk til den technopop, gruppen kom til at bedrive som New Order, og ellers forfinede Joy Division deres grundlæggende postpunk-udtryk i raffinerede, men kraftfulde sange som "Atrocity Exhibition" og "Twenty Four Hours". Salig Tony Wilson - manden bag Factory Records - beskrev engang Closer som en katedral. Passende udtryk. Et gotisk hovedværk, men også slet og ret kunst.


2) Technique (1989)

Det var 1989. Postmodernismen var i fuld blomst, og for en stund var der ikke nogen afgørende forskel på at spille new wave eller house. Måske netop fordi New Order på den tid var medejere af The Hacienda i Manchester, der blev trendsettende i hele Europa. Technique kunne følgelig næsten heller ikke indspilles andre steder end på Ibiza - kontinentets anden techno-metropol - men bortset fra "Fine Time", der var lutter beats og sprøde basgange, var albummet en overraskende rocket affære. Der var skilsmisse og opbrud i luften - både privat og i bandsammenhæng - hvilket resulterede i stærke sange som "Guilty Partner", "Round & Round" og genfødselshymnen "Dream Attack" - og selvom det på mange måder var business as usual, blev Technique for mange, som var der dengang, selve lyden af 1989. Og dét i et år, der ellers bød på hovedværker fra beslægtede hovednavne som Beastie Boys, Stone Roses og The Cure.


3) Get Ready (2001)

Det burde strengt taget have været en umulighed: At et band, der blev dannet sidst i 1976, 25 år senere skulle stå bag et af årets albums. Og lad mig sige det sådan: Hvis det ikke var fordi 2001 ellers var præget af høflig klynkerock og slatten postgrunge, havde Get Ready måske heller ikke strålet med samme klarhed. Men lad mig sige det sådan: Efter 8 års stilhed var lyden af et New Order, der skruede guitarerne op på 11 og tæskede tønderne til blods, intet mindre end en åbenbaring! Igen lå perlerne på rad og række: "Crystal", "Turn My way", "Someone Like You", "60 Miles an Hour", "Run Wild". Og satte albummet ikke nye dagsordener, understregede det i hvert fald, at det var federe at være lavet af kød, blod og muskler end bytes og plastic.


4) Unknown Pleasures (1979)

Der er ingen vej udenom: Joy Divisions første album var et tidehverv inden for moderne rockhistorie. Aldrig for havde et band så økomisk og effektivt smeltet Black Sabbath sammen med Can, Baudelaire med J.G. Ballard. Og med så suverænt et materiale såvel som produktion. Unknown Pleasures var søde hymner til undergangen og forfaldet - hør blot "She's Lost Control" eller den næsten funky "Wilderness", min personlige favorit - men stadig i en relativt rå og punket indpakning. Kun på den afsluttende "I Remember Nothing" aner man dog gruppens egentlige storhed. Hvilken storhed!


5) Movement (1981)

I kølvandet på Ian Curtis' død indspillede resterne af Joy Division dette korte album, som på én gang - og stadig med legendariske Martin Hannett som producer - videreførte dysterheden fra dør og afprøvede nye, elektroniske græsgange. Lad det være, at åbningsnummeret "Dreams Never End" kun var vidunderligt i starten, ligesom flere numre egentlig kun fungerede som grooves. De var pokkers effektive grooves. Og når albummet var bedst - som i "Truth", "Doubts Even Here" og "The Him" - indkapslede New Order en æstetik, hverken dem eller andre siden har nærmet sig. Og nej: Ikke fordi den ikke fungerede. Movement brænder som en sol i mørket, og ved lytning bør man smøre en høj faktor på.


6) Brotherhood (1986)

Brotherhood bliver tit fremhævet som et af New Orders svageste albums, og jeg må da også medgive, det er uhomogent. På side 1 har man en række rocknumre, på side 2 en tilsvarende portion technofilt materiale. Men kvaliteten fejler ikke noget uanset, hvor man kigger hen. "Paradise", "Weirdo" og "Way of Life" er perfekt formede numre med uundværlige indslag fra ham der bassisten, Bernard Sumner mener, man sagtens kan undvære. "As It Is When It Was" og "All Day Long" er skønne superstrukturer af lyd. "Bizarre Love Triangle" er disco i særklasse, mens "Every Second Counts" er en ekstremt charmerende petitesse. What's not to like?


7) Lost Sirens (2013)

Da granaterne fløj hen over skyttegravene i forbindelse med udgivelsen af Lost Sirens - en række demoer til det, som kunne have været opfølgeren til den middelmådige Waiting for the Sirens' Call - var der to ting, der undrede mig. Dels hvorfor den kasserede bassist, Peter Hook, havde stået så stærkt på udgivelsen af en bunke restmateriale fra et album, som ikke i sig selv havde imponeret, dels hvorfor et remix af Jacques Lu Cont pludselig skulle rodes ind i det hele. Men hører man det færdige resultat, giver alt mening. Conts Crazy World Mix af "I Told You So" er ren, ufortyndet Velvet Underground-magi, og numre som "Shake It Up", "Californian Grass" og den roligt pulserende, næsten lounge-agtige "Recoil" giver alt på moderalbummet baghjul.


8) Republic (1993)

Republic blev skabt på et tidspunkt, hvor gruppens oprindelige pladeselskab, Factory Records, var i opløsning. Kollegerne Happy Mondays havde røget alt, der var i kassen, op på Barbados i et forgæves forsøg på at leve et storsælgende album, og selvom New Order lidt bedre levede op til rollens som selskabets sidste gode kort på hånden, led det album, de var ved at indspille, også under der. "Regret"  blev måske gruppens største singlehit, og på en måde blev inspirationen fra dance og house bedre indarbejdet i numre som "Young Offender" og "Chemical", end det var tilfældet på Technique. "Times Change", "Ruined in a Day" og "Everyone Everywhere" var endda fornemme sange uanset hvad. Men et overflødighedshorn var Republic ikke. Alt er tilgivet. Nu.


9) Low Life (1985)

Da sampleren kom til verden, var den i det store og hele et populært indslag i underholdningen. Men der var dem, som ikke vidste, hvordan den skulle bruges, og New Order hørte desværre til på det hold. Hele Low Life led i alt for høj grad under det faktum, at det lød sjovt, hvis man gentog ting i det uendelige. Men regulære, velformede rocksange som "Love Vigilantes" og "Sunrise" brød gennem den samplertunge luft, og i andre edits blev numre som "Subculture" og "The Perfect Kiss" herlige singler. Læg dertil den stemningsfulde, instrumentale Ian Curtis-hyldest "Elegia"; og det hele var trods alt ikke så skidt igen.


10) Still (1981)

Om man regner Still for at være et album eller ikke, må være op til enhver. Jeg gør. Verden blev trods alt beriget med et ekstra Joy Division-album, som tilmed var godt, ved den lejlighed. For intet i verden ville jeg være foruden den klagende "Exercise One", den uendeligt tunge "Dead Souls" eller proto-støjrockmonstret "The Only Mistake". Men den tilhørende koncertoptagelse af gruppens sidste koncert i Birmingham havde mere nekrofil end musikalsk værdi.


11) Power, Corruption & Lies (1983)

For at se albummet fra den lyse side: Det var her det New Order, man kender i dag, tog form. Der er heller ingen vej uden om, at "Age of Consent" og den Kraftwerk-inspirerede "Your Silent Face" var klassikere i gruppens katalog. Men sange som "We All Stand" og "586" findes bedre blandt bandets Peel Sessions, og derudover er det vel strengt taget kun den klagende, guitardrevne "Leave Me Alone", som gør albummet uundværligt. En stor succes dengang. Tiden har ikke været venlig mod den.


12) Waiting for the Sirens' Call (2005)

Lyden af New Order i selvsving og godt på vej til at blive et ordinært, kedeligt indieband. Sange som "Dracula's Castle", "Turn" og "Morning, Night and Day" glider forbi ude at efterlade noget indtryk, mens punk-pastichen "Working Overtime" nærmest gør et negativt. Forstå mig ret: "Guilt is a Useless Emotion" er gruppens bedste - og mest oversete - single i nyere tid, og jeg ville heller ikke være foruden numre som "Who's Joe" og den ultrapoppede "Jetstream", hvor de gamle drenge får hjælp fra Scissor Sisters. Men stort bliver albummet aldrig, og måske var det ikke så sært, at kære, gamle Peter Hook fik nok og skred bagefter. Coveret var i øvrigt en decideret øjebæ.

1 kommentar:



  1. Thanks for share this POST see also:

    شركة مكافحة حشرات و رش مبيدات

    افضل شركة تنظيف بالاحساء افضل شركة تنظيف بالاحساء
    شركة مكافحة حشرات بالخبر شركة مكافحة حشرات بالخبر
    شركة مكافحة حشرات بالجبيل شركة مكافحة حشرات بالجبيل
    شركة رش مبيدات بالدمام شركة رش مبيدات بالدمام

    شركة تنظيف بالمدينة المنورة شركة تنظيف بالمدينة المنورة
    شركة مكافحة حشرات بالمدينة المنورة شركة مكافحة حشرات بالمدينة المنورة
    ارخص شركة نقل عفش بالمدينة المنورة ارخص شركة نقل عفش بالمدينة المنورة

    SvarSlet